Brev

Brug for en at snakke med

Kære børnetelefonen, jeg er en pige på 16 år, og jeg skriver ind, fordi jeg ikke har nogen idé om, hvad jeg skal gøre.
Mine forældre har været skilt i 7 år, og de har aldrig fundet ud af at omgås hinanden lige siden, hvorved deres forhold næsten er blevet værre end det var i starten. Det har været nogle vildt hårde år på alle mulige måder, men her på det sidste er det bare blevet værre, og jeg drømmer ikke om andet end den dag, jeg bliver myndig.

Mine forældres skilsmisse skete ved at min far havde fundet en ny, og der blev vedtaget en 14-7 ordning, med hovedparten hos min mor. I starten havde jeg rigtig ondt af min mor, da det ligesom var min far der optrådte som skurken. I og med at jeg er den ældste i min søskendeflok, blev der da også lagt meget over på mine skuldre af både tanker og opgaver, på trods af min alligevel unge alder. Min mor fik allerede dengang sagt og gjort nogle ting, jeg aldrig nogensinde kan glemme. Men fordi hun er min mor og jeg ikke havde prøvet noget lignende før, har jeg selvfølgelig altid bare prøvet at leve med det. Min mor har uden tvivl ændret sig efter skilsmissen, og hun har aldrig lagt skjul på sit had til alt og alle på min fars side. På samme måde har jeg – efterhånden som jeg fik skrabt nok mod sammen – heller aldrig lagt skjul på, at jeg ikke gad finde mig i hendes bagtalning osv.

Jeg føler aldrig at hun oprigtigt har hørt efter, når jeg har forsøgt at udtrykke mine frustrationer over for hende. Men hun har en måde, hvorpå hun går helt amok på mig og så bagefter så undskylder hun og siger at det bare lige var hendes måde at reagere på. Her føler jeg mig altid elsket og anerkendt, blot ind til næste gang, hun finder en anledning til at skælde mig ud. Det har også bare bidraget til, at jeg ikke har haft lyst til at dele noget personligt med hende, da jeg ikke vil risikere at hun “ødelægger” det. Udover hendes generelle udbrud er der også bare så mange ting ved min mor, jeg ikke kan lide. De ting må jeg jo bare leve med, men hvis hun så påpeger, at jeg heller aldrig deltager i nogle samtaler med hende, kan jeg ikke argumentere for andet end at jeg ganske enkelt bare ikke interesserer mig for at få min ret, bagtale mennesker jeg holder af eller hvad hende og mine hjernevaskede søskende ellers synes om.

Jeg har i årevis misundet alle mine veninders uperfekte men alligevel perfekte forhold til deres forældre og specifikt mødre. Og jeg kan ikke se andet end uretfærdighed i, at jeg kun som 9-årig havde muligheden for, at blive hørt i statsforvaltningen. Hvor mine søskende og jeg i øvrigt sad med trusler fra min mor om, at hvis vi sagde andet end hvad hun ønskede derinde ift. samværsordning, så ville hun slet ikke være der for os. Det var 14-7 eller ingenting. Og der er jo intet 9-årigt barn, der frivilligt vil miste sin mor.
Efterhånden som jeg er blevet 16 år, føles det lidt ligegyldigt at skulle prøve at gøre noget ved ordningen nu. Men det piner mig stadig at min mor konstant skal være efter mig, samtidig med at jeg også har så mange andre vægte på mine skuldre, som jeg så ikke har en mor at dele med.

Jeg forsøger at holde mig mest muligt væk hjemmefra, men det falder mig ikke naturligt ind, da jeg egentlig bedst kan lide at være alene. Derfor bliver jeg også MEGET alene, og jeg kunne godt bruge en at snakke med. Det er en mulighed, som jeg har overvejet meget på det seneste, da jeg heller ikke føler, at jeg har en ven, jeg har lyst til at bebyrde med alle mine problemer. Jeg ved at der er en skolepsykolog på mit gymnasium, men jeg er overhovedet ikke sikker på, hvordan man kommer i kontakt med sådan en? Og er der andre muligheder?
mvh

Pige, 16 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Dejligt, at du har valgt at skrive herind, når du føler, at du mangler et sted at lette hjertet. Du er meget velformuleret og meget velovervejet – du beskriver dine tanker, følelser og situation, så det er nemt at sætte sig i dit sted. Og jeg kan godt forstå, at du er frustreret og tænker at hjælp udefra, kunne være en god mulighed for dig lige nu.

At være skilsmissebarn er en mega hård opgave, og det lyder ikke som din mor har gjort det lettere for dig. Hun har formentlig gjort det, hun mente var det bedste for dig og dine søskende i situationen. Men hvis man er i sorg og har mistet (i dette tilfælde sit forhold), så kan man desværre også komme til at se sig blind på egne behov. Af frygt for at miste mere. Du har nu gjort dig nogle fine refleksioner over hvordan din opvækst har været og hvilke spor det har sat i dig, og det tror jeg er rigtig sundt – selvom det måske ikke føles rart lige nu.

