Kære dreng på 13 år
Tak for dit brev til BørneBrevkassen, det er godt du skriver herind til for at få hjælp til at tackle din kæreste. Jeg kan godt forstå, at du blev meget overrasket og måske også forlegen over din kærestes adfærd. Jeg tænker, det er rigtig godt, at du selv vælger at bede om hjælp til at få talt med din kæreste, frem for at føle dig presset til noget, du ikke er klar til - rigtig sejt gået af dig.
Du skriver ikke noget om, hvor gammel din kæreste er, måske er hun ældre end dig, måske er hun ikke..? Uanset hendes alder, skal det I gør sammen, være noget I begge to føler, I er klar til og har glæde ved.
Når du ikke bryder dig om det hun gjorde, tænker jeg, om det kunne være en indgangsvinkel til at tale med hende..? Kunne du fortælle hende, at du er glad for hende, og at det ikke er en afvisning af hende som person (for ikke at såre hendes følelser) - kunne det være en start? Derefter kan du komme ind på, at det ikke var noget, du kunne lide hun gjorde, og at du ikke var parat til det.
Det er nogle gange rigtig svært at tage hul på sådanne snakke, så en anden mulighed kunne være, at du fortæller hende alt det, du godt kan lide, I gør sammen. Derefter kan du prøve at spørge til, hvad hun har af tanker, og til sidst komme ind på den oplevelse, du ikke var klar til... Kunne det være en mulighed for dig?
Hvis du har brug for at vende dine tanker igen, kan du også prøve at ringe til BørneTelefonen på 116 111, det er gratis at ringe dertil, og du behøver ikke fortælle dit navn. Rådgiverne er vant til at tale med børn og unge om ting, der kan være svære at tale om.
Mange kærlige hilser
BørneBrevkassen