Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er jeg blevet udsat for voldtægt????

Hej, jeg er en pige på 18 år.

For et par måneder siden, mødtes jeg med en dreng på 21 år. Vi havde skrevet sammen i noget tid, og valgte derfor at mødes på en bar.

Alt gik fint og vi endte med at kysse lidt, indtil nogle andre gæster på baren, begyndte at skændes højlydt.

Vi valgte at gå, da vi ikke ville blive blandet ind i situationen. Han inviterede mig hjem til ham, for at drikke nogle øl, da han boede lige rundt om hjørnet.

Vi drak øl og snakkede i hans køkken (og jeg endte med at blive en smule fuld), hvor han så spørger om vi skal se hans yndlings film (som er en film om nogle katte).

Jeg svarer, at det kan vi vel godt og vi går ind i hans soveværelse. Han låser døren (fordi han har roomies) og jeg kigger rundt og kan ikke se noget TV, hvor jeg godt lidt kunne regne ud at han gerne ville have sex med mig.

Jeg siger så til ham at jeg ikke har lyst til at have sex, han virkede lidt sur og skuffet, men vi aftalte at det ikke ville ske.

Vi lagde os ned i hans seng og så filmen på hans telefon.

Vi nåede ikke engang at se 5 minutter af filmen, før han lagde sig oven på mig og begyndte at tage mit tøj af mig. Jeg sagde ikke stop eller kæmpede imod, da jeg ikke ville gøre ham sur, men jeg havde virkelig ikke lyst til sex.

Han udførte og fik mig til at udføre sexuelle handlinger som kun tilfredstillede ham. Jeg spurgte om han ikke kunne bruge kondom (for at være på den sikre side), han sagde jo, men han tog aldrig et på.

Han stak fingre op i mig og endte med at have sex med mig. Jeg kan huske at jeg prøver at løfte mit hoved, men han tager sin hånd om min hals for at holde mig nede. (Meget af hændelsen, kan jeg kun huske små glimt af).

Han falder meget hurtigt i søvn, hvor efter jeg ligger og tænker over hvad der lige var sket og hvad jeg skulle gøre nu. Jeg tog mit tøj på igen og sneg mig ud. På vejen hjem midt om natten, følte jeg mig tom og jeg kunne ikke forstå hvad der lige var sket.

Det hele føltes som om jeg var med i en film. Dagen efter havde jeg også sådan en mærkelig fornemmelse i kroppen og min forældre sagde, at jeg virkede sur. Jeg har fået af vide af mine veninder at det var voldtægt, men jeg er stadig itvivl, da jeg ikke sagde fra under hændelsen.

Jeg tænker meget over, det der skete og jeg har fået af vide jeg skal anmelde ham, men jeg har ikke lyst til at ødelægge hans liv.

Jeg står med en mærkelig situation lige nu, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg håber i kan hjælpe:)
På forhånd tak.

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige 18 år

Tak for dit brev. Det er godt, du skriver, når du går med noget, der trykker dig eller bekymrer dig.

Det er meget vigtigt for mig at fortælle dig, hvor sej du er! Det er ikke altid let at sætte ord på, når man er blevet seksuelt krænket eller voldtaget.

Det lyder bestemt ikke som en rar situation, som du har været i og stadig er berørt af.

Når jeg læser dit brev, beskriver du rigtig godt, at du faktisk sagde nej til at have sex og at I klart aftalte, at det ikke skulle ske.

Du sagde det inden, I lagde jer på sengen, og det er faktisk nok til, at drengen ikke må have sex med dig, når du ikke sige ja efterfølgende.

Jeg tænker, at du har sagt klart NEJ. Der er nemlig ingen rigtig måde at sige nej på.

Du ved det sikkert også allerede. Men I dag er det faktisk også sådan, at vi har en samtykkelovgivning, der handler om at man skal sige JA til sex. Det betyder, at man altid skal være sikker på, at den anden faktisk har lyst, før man indleder sex.

