Kære 15-årige pige
Mange tak for dit brev til BørneTelefonen. Det er så godt at du skriver til os, for det her skal du ikke gå alene med.
På BørneTelefonen taler vi med unge, der som dig har været ramt af overgreb begået i familien – i dit tilfælde din bror. Jeg kan se, at du ønsker, at du kunne tale med dine veninder om det. Du antyder også, at du ikke helt ved hvorfor, du ikke tør fortælle dine veninder om overgrebene. Måske er det ikke så underligt, når man tænker nærmere over det.
Overgreb kan give en fornemmelsen af at stå alene – måske en stærk fornemmelse af at være anderledes. Nogle børn og unge udvikler også en dyb følelse af ’forkerthed’ og skam. Nogle tænker også, at de selv har været ’med til det’ – og føler derfor også skyld. Man kan have en fornemmelse af, at ingen vil tro én, hvis man talte åbent om overgrebene. Måske kan du kende nogle af de følelser?
Hvis du har det sådan, så kan du prøve at fortælle lidt af det, du spekulerer på til dine veninder. Hvis dine veninder reagerer roligt og hjælpsomt, så kan du måske afsløre lidt mere til dem. Målet er at finde ud af, om du vil kunne bruge dem (måske bare én af dem) til at tale med.
Det er så fint at du skriver, at du har brug for at snakke med andre om det, der er sket. Det er en stor styrke at vide, at det er vigtigt at snakke om, og få sat ord på. Det er fint at du gerne vil fortælle dine veninder hvad der er sket. Også for at forklare hvorfor du reagerer som du gør. Jeg håber, det lykkes for dig.
Jeg håber også, at du forstår, at det virkeligt er vigtigt, at du får snakket med andre voksne om, hvad der er sket. Som jeg fornemmer at du ved, så er det jo overhovedet ikke okay, det du har oplevet. Mon du har mod på at fortælle andre voksne om hvad der er sket, sådan at du kan få den hjælp, du skal have?
Hvis du føler dig tryg ved voksne i din nære omgangskreds kan du snakke med dem, måske en onkel, en tante, en venindes mor eller far, eller din mormor? Det kan også være såkaldt professionelle voksne, fagpersoner, der kender til din situation, og ved hvordan de kan hjælpe dig.
Der findes et center for seksuelle overgreb: Se her
På dette Center kan du tale anonymt med en rådgiver. Måske dét føles som et mindre skridt for dig i første omgang?
Du kan som sagt ringe til centeret, eller finde et center der ligger tæt på, hvor du bor. Så kan du møde op på centeret – måske sammen med din mor eller en veninde; du må gerne tage nogen med, som kan støtte dig. Jeg håber at du forstår, at det er aldrig for sent at søge hjælp. Centrene hjælper dig, hvis det lige er sket, men også hvis der er gået lang tid. Incest er voldtægt.
Find et center tættest på dig her (klik på centeret på landkortet, så får du de vigtigste kontaktinfo frem – du kan klikke dig til centers hjemmeside).
Hvis du finder et center nær dig, kan du ringe til centeret og snakke med en sygeplejerske om hvad der er sket. Du kan ringe nat og dag, og det er gratis.
Måske kan du vise mit svar til dig til din mor, eller måske en anden voksen, som kan hjælpe dig med at kontakte center for seksuelle overgreb. Det kan være svært at stå helt alene med det.
Måske du kan bede din mor om at kigge på den side her
Jeg håber at du har mod på ikke at stå alene med det her, husk at du altid er velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111 her kan vi også forklare dig om en eventuel bisidder, hvis du får brug for det. Vi er altid klar til at lytte, det er gratis og du kan ringe dag og nat.
Mange kærlige hilsner og tanker
BørneTelefonen