Kære pige
Mange tak for dit flotte brev, hvor du så præcist og åbent fortæller om, hvordan du har det. Det må have krævet mod at lægge dine inderste tanker frem på den måde, så kæmpe ros til dig for det. Jeg vil meget gerne prøve at svare på nogle af de ting, du kommer ind på.
Først vil jeg sige, at du virker som en pige, der er i rigtig god kontakt med sine følelser – også selv om du helt naturligt undrer dig over, at du ikke føler noget i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Skilsmisse er ikke en lille ting i livet, og der er ikke noget at sige til, at du lægger mærke til den udeblevne reaktion.
Du nævner selv forskellige andre ting, som er sket for nylig i dit liv: Overbelastning, skolestress, mistrivsel, din mors blodprop og så videre. Der er slet ingen tvivl om, at dit sind og dine tanker er fyldt op af, hvad der er sket på det seneste. Og at det sagtens – som du nævner – kan være en del af forklaringen på, at du ikke rigtig mærker noget i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Jeg kan i hvert fald sagtens forstå den reaktion, som du beskriver i dit brev.
Det er vigtigt at tale med nogen
Min første tanke er, om du har haft mulighed for at dele alle disse tanker og oplevelser med nogen, hvor du har følt, at du kunne snakke frit fra leveren og ‘få luft’? Voldsomme oplevelser har det med at køre i ring, hvis man kommer til at gå for meget alene med dem. På et tidspunkt bliver beholderen fyldt, og man bliver ude af stand til at tage mere ind. Det lyder næsten som om, det er den oplevelse, du har lige nu?
Hvis jeg har ret i min antagelse, vil jeg opfordre dig til at gå lidt i tænkeboks og overveje, om der er nogen, du kunne åbne op for og dele dine tanker med. Det kunne være en lærer, et familiemedlem eller en anden voksen, som du er tryg ved. Mange vil faktisk gerne lytte og være til hjælp, hvis man fortæller dem, at man har brug for at tale om noget. Hvis du stadig går i folkeskolen, kan du også tale med sundhedsplejersken, som er vant til at lytte til alle slags problemer – ikke kun dem, der har noget med kroppen at gøre. Din klasselærer, som måske kender dig ret godt, kunne måske også være god at snakke med?
Hvad tænker du mon om mit forslag om, at du prøver at dele dine tanker med nogen? Ud over mig selvfølgelig. En mulighed kunne også være at vise en voksen det fine brev, du har sendt os – eller nogle udpluk af det. Så behøver du ikke sætte en masse ord på, hvis du ikke rigtig orker. Hvis du synes om den idé, så har jeg kopieret dit brev og sat det ind neden for, så du kan bruge det, hvis du ønsker.
Skilsmissen
Man kan reagere på mange måder, når der er en skilsmisse i familien. For nogle rammer skilsmissen som en bombe, hvor man er helt uforberedt. Det er den ikke i dit tilfælde, men det er helt naturligt, at man kan føle, at tæppet bliver trukket væk under én, fordi så mange ting i hverdagen kommer til at ændre sig. Det kan være svært helt at overskue, hvor gennemgribende en skilsmisse er, og hvilke ændringer i hverdagen den kommer til at bringe med sig. Måske er det lidt dér, du er lige nu?
Hvis det kan være dig til nogen hjælp, sender jeg dig et link til Mig i Midten, hvor børn og unge fortæller om, hvordan de har oplevet deres forældres skilsmisse. Der er også et telefonnummer, man kan ringe til, hvis man brug for det. Du kan prøve at se, om det er noget, du kan bruge.
Du er stærk
Du skal vide, at du har en kæmpe styrke i og med, at du godt ved, hvad der rører sig inden i dig af tanker og bekymringer. Det lægger du helt åbent frem, og det er ret stærkt gået. Det er også et rigtig godt udgangspunkt for, at du kan komme videre, og du ikke skal fortsætte med at føle, at du sidder fast i alt det, der er sket. Jeg tror på, at du har power til at gøre noget, og det bedste er, at der temmelig sikkert er nogen, der vil hjælpe dig med det, hvis du rækker ud.
Det håber jeg, at jeg har kunnet hjælpe dig lidt på vej til. Får du brug for mere hjælp, må du altid skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Vi er her for dig. Jeg hepper på dig og ønsker dig al mulig held og lykke.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen
Dit brev:
Hej, jeg er seksten år gammel og en pige.
Da jeg skriver dette brev, er mine forældre blevet skilt for ca. 2-3 uger siden.
Min mor skal flyt ud, det har jeg vidst lidt før deres skilsmisse.
Men altså,
Da jeg fik at vide min mor skulle flytte ud og mine forældre skulle skilles…
Jeg har bare ikke rigtigt følt noget.
Altså, det er jo ret underligt for mig at se dem skilt, de har jo været sammen hele mit liv. Men nu er de skilt.
Jeg har vidst at de havde forholds problemer længe, jeg vidste bare ikke om de vil ende med at skilles.
Men, jeg føler virkelig bare ikke noget. Jeg er ikke ked af det, det generer mig ikke meget.
Det barn sårn, okay.
Heller de skilles end at de er sammen ulykkeligt.
Nogle synes jeg reagere for lidt, at jeg burde føle noget om det. Andre mener det bare ikke er landet hos mig endnu.
Fordi jeg er ærligt bare lidt ligeglad. Jeg føler mig så neutral.
Jeg fik tårer i øjnene da det nævnes jeg skulle analysere et maleri som hed ‘skilsmisse’.
Men det var en krops reaktion. Jeg følte ikke og skid, bare at jeg havde tårer i øjnene.
Jeg er ogs ret overbelastet, skole stress, mistrivsel, min mor fik en blodprop i hjernen for lidt mere end et år siden og alt muligt.
Der er bare sket en masse, så måske har jeg bare følt for meget til at ligesom reagerer nu.
Måske prøver min hjerne bare at beskytte sig selv.
Jeg ved det ikke.
Jeg vil endelig bare gerne en udtalelse af min reaktion fra en andet synspunkt af mig selv og andre teenagere.
Helst en voksen.