Du sagde aldrig JA og derfor tænker jeg også, at dine veninder har ret i, at det kan betegnes som en voldtægt.

Det er en rigtig fin og empatisk tanke, at du tænker på, at du ikke vil ødelægge hans liv. Jeg mærker, at du bruger meget energi på at tænke det hele igennem. Men jeg mærker også, at du på en måde godt ved, at han har gjort noget forkert.

Jeg mærker det i din beskrivelse af overgrebet, men også dine beskrivelser af, hvordan du har følt dig tom og forvirret efterfølgende.

Det viser mig tydeligt, at han har overtrådt dine grænser og udsat dig for noget som du faktisk slet ikke ønskede. Det er en voldsom oplevelse, som kan sidde i mennesker i lang tid. På den måde har han ikke været lige så sød at tænke på, hvordan hans opførsel kunne skade dig.

Forældre eller nær person

Du skriver, at dine forældre sagde, at de syntes, du virkede sur. De har måske godt kunne mærke på dig, at der er sket noget eller at du virkede anderledes.

Jeg bliver nysgerrig på om du mon har fået talt med dem? Det er rigtig godt, at du har dine veninder, men hvis du føler dig tryg ved dine forældre, så kan det være en rigtig god idé at snakke med dem.

De er måske de nærmeste, der kan hjælpe dig. Og det kan være rart at have dem med, hvis du får mod på at anmelde ham.

Du kan evt. vise dette brev, hvis det er nemmere at starte en samtale om det. Husk at DU ikke har noget at skamme dig over!

Der er mange, der gerne vil hjælpe dig!

Jeg kan mærke på det du skriver, at du er berørt af det, der er sket. Du fortæller, at du føler dig tom indeni. Det er ikke en rar følelse at gå med – og du skal ikke gå med den alene!

Det kan måske være rart for dig at starte med at snakke med nogle, der ved rigtig meget om, hvornår der er tale om voldtægt og som ikke kender dig i forvejen

Center for seksuelle overgreb hjælper mange, der ligesom dig er i tvivl.  Du kan finde det center tættest på dig her.

De har åbent 24timer i døgnet og vil rigtig gerne hjælpe dig. Husk det er aldrig for sent at få hjælp. De har også psykologer tilknyttet, som kan hjælpe dig

Tal med din læge

Hvis du føler, at du har behov for at få lidt hjælp til at bearbejde den ubehagelige oplevelse, kan du snakke med din læge, om at blive henvist til en psykolog.

Du kan også få hjælp af en psykolog via Center for Voldtægtsofre, som jeg har linket til lidt længere oppe. Dér kan du snakke dine følelser igennem og få gode redskaber til, hvordan du bearbejder den grimme oplevelse.

Når du er over 18 år, har din læge tavshedspligt over for dine forældre. Derfor kan du roligt snakke fortroligt med lægen og evt. psykolog.

Anmeld voldtægt

Når du føler dig klar til det, kan du anmelde voldtægten til politiet. Politiet har også lavet en god side omkring tvivl. Den finder du her.

Du kan læse hvordan her: Anmeld voldtægt og seksuelle overgreb | Seksualforbrydelser | Politi

Til slut vil jeg endnu engang rose dig for, at du er supersej og modig, og at mange kunne lære meget af dit gode eksempel på, hvordan man søger hjælp.

Vær stolt af dig selv! Du må altid ringe til os på 116111, hvis du har behov for en god snak- også selvom det skulle omhandle noget andet end det, vi har snakket om her.

Kram fra

BørneTelefonen

 

 

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Seksuel krænkelse Andre der hjælper

Anmeld digital krænkelse

Anmeld ulovlig deling af billeder og video samt digital afpresning
Læs mere

Anmeld seksuelt overgrebsmateriale

Anmelde seksuelt overgrebsmateriale med børn
Læs mere

Anmeld voldtægt og seksuelle overgreb

Hjælp til at anmelde voldtægt og seksuelle overgreb
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat