Mit liv er noget lort!
Hej BB.
Jeg er en pige på 12 år, snart 13 til januar. Jeg hader mit liv, jeg synes bare at alt går af helvedes til! 🙁 Det startede dengang jeg var 6 år.. Min mor slog og råbte af mig nogen gange, hvis jeg ikke gjorde det hun sagde. Min far vidste det godt, men gjorde egentlig ikke så meget, for at det skulle stoppe. Han beskyttede mig, men ikke andet.
MEN jeg undrer mig bare over, hvorfor min mor gjorde det? For dengang jeg var lille, var vi “bedste venner”, men lige pludselig begyndte hun bare på at slå mig..? Jeg fik så en bedste ven et par måneder efter, som jeg fortalte det til. Senere sagde han det til vores klasselære (uden jeg vidste det). En dag da vi havde elevsamtaler, spurgte min klasselære om hvordan jeg havde det, både i skolen og der hjemme. Jeg løj og sagde “fint”. Så sagde hun lige pludselig “Hmm.. *min bedste vens navn* har sagt at din mor slog dig. Er det rigtigt?”.. Jeg fik tårer i øjnene og nikkede.
Der skete det, at min klasselærer kontaktede skolelederen, som kontaktede kommunen. Der skete en hel masse ting, men siden den dag, stoppede min mor med at slå mig! 🙂 Da jeg var 8 år, flyttede min far til København, fordi han fik et arbejde der. Jeg blev knust. Han var den eneste jeg kunne komme til, hvis der var noget. Men også fordi jeg stadig var lidt “bange” for min mor, efter alt det hun gjorde mod mig.
Efter et år flyttede min far hjem til os igen, da han fik et nyt arbejde 🙂 Men jeg var stadig ulykkelig. Jeg var virkelig ensom på det tidspunkt, havde nærmest kun 2 gode venner jeg kunne komme til. Hvert eneste frikvarter gik jeg rundt alene. Det var ca. kun 1 gang om ugen jeg kunne være sammen med dem i frikvarteret, fordi de enten havde legegrupper, eller var sammen med en anden, som de ville være sammen med alene. Sådan blev det ved med, indtil jeg var 11 år.
Der startede 3 nye piger i min klasse, som jeg blev rigtig gode venner med. Det var kun dem jeg var sammen med i næsten hvert frikvarter. Efter 1 år, blev jeg træt af at KUN være sammen med dem. Jeg følte ikke rigtig der var andre, men jeg blev ok gode venner med pigerne fra min klasse. Hvis vi f.eks. mødte hinanden, snakkede vi en lille smule og krammede, og ikke andet. Men nu ved jeg virkelig ikke hvad der sker for mig.
Jeg hader mit liv, har selvmordstanker, min selvtilled er helt nede i bunden, kan hverken overskue skolen eller lektierne. Føler mig tyk og grim, kan ikke ta’ til svømmehallen pga. det. Kan heller ikke spise mens andre i nærheden, begynder at få lidt angst når jeg er sammen med en hel masse andre mennesker f.eks. til morgensang. Kan heller ikke lide at fremlægge, eller læse noget højt for klassen (det har jeg aldrig kunne).
Jeg begyndte også at cutte for et par dage siden, og jeg ved ikke hvad. Min far har også opdaget at jeg ikke kunne spise med andre mennesker i nærheden f.eks. når vi er på ferie, og at jeg ikke vil i svømmehallen fordi jeg skammer mig over min krop. Så derfor har han og min klasselærer aftalt at jeg snart skal til en skolepsykolog. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere, føler bare at jeg slet ikke magter noget, har ikke energi til det. PLEASE HJÆLP MIG! ;(
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
