Kære pige på 12 år
Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har fortalt din veninde om dine bekymringer for din venindes adfærd på Snapchat – med den unge mand på 19 år. Det er så vigtigt, at man får sagt fra og får hjælp til at få samtalen stoppet.
Når man er online, kan man – desværre – ikke være 100% sikker på, hvem man kommunikerer med. Desværre heller ikke over Snapchat. Derfor er det vigtigt, at man kun deler det, som kan tåle at blive set og læst af andre. Dette kan være en god huskeregel, som andre børn og unge har. Jeg kan allerede læse i dit brev, at du allerede godt ved alt dette. Det er virkelig flot af dig.
I Danmark har vi noget, der hedder den seksuelle lavalder. Det betyder, at personer på over 15 år, ikke må have sex med personer under 15 år. Når din veninde er 12 år, er hun under den seksuelle lavalder, og den unge mand på 19 år ved godt, at din veninde er 12 år, og han må ikke bruge din veninde til at have seksuel kontakt med. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om din veninde ved alt dette? Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvorfor man har lyst til at være kæreste med en mand på 19 år over Snapchat, når man selv er 12 år?
På BørneTelefonen opfordrer vi til, at man taler med sine forældre, når man oplever grænseoverskridende adfærd på nettet – og det har din veninde gjort. Det kræver mod og styrke at tale med sine forældre, men det er samtidig også utrolig vigtigt, fordi dette er en meget alvorlig sag. Din venindes forældre har også mulighed for at anmelde den unge mand – til politiet – for at lyve om sin alder og for at kontakte din veninde. Din venindes forældre har også mulighed for at ringe til vores ForældreTelefon på 35 55 55 57 og få rådgivning.
Hvor er din veninde heldig at have dig som veninde. Dit brev viser os, at du holder af dine veninde, og at du virkelig er bekymret for hende. Jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke har lyst til at blive uvenner med din veninde. Vi er ikke i tvivl om, at du kontakter os, fordi du holder af din veninde. Du har allerede gjort utrolig meget for, at din veninde skal forstå, hvor alvorligt det er. Det viser, at du er med til at beskytte din veninde, men også alle de andre unge, som hver dag er online – og især er på Snapchat.
Det er din veninde, der har brug for hjælp. Det kan vi give hende. Vi kunne rigtig godt tænke os, at du viser din veninde dit brev og vores svar til hende. Din veninde er også velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen, hvis hun har brug for at snakke om sin situation. Det kan være, at din veninde har svært ved at sige fra eller har andre ting, som hun gerne vil dele med os.
Jeg håber, at mit svar til dig kan give din veninde mod og styrke til at tale med hendes forældre og få afsluttet kontakten til manden på 19 år. Din veninde kan læse mere om livet på de sociale medier på vores hjemmeside: https://bornetelefonen.dk/socialemedier/
Du er også altid velkommen til at kontakte til os igen.
De bedste tanker og ønsker fra BørneTelefonen.