Brev

Mit liv er noget lort!

Hej BB.
Jeg er en pige på 12 år, snart 13 til januar. Jeg hader mit liv, jeg synes bare at alt går af helvedes til! 🙁 Det startede dengang jeg var 6 år.. Min mor slog og råbte af mig nogen gange, hvis jeg ikke gjorde det hun sagde. Min far vidste det godt, men gjorde egentlig ikke så meget, for at det skulle stoppe. Han beskyttede mig, men ikke andet.

MEN jeg undrer mig bare over, hvorfor min mor gjorde det? For dengang jeg var lille, var vi “bedste venner”, men lige pludselig begyndte hun bare på at slå mig..? Jeg fik så en bedste ven et par måneder efter, som jeg fortalte det til. Senere sagde han det til vores klasselære (uden jeg vidste det). En dag da vi havde elevsamtaler, spurgte min klasselære om hvordan jeg havde det, både i skolen og der hjemme. Jeg løj og sagde “fint”. Så sagde hun lige pludselig “Hmm.. *min bedste vens navn* har sagt at din mor slog dig. Er det rigtigt?”.. Jeg fik tårer i øjnene og nikkede.

Der skete det, at min klasselærer kontaktede skolelederen, som kontaktede kommunen. Der skete en hel masse ting, men siden den dag, stoppede min mor med at slå mig! 🙂 Da jeg var 8 år, flyttede min far til København, fordi han fik et arbejde der. Jeg blev knust. Han var den eneste jeg kunne komme til, hvis der var noget. Men også fordi jeg stadig var lidt “bange” for min mor, efter alt det hun gjorde mod mig.

Efter et år flyttede min far hjem til os igen, da han fik et nyt arbejde 🙂 Men jeg var stadig ulykkelig. Jeg var virkelig ensom på det tidspunkt, havde nærmest kun 2 gode venner jeg kunne komme til. Hvert eneste frikvarter gik jeg rundt alene. Det var ca. kun 1 gang om ugen jeg kunne være sammen med dem i frikvarteret, fordi de enten havde legegrupper, eller var sammen med en anden, som de ville være sammen med alene. Sådan blev det ved med, indtil jeg var 11 år.

Der startede 3 nye piger i min klasse, som jeg blev rigtig gode venner med. Det var kun dem jeg var sammen med i næsten hvert frikvarter. Efter 1 år, blev jeg træt af at KUN være sammen med dem. Jeg følte ikke rigtig der var andre, men jeg blev ok gode venner med pigerne fra min klasse. Hvis vi f.eks. mødte hinanden, snakkede vi en lille smule og krammede, og ikke andet. Men nu ved jeg virkelig ikke hvad der sker for mig.

Jeg hader mit liv, har selvmordstanker, min selvtilled er helt nede i bunden, kan hverken overskue skolen eller lektierne. Føler mig tyk og grim, kan ikke ta’ til svømmehallen pga. det. Kan heller ikke spise mens andre i nærheden, begynder at få lidt angst når jeg er sammen med en hel masse andre mennesker f.eks. til morgensang. Kan heller ikke lide at fremlægge, eller læse noget højt for klassen (det har jeg aldrig kunne).

Jeg begyndte også at cutte for et par dage siden, og jeg ved ikke hvad. Min far har også opdaget at jeg ikke kunne spise med andre mennesker i nærheden f.eks. når vi er på ferie, og at jeg ikke vil i svømmehallen fordi jeg skammer mig over min krop. Så derfor har han og min klasselærer aftalt at jeg snart skal til en skolepsykolog. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere, føler bare at jeg slet ikke magter noget, har ikke energi til det. PLEASE HJÆLP MIG! ;(

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år - snart 13,
Når jeg læser dit brev, lyder det som om, at du har oplevet flere svigt i dit liv fra personer, der skulle have passet på dig og givet dig kærlighed (din mor slog og råbte af dig, og din far flyttede i en periode væk fra dig, da du havde mest brug for ham) - svigt som måske gør, at du i dag føler, at du hader dit liv (?). Ofte hænger tingene nemlig sammen.

Du fortæller, at du undrer dig over, hvorfor din mor slog dig, da du var lille, da I jo var de "bedste venner"... En undren og en tanke jeg godt kan forstå, du har. Det lyder som om, at du stadig går med en masse spørgsmål og tanker, du aldrig har fået svar på - følelser som ikke er faldet på plads inden i dig, og som her i dine teenageår fylder rigtig meget...

Men du fortæller også, at du har nogle voksne om dig i dag - din far og din lærer - som støtter og hjælper dig. Og det, tænker jeg, er vigtigt at holde fast i.

Men jeg må også være ærlig og sige, at jeg bliver en smule bekymret for dig, når jeg læser dit brev, fordi de tanker og følelser, du beskriver for mig er meget alvorlige. Så derfor tænker jeg også, at det er godt, at du har skrevet til BørneBrevkassen for at bede om hjælp - for jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig.

Jeg ved ikke, om du allerede har været hos skolepsykologen (siden du sendte dit brev til BørneBrevkassen)..? Men jeg kommer til at tænke på, om din far og din lærer (og måske din mor) mon ved, hvilke svære tanker og følelser, du går rundt med..? Ved din far, at du har selvmordstanker, og ved han, at du ikke ved, hvad du skal gøre mere - at du ikke magter noget eller har energi..?

Jeg synes, du beskriver dine oplevelser, tanker og følelser rigtig fint i dit brev... Måske kunne en mulighed være, at du viste din far og/ eller din lærer (for det virker som om, at de snakker sammen) dit brev til BørneBrevkassen og mit svar. På den måde behøver du ikke at finde ny energi, (som du måske ikke har lige nu) til at fortælle dem, at du har det skidt, og at du har brug for deres hjælp - nu! 

Tror du, at du kan det?

Jeg ved ikke, om skolepsykologen er den eneste hjælp, du skal have... Måske kunne en mulighed også være, at du tog kontakt til din sagsbehandler i din kommune. Det er nemlig sådan, at kommunen skal hjælpe børn og unge, der ikke trives i skolen eller hjemme. På sammen måde, som de hjalp dig (og din mor og far) den gang du var 6 år gammel og din mor slog dig.

Jeg tænker, at det kan være svært og virke uoverskueligt på egen hånd at kontakte kommunen... Derfor tænker jeg, at du skal finde en voksen, du har tillid til, og som du ved vil hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen. Det kan være din far eller din lærer... men det kan også være en helt tredje person... En voksen i din klub (hvis du går i sådan en), en god nabo eller måske et andet familiemedlem..?

En mulighed kunne også være, at du fik hjælp fra Børns Vilkårs bisidderordning. En bisidder er en voksen, du kan stole på, og som kender børns rettigheder. Det er en voksen, der ser tingene fra dit ståsted, og som vil kunne gå med dig til møder i kommunen. Du kan læse mere om det ved at klikke > her

Du kan få fat i bisidder ved at ringe på telefon 3555 5559 (mandag - fredag i dagtimerne), eller du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111 og bede en af vores rådgivere der, om at hjælpe dig videre til en bisidder.

Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller at logge på UngeChattten, hvis du har brug for at tale yderligere om din situation.

Mange kærlige hilsner
BørneBrevkassen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat