Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

I tvivl

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære J

Det er rigtig godt, du skriver, når du har været i tvivl om dig selv det sidste års tid. Jeg håber, det har været rart at få det ned på papir og sendt til os. Det kan nemlig være en lettelse at få sagt til nogen.

Du skriver også til os, fordi du gerne vil gøre noget, så det kan blive bedre – og du kan få det godt med dig selv igen. Det siger en del om dig; at du ønsker at række ud efter hjælp. Godt gået!

Du er slet ikke den første, jeg taler med, som føler sig træt og har svært ved at tage beslutninger. Der er faktisk mange, som slet ikke kan sætte ord på de følelser. De svære følelser kan nemlig føles helt uoverskuelige og svære at forklare.

Men du har mærket efter i kroppen og fundet ud af, hvordan det er svært. Det er super sejt!

Mange af de børn og unge, jeg taler med, de fortæller, at de har svært ved at forstå, hvad der er sket. Pludselig føler de sig virkelig trætte, nogle kan være kede af det eller triste, og hver dag kan føles som at slæbe en stor, tung sten op ad en bakke. Måske du kan sætte dig ind i den beskrivelse også?

Jeg spørger, fordi du skal vide, at der er mange netop på din alder, der oplever det samme. For mange er det nye følelser, de ikke har prøvet før, og derfor kan det være så svært at dele med andre.

Derfor tænker jeg også, at der helt sikkert er andre i din klasse, som har det på samme måde. Der er nemlig mange unge, som i perioder vil opleve, at det hele føles tungere og måske tristere. Det siger jeg både, så du ved, at du ikke er alene – men også fordi det faktisk er ret normalt at have det sådan i perioder. De fleste taler bare ikke rigtig om det.

De svære følelser skal selvfølgelig ikke blive ved, og lige meget hvad tænker jeg, det er ret vigtigt at øve sig i at tale med nogen om dem. Når man taler om det svære, kan det nemlig være lidt som, at andre deler vægten fra den tunge sten, du bærer rundt på. Har du mon tænkt over det på den måde?

Hvem kunne du have lyst til at tale med allerførst? Du bestemmer helt selv. Det kan være en god ven, din mor, din lærer eller en bedsteforælder. Det er helt op til dig. Hvis du har det godt med dine forældre, kunne det i hvert fald være en god start. De kan nemlig støtte dig i hverdagen, fordi de er så tæt på dig.

Det er lidt forskelligt, hvordan vi har det bedst med at tale om det, der er svært. Nogle kan godt lide at skrive et brev, og andre vil gerne fortælle, hvad der fylder.

Du kan prøve at se denne video. Måske det kan hjælpe lidt, før du skal snakke om det: Fortæl noget svært

Til en af dine forældre kan du også starte med at sige: “Jeg har noget, der er lidt svært at snakke om. Jeg har gået med det selv i snart et års tid. Det er vigtigt for mig, at du lytter godt efter og har tid… Jeg føler mig så anderledes og er virkelig træt hele tiden. Det fylder meget, og jeg har brug for, du ved det.”

Du kan også skrive det ned i et brev og lægge et sted i huset, hvor du ved, dine forældre kan finde det. Jeg håber sådan, du kunne have mod på det, for jeg tror, det kan lette lidt.

Du fortæller også, at du kan have svært ved at følge med i, hvad der er “nyt.” Måske det også kan hænge sammen med, at det hele er lidt svært at overskue.

Når én af dine venner fx bruger et ord, du ikke har hørt om før, så kan du måske prøve at sige: “Jeg ved, jeg nogle gange er den der gamle tante, der ikke kender de smarte ord. Fortæl lige den gamle tante her, hvad det betyder.”

Du kan jo selv finde dine egne ord. Men det kan være rart at lave lidt sjov med sig selv. Så ved de andre, du tænker sådan – og de ved også, at du kan lave sjov med dig selv over, at du ikke er helt opdateret på de nye ord hele tiden.

Vi kan ikke være lige gode til alle ting. Jeg er ret sikker på, at du har noget andet, du så interesserer dig for og ved lidt om.

Har du lyst til at få flere idéer til, hvad du kan sige til dine veninder – eller hvor du kan få hjælp, så kan du altid ringe til BørneTelefonen. Vores nummer er 116111, og vi har altid åbent.

Tak for dit brev og dit mod til at åbne for det, der fylder i dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat