Brev

intense drømme

hej,

Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver, men jeg håber du måske kan hjælpe.

Jeg drømmer ret meget og ret tit, hvor jeg kan huske det. Mindst et par dage om ugen, for det meste, næsten hver nat og drømmene kan godt være ret intense.
Det er meget forskelligt hvad der sker i mine drømme, men jeg kan give et eksempel.

Jeg drømte på et tidspunkt at mig og en anden pige gjorde rent for en eller anden mand.
Det var huse som der havde været mord i, som der efterfølgende skulle gøres rent.
Vi er så I det her hus og alting dækket med blod.
Ikke nok med det, så finder vi også piger rundt i huset, som er kommet meget til skade, f.eks inde i en ovn.
Det går op for mig, at det er manden vi arbejder for’s hus, som vi gør rent.
Vi prøver så på at få alle de piger ud af huset som vi kan, uden at han opdager det.
Nogle gange når jeg drømmer, så er jeg bevidst om at jeg drømmer og det her var en af de drømme, så da det blev for intenst, så valgte jeg bare at vågne.

Jeg kan godt lide at drømme og de påvirker mig slet ikke følelsesmæssigt, heller ikke den drøm som jeg lige har fortalt om.
Mit problem er dog, at min krop reagere på det.

Jeg vågner tit hvor jeg er helt spændt i kroppen og har ømme muskler, fordi at jeg har spændt mine muskler i min søvn.
Intensiteten af drømmen påvirker hvor intenst min krop bliver påvirket, men det sker hver gang jeg drømmer og det gør at jeg vågner midt om natten, eller bare sover forfærdeligt.

Jeg kan sagtens vågne og så falde i søvn igen, men så drømmer jeg vare igen og gerne 3-4 gange om natten.
Jeg vågner også nogle gange efter 10 timers søvn og føler at jeg kun har fået 5, fordi at min krop bruger så meget energi imens jeg sover, at jeg slet ikke for lov til at slappe af.

Selvom at jeg godt kan lide at drømme, så ville jeg ønske, at jeg kunne holde det til et minimum og at det ikke var flere gange om natten.

Jeg er allerede meget forsigtig med hvad jeg ser, hører og læser, fordi at jeg ved, at det påvirker mine drømme, men jeg synes ikke at det hjælper.
Jeg har også prøvet f.eks at lytte til beroligende musik når jeg går i seng, men det hjælper heller ikke og jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.

Jeg håber du måske har nogle forslag til hvad jeg kan gøre. På forhånd, tak.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år,

Mange tak for dit brev og din fine beskrivelse af dine drømme, og hvordan de føles for dig. Du skriver at drømmene ikke påvirker dig følelsesmæssigt, men at det er din krop, der reagerer på det.

Den får nemlig ikke rigtig lov til at slappe af, når du drømmer så meget. Du har allerede prøvet at høre beroligende musik inden du skal sove og være påpasselig med hvad du ser og læser. Godt at du allerede har prøvet noget af!

Det skal du endelig bare blive ved med, for at finde ud af, hvad der fungerer for dig. Jeg har et par andre idéer til, hvad du kan prøve af. Jeg håber de kan hjælpe lidt

Jeg samler lige et par forslag her:

  • Lav en afslappende rutine inden du skal i seng: På den måde ved din krop at det er tid til at slappe af. Dette kan f.eks. indebære at undgå skærm en time før sengetid, tage et varmt bad eller læse en beroligende bog.
  • Sørg for at komme ud og bevæge dig i løbet af dagen: Det kan bidrage til bedre søvn og en mere ‘afslappet’ krop.
  • Skriv drømmejournal: Hvis du ikke allerede gør det, kan hun prøve at føre en lille dagbog over dine drømme. Det kan måske hjælpe dig med at få en bedre forståelse af drømmene og få dem ‘placeret’
  • Sørg for at have et hyggeligt og rart soveværelse, hvor du føler du kan slappe af

Det var lige et par generelle idéer, som jeg håber du kan bruge til noget. Det kan være du skal prøve forskellige ting af, for at se hvad der virker.

At dele sine drømme med andre

Hvis du ikke allerede har gjort det, tænker jeg også det kunne være rart for dig at dele dine oplevelser med drømmene med nogen.

Det kunne fx være dine forældre, så I sammen kan lægge en plan for, hvordan du får drømmene under kontrol.

Det er dog ikke så vigtigt hvem det er. Det kan også sagtens være en god ven eller en anden voksen du har det godt med. Hvad tænker du om den ide?

Lægen kan også hjælpe:

Hvis det bliver ved med at genere din nattesøvn meget, kan du også overveje, om du skal snakke med din læge om det. De ved en masse om kroppen og sindet, og kan måske pege dig i en retning og foreslå noget, som jeg ikke havde tænkt på.

Det er eksperterne, når det kommer til at skulle finde “grunden” til, at man i perioder oplever flere drømme. Men også til at svare på dit spørgsmål om, hvorfor det netop påvirker din krop. Kunne det være noget du havde lyst til?

Jeg håber, du kan bruge mine tanker og ideer til noget. Husk at du altid kan skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Vi sidder klar til at lytte og snakke døgnet rundt. 

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat