Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Lidt af vært…

Hej Børne Brevkasse,

Jeg er en pige på næsten 16 år, jeg har haft det så underligt i de sidste år… Jeg ved i præcis hvad der er galt…

Jeg har en spiseforstyrrelse og har snart gået i behandling i et år, jeg mangler “kun” at tage 1 kg. på og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det. Jeg føler bare hvis jeg stopper med at gå i behandling så har jeg ingen støtte, ingen som bekymre sig om mig… Men samtidig vil jeg så gerne bare være fri!

Samtidig er jeg virkelig ensom, eller det vil sige at jeg føler mig virkelig ensom…

Jeg har veninder, men jeg er bare så usikker… Jeg er usikker på om de virkelig er mine veninder, eller om de kan er sammen med mig fordi de føler de er nødt til det? Fordi de synes det er synd for mig… Hver gang de aflyser en aftale, bliver jeg så ked af det (jeg siger det selvfølgelig ikke til dem) og jeg føler mig helt alene i verden, jeg tænker at de sikkert ikke slet ikke gider mig…

Jeg har prøvet at snakke med min mor om det, men hun siger bare at “selvfølgelig vil de være sammen med dig, det er nogen søde veninder du har! Du skal lade være med at tage det så personligt”… Og egentlig tror jeg det er det der er mit største problem – jeg tager alting meget personligt og bliver virkelig ked af det over ingenting…

Jeg bryder ofte (næsten hver dag) sammen i gråd fordi jeg føler mig så forkert, usikker, ensom og utilstrækkelig…

Jeg er også blevet “spottet” som model og er hos et bureau i KBH. Jeg selvfølgelig rigtig glad og stolt over det… Men på mange punkter gør det mig bare usikker… Jeg føler slet ikke jeg kan være det, jeg føler mig virkelig ikke flot nok, føler mig meget grimmere og tykkere end de andre piger!

Hver gang jeg er til en casting og ikke får jobbet, bliver jeg så ked af det… Egentlig ikke fordi jeg er ked af ikke at få jobbet, men mere fordi jeg bliver usikker på om der overhovedet er nogen som kan bruge mig, om de bare synes jeg er grim og overhovedet ikke flot nok til at være model?! Jeg bliver så usikker og kan slet ikke holde ud at se de billeder der bliver taget af mig…

Jeg føler mig stor, klam og ulækker! Når folk lige møder mig, siger de ofte at jeg er sååå heldig – jeg er så flot og tynd, er model og får samtidig høje karektere i skolen… Men sådan er det slet ikke! Det forfærdeligt! Indeni er jeg så usikker og ensom, jeg føler ikke jeg har nogen venner og jeg føler ikke engang min familie kan lide mig!!

Jeg føler mit liv er så mislykket og en stor løgn… Ofte har jeg mest lyst til at slutte det… Hvis jeg alligevel ikke kan komme videre og ud?

I må virkelig undskylde det meget rodede brev! Jeg græder helt nu hvor jeg læser det igennem… Mit liv matcher brevet – en masse usikker, usammenhængende rod… Hvad skal jeg stille op med mig selv? –

