Selvmord

Hej.
Jeg har siden jeg blev født, haft en rigtig god ven – Jeg lå i kuvøse med ham og hans bror, og vi er vokset op som naboer og bedste venner. Han har altid været en stille og rolig fyr – Som aldrig kunne drømme om at gøre andet forkert end at skrige og råbe lidt for meget en gang imellem. Han har altid elsket sine lidt nørdede venner, og har altid haft en super sammenhold med dem. Vi plejer at tage på ferie sammen hvert andet år – hans familie og min.

Men sidste år skete der noget forfærdeligt. Hans forældre blev skilt. Udadtil så det ud som om at han klarede det SÅ perfekt. Han var altid glad, og snakkede om at det nok var bedst. Faktisk har han slet ikke sagt så meget om skilsmissen – Han boede lidt her og der, og fulgte bare med. Han havde intet nænvt Indtil i går aftes, hvor jeg var til hygge-aften hos ham, sammen med nogen andre venner. Lige pludseligt stod vi ude i køkkenet, og han sagde “har du nogensinde set mit knojern?” Og jeg sagde self. Nej? Jeg vidste ikke at han gik med sådan noget! Bagefter viste han mig så nogen ar han havde på armen, ryggen og hagen.

Han fortalte at det var ar for knivstik! Jeg blev meget chokket. Han har ALDRIG snakket om sådan noget før? HVAD SKER DER?! Jeg tænkte ikke så meget videre over det med vilje, indtil vi var på vej i byen. Han begyndte lige pludseligt at fortælle omkring hvor ked af det han havde været efter skilsmissen – Hvordan folk troede at han var okay, men hvor smadret indeni han var/er. Bussen kom – Og vi fik ikke snakket videre lige der. Vi hyggede resten af aftenen med de andre venner, og kl. 23:30 tog vi hjem, sagde farvel, og gik hver før sig..
 
Da jeg kom hjem. Ringede han. Han ville gerne snakke med mig. Han begyndte at fortælle om skilsmissen igen. Han fortalte omkring hvordan havde løget for hans forældre i månederne efter skilsmissen, og var taget ud i byen for bare at samle tankerne – i stedet for at være hos en ven, som han havde sagt han var. Jeg blev ret chokket over pludseligt at høre hvor sure han havde været på hans forældre – hvor mange gange han var stukket af – og hvor meget han i en periode havde hadet hans liv og hans familie, og hvordan han havde lyst til at slå folk ned hele tiden!

Jeg blev mere og mere chokket, men det største chok kom, da han fortalte, at han 2 uger efter skilsmissen, var taget ned i en “lokale bølle-park”. Han ville finde nogen fyre, som han kunne provokere og få på nakken. – Han fortalte at hans formål var at han gerne ville provokere dem så meget, at de kunne ende hans liv… Slå ham ihjel.

Det var så der at det slog klik for mig – Jeg begyndte at græde. Jeg HAVDE aldrig troet sådan om ham. Han fortalte så videre, hvor tit han havde været oppe og sloges. Hvor mange gange han faktisk var blevet overfaldet, og stukket overfladisk med kniv – Og hvordan han imens han stod overfor de her mennesker som havde stukket i ham – så alt sort, og så først klart, da “hans modstander”, lå blødende på jorden.

Han fortalte også at han følte sig så alene – ikke 100% alene – Men han ville gerne have en kæreste. Han begyndte at plapre løs om at han var klam, grim, nyttesløs osv. osv. (Det skal lige siges at han er en af de flotteste fyre jeg kender! Han er rigtig smuk faktisk) ..

Jeg brugte noget tid på at forklare ham om hvordan han altid kunne komme til mig, til min familie (vores famillier er stadig rigtig tæt knyttet) – Og at han aldrig nogensinde var alene… Han sagde at han nok skulle komme, og at han ville til at i seng…. Hvad skal jeg gøre ved det her?

Jeg ved at det er over et år siden at alt det her skete – men det har jo ramt ham. Han går hele tiden til fest nu, træner hele tiden, og er blevet rigtig voldelig (ikke sådan overfor mig eller nogen i hverdagen, men sådan generelt i sproget og sådan).. Jeg ved jo selvfølgelig ikke om det passer alt det han siger? Men han har vist mig arene og jeg vælger at tro på ham – han er min bedste ven! Men hvad skal jeg gøre?’

Hilsen den forvirrede…