Kære 10-årige pige,
Tak for dit brev. Det er modigt af dig at skrive til BørneTelefonen.
De fleste børn bliver kede af det og ulykkelige når deres forældre skal skilles. De ved ikke hvor de kommer til at bo og måske skal de også skifte skole. Det er helt naturligt og meget normalt. Du skriver også, at din kat skal sælges. Det kan jeg godt forstå, at du bliver ked af.
Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at der sker rigtig mange ting lige nu. Ting som kan være svære at stå med alene. Derfor tænker jeg også, at det er rigtig vigtigt, at du har nogle voksne omkring dig, som du kan tale med. Nogle voksne som kan trøste dig og passe på dig.
En skilsmisse kan fylde alting for dem, der skal skilles. Nogle gange fortæller andre børn os, at de føler sig lidt alene og har svært ved at dele deres tanker og følelser med deres forældre. Måske fordi de ikke vil give dem mere at tænke på og bekymre sig om.
Men når jeg læser dit brev, er jeg slet ikke i tvivl om, at du har brug for dine forældres støtte og opmærksomhed lige nu.
Derfor er det også vigtigt for mig at fortælle dig, at det er deres opgave at passe på dig og sørge for, at du har det godt. Det betyder også, at du gerne må fortælle dem om alt det der er rigtig svært lige nu.
Måske du allerede snakker med dem. Det kan jeg ikke helt vide ud fra dit brev. Men jeg kan sige, at det er rigtig vigtigt, at de ved hvordan du har det, så de kan hjælpe dig. Hvis det er svært at fortælle, kan du måske bruge denne guide?
Nogle skoler har også børnegrupper for børn hvis forældre skal skilles eller er blevet skilt. Her mødes man med andre børn og taler om hvordan man har det.
Nogle gange kan det være rart, at vide at andre har det på samme måde og tale sammen om det der er svært og gør en ked af det. Måske det også kunne være noget for dig?
Jeg tænker på, om du har en voksen på skolen eller i SFO’en som du kan tale med? Som måske kan hjælpe med at undersøge, om der er en børnegruppe på din skole.
Det hele føles måske meget uoverskueligt og uhyggeligt lige nu. Men nogle gange kan en skilsmisse også bringe gode ting med sig!
Nogle børn fortæller os, at der faktisk kom mere ro på derhjemme, fordi deres forældre ikke skændtes lige så meget. For andre kan et skoleskift betyde, at de får en ny start og møder nye mennesker.
Du kan altid ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111, hvis du vil tale mere om de ting du nævner i dit brev. Vi har mange snakke om skilsmisser og skoleskift med andre børn. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at skrive igen hvis du har brug for det.
Kærlig Hilsen BørneTelefonen