Anonym

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,
Tak for dit lange brev, hvor du så fint beskriver, hvordan du oplever dig selv lige nu. Det lyder til, at du har nogle dage, hvor det kan være rigtig svært at være dig. Samtidig lyder du meget bevidst om, hvordan handlinger og følelser hænger sammen for dig. Når du for eksempel siger, at du har svært ved at tage det sidste kilo på, da du er bekymret for, hvordan du skal klare dig uden den støtte. Det er en rigtig flot og præcis indsigt i dig selv, og den måde du agerer på!
Jeg kender dig jo ikke, men jeg tror, du selvfølgelig nok skal klare dig uden den støtte som behandlingsforløbet har givet dig. Du skal bare finde den støtte i noget andet – fx i et nyt ritual, en særlig ting, en veninde eller tæt familiemedlem eller noget helt fjerde...
Måske kunne det være en hjælp for dig, hvis du kan fortælle de mennesker, som du har været knyttet til i forbindelse med din behandling for spiseforstyrrelsen, at du har denne bekymring for at være uden deres støtte. Så har du mulighed for at være på den sikre base og få skabt en bro over til en ny base, der kan give dig den tryghed, kan du følge mig? 
(Så du ligesom tænker det næste stykke tid som en form for brobygning mellem to typer af mental støtte for dig.) Men jeg tror, at det er væsentligt at du får de mennesker, som du nu har tillid til, til at hjælpe dig med det.
Du fortæller lidt omkring dit modeljob og jeg kan godt forstå, at man som 16-årig pige, kan blive glad og stolt over at blive spottet som model og have en lyst til at træde ind i den verden. Men når jeg læser dine tanker og oplevelser med den verden, så får jeg lyst til at spørge dig, om du helt inde i maven føler, at det lige nu er godt for dig at være en del af den verden? For umiddelbart lyder det til at være med til at få dig til at føle dig usikker og tvivle på dit eget værd – og det er måske ikke lige det du har brug for, hvis du i forvejen føler dig usikker ind i mellem...
Jeg kan forestille mig, at det kan svært at forklare andre, hvorfor du evt. vil stoppe med det, når det er noget mange piger drømmer om, men hvis du skal være tro mod dig selv og mærke efter inde i maven, hvad tænker du så er vigtigst for dig lige nu? At passe på dig selv ved ikke at sætte dig selv i situationer, hvor du kan føle dig usikker og utilstrækkelig, eller at følge andres drømme om at være model?  Måske kan du tage det med som en del af din historie – at du som ung blev spottet som model, fordi du er skøn og smuk, men at du var i stand til at mærke, hvad der var godt for dit sind og din udvikling generelt og dermed beskyttede dig selv..?
En anden mulighed er at du fortsætter modelarbejdet, men bliver bevidst om at tænke anderledes når du træder ind i den verden. Det er jo en konkurrence om hvem der får jobbet til castingen, men det er forskellige opgaver og dermed leder de også efter forskellige udtryk – så nogle er det dit udtryk og nogle gange er det ikke. Men det har intet med dit udseende at gøre og slet ikke med dit selvværd. Du er akkurat lige så skøn og dejlig, som før castingen, de ledte bare efter noget andet. Tror du, at du ville kunne vende den på den måde?
Du siger det så fint selv, at din største udfordring måske er, at du tager ting meget personligt og bliver ked af det. Det er der jo som udgangspunkt ikke noget i vejen med – du skal huske på, at der er ikke en rigtig og forkert måde at være menneske på, vi er alle sammen lige meget værd og lige specielle! 
Men hvis du oplever, at det bliver en begrænsning for dig, at du reagerer på den måde, så kan det være en god idé at tænke på, hvordan du kan opfatte situationer anderledes og dermed reagere anderledes. Dit eget eksempel med veninderne er nok en situation, som mange mennesker oplever. Vi har en aftale med en veninde, og så ringer hun i sidste øjeblik og aflyser, øv. 
Der kan vi vælge at tænke: "Hun kan ikke lide mig, jeg er kedelig" og andre tanker i den stil. Men vi kan også vælge at øve os i at tænke: "Øv, det havde jeg glædet mig til men der er helt sikkert en god forklaring på, hvorfor hun måtte aflyse. Og en forklaring som ikke har noget med mit selskab at gøre, for så havde hun vel sagt det? Eller også havde hun slet ikke lavet en aftale med mig..."
Hvis det er svært at få den første tanke ud af hovedet, så kan vi spørge veninden, hvorfor hun aflyser og samtidig give tydelig udtryk for, at det er rigtig ærgerligt og også få sagt, at det faktisk gør os kede af det. Hvis vi ikke fortæller vores veninder, hvordan deres opførsel påvirker os, så kan vi heller ikke forvente, at de ved det – for ingen af os er jo tankelæsere...
Som du beskriver til sidst, hvordan du har det, så tænker jeg, at du har brug for at få nogle af alle de her tanker og følelser ud af hovedet og kroppen. Har du mon haft mulighed for at tale med psykolog under dit behandlingsforløb? For det kunne være en mulighed at bede om et par samtaler med en psykolog for at få luftet dine tanker og frustrationer. De lyder til at være lidt for store at gå rundt med alene.
Du fortæller, at du har talt lidt med din mor om det – det kan også være en mulighed at tale med hende om at det stikker lidt dybere end bare at tage tingene personligt. Du går faktisk og har dage, hvor du er rigtig ked af det og føler dig ensom – og det skal man ikke acceptere som 16-årig.
Jeg tænker, at du skal ”stille det op med dig selv” at du skal bede om hjælp til at få det bedre, for det er ikke rimeligt at bære rundt på disse tanker selv. Hvis du ikke synes om de forslag, jeg har givet dig, tænker jeg, at det måske kan være rart for dig at ringe til BørneTelefonen 116 111 og tale med en af rådgiverne dér om, hvordan du kan gribe det an.
Jeg håber, du føler dig hørt og snart finder troen på det andre kan se – nemlig en rigtig dejlig pige, som er meget mere end et smuk ydre, du har helt sikkert også et rigtig smukt indre!
Bedste hilsner til dig,
fra BørneBrevkassen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat