Lidt af vært…

Kære du,
Tak for dit lange brev, hvor du så fint beskriver, hvordan du oplever dig selv lige nu. Det lyder til, at du har nogle dage, hvor det kan være rigtig svært at være dig. Samtidig lyder du meget bevidst om, hvordan handlinger og følelser hænger sammen for dig. Når du for eksempel siger, at du har svært ved at tage det sidste kilo på, da du er bekymret for, hvordan du skal klare dig uden den støtte. Det er en rigtig flot og præcis indsigt i dig selv, og den måde du agerer på!
Jeg kender dig jo ikke, men jeg tror, du selvfølgelig nok skal klare dig uden den støtte som behandlingsforløbet har givet dig. Du skal bare finde den støtte i noget andet – fx i et nyt ritual, en særlig ting, en veninde eller tæt familiemedlem eller noget helt fjerde...
Måske kunne det være en hjælp for dig, hvis du kan fortælle de mennesker, som du har været knyttet til i forbindelse med din behandling for spiseforstyrrelsen, at du har denne bekymring for at være uden deres støtte. Så har du mulighed for at være på den sikre base og få skabt en bro over til en ny base, der kan give dig den tryghed, kan du følge mig? 
(Så du ligesom tænker det næste stykke tid som en form for brobygning mellem to typer af mental støtte for dig.) Men jeg tror, at det er væsentligt at du får de mennesker, som du nu har tillid til, til at hjælpe dig med det.
Du fortæller lidt omkring dit modeljob og jeg kan godt forstå, at man som 16-årig pige, kan blive glad og stolt over at blive spottet som model og have en lyst til at træde ind i den verden. Men når jeg læser dine tanker og oplevelser med den verden, så får jeg lyst til at spørge dig, om du helt inde i maven føler, at det lige nu er godt for dig at være en del af den verden? For umiddelbart lyder det til at være med til at få dig til at føle dig usikker og tvivle på dit eget værd – og det er måske ikke lige det du har brug for, hvis du i forvejen føler dig usikker ind i mellem...
Jeg kan forestille mig, at det kan svært at forklare andre, hvorfor du evt. vil stoppe med det, når det er noget mange piger drømmer om, men hvis du skal være tro mod dig selv og mærke efter inde i maven, hvad tænker du så er vigtigst for dig lige nu? At passe på dig selv ved ikke at sætte dig selv i situationer, hvor du kan føle dig usikker og utilstrækkelig, eller at følge andres drømme om at være model?  Måske kan du tage det med som en del af din historie – at du som ung blev spottet som model, fordi du er skøn og smuk, men at du var i stand til at mærke, hvad der var godt for dit sind og din udvikling generelt og dermed beskyttede dig selv..?
En anden mulighed er at du fortsætter modelarbejdet, men bliver bevidst om at tænke anderledes når du træder ind i den verden. Det er jo en konkurrence om hvem der får jobbet til castingen, men det er forskellige opgaver og dermed leder de også efter forskellige udtryk – så nogle er det dit udtryk og nogle gange er det ikke. Men det har intet med dit udseende at gøre og slet ikke med dit selvværd. Du er akkurat lige så skøn og dejlig, som før castingen, de ledte bare efter noget andet. Tror du, at du ville kunne vende den på den måde?
Du siger det så fint selv, at din største udfordring måske er, at du tager ting meget personligt og bliver ked af det. Det er der jo som udgangspunkt ikke noget i vejen med – du skal huske på, at der er ikke en rigtig og forkert måde at være menneske på, vi er alle sammen lige meget værd og lige specielle! 
Men hvis du oplever, at det bliver en begrænsning for dig, at du reagerer på den måde, så kan det være en god idé at tænke på, hvordan du kan opfatte situationer anderledes og dermed reagere anderledes. Dit eget eksempel med veninderne er nok en situation, som mange mennesker oplever. Vi har en aftale med en veninde, og så ringer hun i sidste øjeblik og aflyser, øv. 
Der kan vi vælge at tænke: "Hun kan ikke lide mig, jeg er kedelig" og andre tanker i den stil. Men vi kan også vælge at øve os i at tænke: "Øv, det havde jeg glædet mig til men der er helt sikkert en god forklaring på, hvorfor hun måtte aflyse. Og en forklaring som ikke har noget med mit selskab at gøre, for så havde hun vel sagt det? Eller også havde hun slet ikke lavet en aftale med mig..."
Hvis det er svært at få den første tanke ud af hovedet, så kan vi spørge veninden, hvorfor hun aflyser og samtidig give tydelig udtryk for, at det er rigtig ærgerligt og også få sagt, at det faktisk gør os kede af det. Hvis vi ikke fortæller vores veninder, hvordan deres opførsel påvirker os, så kan vi heller ikke forvente, at de ved det – for ingen af os er jo tankelæsere...
Som du beskriver til sidst, hvordan du har det, så tænker jeg, at du har brug for at få nogle af alle de her tanker og følelser ud af hovedet og kroppen. Har du mon haft mulighed for at tale med psykolog under dit behandlingsforløb? For det kunne være en mulighed at bede om et par samtaler med en psykolog for at få luftet dine tanker og frustrationer. De lyder til at være lidt for store at gå rundt med alene.
Du fortæller, at du har talt lidt med din mor om det – det kan også være en mulighed at tale med hende om at det stikker lidt dybere end bare at tage tingene personligt. Du går faktisk og har dage, hvor du er rigtig ked af det og føler dig ensom – og det skal man ikke acceptere som 16-årig.
Jeg tænker, at du skal ”stille det op med dig selv” at du skal bede om hjælp til at få det bedre, for det er ikke rimeligt at bære rundt på disse tanker selv. Hvis du ikke synes om de forslag, jeg har givet dig, tænker jeg, at det måske kan være rart for dig at ringe til BørneTelefonen 116 111 og tale med en af rådgiverne dér om, hvordan du kan gribe det an.
Jeg håber, du føler dig hørt og snart finder troen på det andre kan se – nemlig en rigtig dejlig pige, som er meget mere end et smuk ydre, du har helt sikkert også et rigtig smukt indre!
Bedste hilsner til dig,
fra BørneBrevkassen