Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Depression og bange

Jeg er en pige på 13. Jeg har prøvet at cutte én gang og drømmer om at gøre det igen.

Grunden til jeg skriver er fordi, at jeg har det virkelig dårligt og det har jeg haft i en lang periode nu.

Jeg hader mig selv og min krop, jeg har hele tiden lyst til at cutte, jeg vil dø og tænker tit på at dræbe mig selv, jeg har depression. Det er meget på en gang, men overvejer om jeg skal starte på at sulte mig selv.

Jeg er bange for at sige det til mine forældre, jeg ved de vil hjælpe mig, men det er som om jeg ikke KAN sige det. Jeg kan ikke lide tanken om at jeg har det dårligt.

Jeg skriver ned, hvornår jeg får det dårligt osv. men siger det ikke til nogen. Jeg har også en indtagramprofil, hvor jeg poster selvmordscitater når jeg har det dårligt.

Jeg vil gerne dø, men tør ikke. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.

Mhv. C

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære C.

Jeg er rigtig glad for, at du skriver herind for at få hjælp. Jeg kan høre, at du har rigtige mange svære tanker, og det lyder som om, at du bruger mange kræfter på at holde det hemmeligt. Det er rigtig hårdt at stå med selv. Jeg er bekymret for dig, og vil give dig et par råd, så du forhåbentlig kan få hjælp til at få det bedre.

Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor du begyndte at skrive ned, hvornår du har det dårligt? Er det en slags dagbog? Eller noterer du, hvad tid på dagen, det er? Nogle gange kan du måske se, om du oftest får det skidt om aftenen. På den måde kan du forberede dig på, hvad du kan gøre for at prøve at undgå at få det dårligt, hvis du nogenlunde ved, hvornår det sker. Hvad tænker du mon om det?

Jeg bliver også nysgerrig på, om nogle af dine venner har set dine opslag på Instagram? Har de mon sagt noget til dig om det? Kunne du godt tænke dig, at de spurgte til det? Hvis de ikke har spurgt, hvorfor du lægger opslagene op, er det måske fordi, de er bange for at gøre dig mere ked af det, og fordi de ikke ved, hvad man skal sige til det?

Du skal vide, at der er mange mennesker, der oplever at have det ligeså svært som du har det nu. Du er slet ikke alene. Du skal slet ikke være bange for at sige det højt. Det er nemlig sådan, man får det bedre. Og jeg synes, det lyder helt vidunderligt at du tror, dine forældre gerne vil hjælpe dig. Jeg ved, det kan være grænseoverskridende, men det er vigtigt, at du får hjælp. Det er meget, meget vigtigt, at du siger det til en voksen. Det kunne også være til en lærer eller skolepsykologen? Man kan også skrive det i et brev til sine forældre eller sin lærer. På den måde kan de læse det alene – og I kan efterfølgende få en snak.

Husk, at du også kan ringe herind til os på BørneTelefonen eller skrive herind, hvis du har brug for hjælp til at samle mod!

Jeg sender dig de bedste og varmeste tanker.

 Mange hilsner BørneTelefonen

 

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat