Brev

Hjem føles ikke som hjem

Hej BørneBrevkassen.

Jeg har et problem på hjemmefronten, og jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre.

Mine forældre er skilt, og har været det siden jeg var 3 måneder.

I sommers fandt jeg ud af, at min far var min mor utro. Han var hende også utro før jeg blev født. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skel reagere på dette. Min far ved ikke, at jeg ved det, men jeg har bare rigtig svært ved at tale med ham om det. Kvinden han var min mor utro med, er han i dag gift med.

Dertil det næste problem.

Jeg føler virkelig, at kvinden ikke kan lide mig.

Eks. Så har jeg sagt tak for fødselsdagsgaven til hende, og så har hun spurgt mig hvad hun har givet mig. Jeg har det også derfor som om jeg ikke betyder oget for hende. At jeg ikke interessere hende. Vi taler sjældent sammen, og når vi gør føler jeg ofte, at hendes stemme er hård, nærmest anklagende. Nogen gange når jeg spørger om noget, føler jeg også at hun ser vildt anklagende på mig, som om det er forkert af mig at tale. Er det fordi, at jeg minder hende om min fars gamle kæreste (min mor) eller kan der være en anden forklaring.

Der er også min far.

Jeg føler nogen gange at han bedre kan lide min (halv) lillesøster og, at han sætter penge højere end han sætter mig.

Eks. Her i efterårs ferien skulle han til London med min lillesøster og min stedmor. Da han fortalte mig om det sagde han, at hvis jeg skulle med, skulle de til at betale for et ekstra hotelværelse hvorimod min lillesøster kunne de have med inde på deres hotelværelse. Grunden til, at de skulle til London var, at de skulle over og besøge min pap storesøster. Mi far sagde til mig da jeg var mindre, at de var mine søstre, men hvis jeg skal se de som mine søstre, hvordan kan det så være, at jeg ikke skal med over og besøge min søster i London??

Der var også, da var på besøg hos min farmor i Norge.

Der sagde han til mig ”Nogle gange kan man også tænke på andre end sig selv”. Grunden til, at han sagde det var, at han ville putte noget ned i min kuffert. Jeg havde så sagt, at det måske ikke var så smart, fordi jeg skulle hjem til min mor når vi landede i Danmark. Vi har prøvet det nogle andre gange, men der har vi altid glemt det, så det var mere så jeg ikke lige pludselig havde nogle af min fars tig hjemme hos mi mor. Det var egentlig bare for, at hjælpe. I stedet bliver jeg nærmest kaldt egoistisk.

Når jeg er hjemme hos min far føler jeg derfor, at mit hjem derude ikke rigtig er mit hjem, og det er ikke altid, at jeg er velkommen.

Det kan dog godt bare være noget jeg føler.

Jeg plejede normalt at være ude hos mi far hver anden weekend (fra fredag til mandag), men jeg har nu fået skåret ned til fra fredag til søndag.

Jeg har snakket med min veninde om alt det her, og hu mener, at jeg ikke burde have faste dage, jeg var ude hos min far. Hun er dog ikke skilsmisse barn, så jeg er ikke helt sikker på hvor meget hun egentlig forstår det, at være skilsmissebarn. Jeg må dog indrømme, at det ikke at have faste dage hos min far har strejfet mig, men jeg ved ikke om det er for overdrevet.

Jeg håber virkelig, at du kan hjælpe mig, da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.

Jeg ved jeg burde snakke med min far, men det er bare for svært.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at jeg bare er blevet teenager, og jeg bare føler, at alt og alle er imod mig, men det tror jeg ikke.

Mvh. Mig…

Pige, 13 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år,

Tak for dit meget personlige brev til brevkassen. Hvor er det flot, at du skriver alle de ting ind til os, som du synes er svært hjemme hos din far. Og hvor er du god til at mærke, hvad du har brug for.

Du skriver mange ting som viser mig, hvordan din situation er hos din far. Jeg får et tydeligt billede af, hvorfor det er svært for dig at være en del af familien derhjemme. Selvom dine forældre har været skilt næsten hele dit liv, så er det tydeligt at se, at det stadig har en stor betydning for, hvordan dit liv er i dag. Jeg kan fornemme i dit brev, at du har brug for at føle dig som en stor del af begge dine familier. Og at du ikke føler dig hjemme hos din far, fordi de voksne derhjemme ikke er gode til at give dig den følelse. Det forstår jeg rigtig godt, at du er ked af…

Jeg tænker ikke, som du selv skriver, at du bare er blevet teenager og derfor føler at alt og alle er imod dig - tværtimod! Jeg tror mere, det er fordi det fylder meget for dig, det som sker hos din far og papmor. Jeg kan virkeligt godt forstå, at du har brug for at føle, at du er lige så stor en del af familien på din fars side, som de andre børn. For selvom dine forældre er skilt, så er han stadig din far, og dit behov for at føle at han elsker dig og at du også er vigtig for ham, bliver jo ikke mindre pga. skilsmissen.

Når forældre skilles, så påvirker det børnene hele livet. Det har betydning for hvor man skal bo, hvem man skal bo sammen med og om man kan se begge sine forældre lige så meget som man har brug for. Det har også betydning for, som i dit tilfælde, om man pludseligt får pap-søskende eller halvsøskende, og nye familier dannes, når de gamle går i opløsning. Det er her jeg tænker, at det er forældrenes ansvar, at alle børn føler sig som en lige stor del af den nye familie. Derfor tænker jeg, som du selv skriver, at det er vigtigt, at din far får at vide, hvordan de ting han gør påvirker dig… For jeg tænker, at han gerne vil sørge for at du har det godt, men jeg forestiller mig bare, at han ikke ved, hvad og hvor meget det betyder for dig, at de for eksempel tager til London uden dig…

Du skriver selv, at du burde tale med din far om alt det her, men at det bare er for svært. Det kan jeg godt forstå du synes, for man ved aldrig, hvordan man selv eller den anden reagerer, når man taler om så svære ting… Men jeg mærker i dit brev, at du er rigtig glad for din far og jeg ser din ked-af-det-hed som et udtryk for, at du rigtig gerne vil ham. Og det tænker jeg netop er vigtigt at få sagt, hvis du en dag finder mod til at tale med ham om det. Så han forstår, at du i virkeligheden bare har brug for at føle dig som en lige så stor del af familien, som alle andre. Så han ved, at du kommer til ham, fordi du holder af ham og ønsker I skal få det bedre sammen.

Jeg kan se i dit brev, at du har snakket med en veninde om alt det her, og det er jeg rigtigt glad for. Jeg tænker at det er vigtigt, at du får talt med nogle du holder af, om hvor svært det er at være dig, når det drejer sig om din far. Jeg tror, du kan have ret i, at din veninde ikke ved, hvad du har brug for fx faste dage, men alligevel er det godt at høre, at hun lytter og trøster dig. For det er vigtigt ikke at være alene om så svære følelser.

Her til slut vil jeg sige, at jeg virkeligt håber, at du får talt med din far om det… For selvom det er svært for en pige på din alder at skulle tage det store ansvar selv at sige det, tænker jeg, at det er første skridt på vej mod at få det hele ændret. For jeg er sikker på, at din far ønsker at du har det godt og at du føler dig som en del af familien. Hvis du tænker at det er for svært at sige det til ham, så kunne du måske vise ham dette brev? Her er det jo så flot beskrevet, at man nemt forstår hvordan du har det…og hvad du håber på. Det kunne også være du kunne få hjælp til at få det sagt til ham. Måske din mor eller en anden voksen du stoler på kunne sige det for dig? Hvordan ville det mon være? Eller har I mulighed for at tale sammen alle tre, på et tidspunkt hvor der er ro og tid til det? Måske kan din mor hjælpe med at lave en aftale med din far...og du har dit brev og svar med, til at læse op, eller give til ham, så han selv læser det?

Hvis du kunne tænke dig at snakke med en voksen om, hvordan du kan få det sagt på en måde som er rar for dig, så kan du altid ringe ind til BørneTelefonen på 116111. Her sidder vores rådgivere klar ved telefonener med gode råd og et lyttende øre. Jeg håber, at din far finder ud af, hvordan du har det, så han kan få en chance for at gøre det bedre for jer. Jeg ønsker dig alt det bedste og tænker, at du helt sikkert nok skal få det sagt, når du en dag er klar til det...

Knus fra BørneTelefonen.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle min mor at jeg gerne vil flytte ind hos min far

Vil ikke bo hos min far

Flere breve om Skilsmisse

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Læs mere her

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil nu