Det at blive skilt kan blive håndteret meget forskelligt af forældre, afhængigt af hvordan forholdet er afsluttet også. De kan som sagt blive så optagede af deres egne følelser og hele situationen, at de “glemmer” børnene eller de kan pådutte børnene deres følelser og oplevelser. Hvilket også er noget af det som du beskriver. Det selvfølgelig aldrig okay.

Jeg sagtens forstå, at du trækker dig fra din mor og ikke har lyst til at dele dine tanker og følelser med hende. Når du oplever ikke at blive mødt sådan som du har brug for, så trækker du sig – fremfor at blive skuffet. Det er en helt almindelig og meget forståelig reaktion. Det lyder som om din mor kunne have haft brug for hjælp og støtte efter skilsmissen – men istedet har måtte klare det på hendes måde. Desværre er det ikke altid godt nok, og det mærkes hos børnene.

Dine tanker omkring hvordan du fik et stort ansvar i familien og i søskendeflokken, er en god refleksion over din opvækst. Det er som om skilsmissebørn skal blive store før tid, måske især den ældste. Fordi du er blevet tvunget til at skulle forholde dig til følelser og situationer, som dine jævnaldrende ikke har skulle.

Jeg kan også godt følge din tankegang omkring, at det kan føles for sent at gøre noget ved samværsordningen og hele hjemmesituationen. Men der må jeg også sige, at 2 år er lang tid. Du har ret til en opvækst, som er god for dig og som tilgodeser dine behov, derfor skal du ikke “finde dig i at blive overhørt”. Ligesom du har ret til, at blive inddraget i beslutninger om dit liv og din hverdag.

Jeg vil foreslå dig, at tage kontakt til vores bisidderafdeling og få en snak med dem om din situation. De kan gå med til møder og være din garant for, at dine rettigheder bliver overholdt. De kan også hjælpe dig med hvilke muligheder du har ift. lige din situation. Du kan læse mere om ordningen (Bisidder fra BørneTelefonen) eller kontakte dem direkte på tlf. 35 55 55 59. Du er anonym så længe du ønsker det, og du er ikke forpligtet til noget som helst. Du kan bare høre om dine muligheder.

Dit behov for at have en eller flere at tale med, er SÅ forståeligt. Det er en rigtig god ide at dele dine tanker med andre, og at have et sted, som er dit fortrolige rum. Der findes grupper for skilsmissebørn hvor du kan dele dine tanker og følelser med andre i samme situation. Det kan opleves meget befriende at tale med andre som kan genkende de tanker og følelser, som du selv sidder med. Du kan starte med at kontakte Børnenes Skilsmissetelefon og få en snak om din situation, så kan de hjælpe dig videre.

Det er gratis og anonymt at ringe hertil. På deres hjemmeside du møde andre børn, der fortæller om deres udfordringer ved at have skilte forældre og uddeler gode råd. Her kan du også læse om andre tilbud, fx om hvordan du kan få hjælp til børnesamtaler eller være med i børnegrupper.

Hvis der er en skolepsykolog på dit gymnasium er det selvfølgelig en oplagt mulighed. Mon ikke du kan se noget på jeres hjemmeside om åbningstider samt kontakt information. Eller du kan gå forbi kontoret og forhøre dig.

Normalt ville jeg også opfordre dig til, at tale med dine forældre om dine tanker og følelser – men jeg fornemmer, at du også har brug for noget andet. Jeg vil foreslå dig, at tale med dine forældre, når du føler dig parat til det. For selvom du måske ikke oplever, at blive mødt eller forstået – så vil de fleste forældre gerne vide, hvordan deres børns tænker og føler. De er ikke tankelæsere og har, desværre, brug for at få det skåret ud i pap af og til.

Du skriver, at du ikke vil bebyrde dine venner – det er de færreste venner jeg kender eller har hørt om, som tænker sådan. Et venskab er ofte en fin balance imellem “at give og at tage tage”. Nogen gange er det den ene part som “fylder”, og andre gange er det den anden part som “fylder”. Jeg syntes, at du skal genoverveje om der måske kunne være en eller flere i din vennekreds, som du har tillid til og føler dig tryg ved?

Til sidst vil jeg foreslå dig, at købe en notesbog og nogle tusser. At skrive eller tegne i en bog kan opleves utrolig befriende. Du kan skrive alle dine tanker, dine følelser og dine oplevelser ned. Tegne små tegninger ved siden af eller klippe/klistre på siderne. Der er ingen regler, det er din personlige bog. Du kan bruge bogen som udgangspunkt for samtaler, til at holde rede på dine tanker, til at få et overblik over din situation og til at se din udvikling.

Jeg håber, du kan bruge min forslag til til noget og at nogen af henvisninger kan give dig lidt klarhed om dine muligheder.
For jeg synes bestemt at du skal passe på dig selv nu, og også sørge for at de kommende to år bliver nogen, som du kan finde ro i.

Har du brug for at tale mere, er vi altid klar til at lytte på 116 111. Jeg ønsker dig alt held og lykke.

De aller varmeste hilsner fra Børnetelefonen

EN KAMP AT SKULLE AFSTED

Skilsmisse

Flere breve om Skilsmisse

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Læs mere her

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil nu