Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Bange for min vægt

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.

Det kan være rigtig svært at have det dårligt med sin krops udseende. Mange piger i din alder fokuserer meget på kroppen og udseendet. Og man kommer nemt til at sammenligne sig med andre. Der sker rigtig mange forandringer med kroppen i puberteten. Vi er alle unikke og bygget forskelligt - og det er okay.

Du skriver at du kan se, at du har taget på. Men gad vide om det er noget som andre kan se? Prøv at se på dig selv, som din egen bedste veninde. Hvad ville du mon sige og tænke om hende? Vil du synes, at hun er ok ligesom hun er eller? Sommetider kan man komme til at fokusere for meget på noget, som andre måske slet ikke har lagt mærke til.

Det er hverken sundt for kroppen at få for lidt eller for meget mad. Og går man på slankekur, kan man komme til at overspise bagefter, fordi kroppen har brug sund og god mad. Derfor tænker jeg, at slankekure ikke er den rigtige løsning. I det hele taget er det vigtigt med ordentlig og sund mad i puberteten, fordi kroppen skal bruge en del ekstra energi på hormoner til pubertet. Det er også godt for krop og sjæl med motion og søvn. Det kan jeg høre på dig, at du selvfølgelig godt ved.

Har du mod på at snakke med dine forældre om de her ting? Altså at du går og har det dårligt med dig selv, og er bekymret for din vægt? De kender dig jo og har måske nogle gode råd til dig. Og måske handler det her om noget andet end kroppen? Kunne det også handle om selvværd. Når du kigger så kritisk på din krop, kan det virke negativ på selvværdet? Det er ligesom, hvis man konstant får at vide man ikke er god nok. Det virker på samme måde, når man ser kritisk på sig selv. Det vil hjælpe at tænke og sige til dig selv, at du er god nok og dejlig som du er. 

Hvis det er svært at sige det direkte til dine forældre, kunne det måske være en idé at vise dem dit brev her?

Hvis du går og er bekymret for din vægt, kunne det desuden være en idé at tale med din sundhedsplejerske. Hun kan jo se dig og veje dig og dermed sige om din vægt er normal.

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig lidt på vej. Det er vigtigt at du passer på dig selv.

De kærligste hilsner
BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat