Kære pige på 15,
Tusind tak for at dele dine tanker med os på BørneTelefonen. Jeg kan godt forstå det har været lidt svært at sætte ord på din situation, men jeg synes det giver rigtig god mening, når du fortæller at det er som om din krop bare gør ting uden du er til stede, og at du nærmest zoner ud. Jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig med, hvad du kan gøre.
Det første jeg får lyst til at sige til dig, er at jeg på ingen måde oplever at du er et dårligt menneske, der ikke gider høre på hvad andre mennesker siger. Dit brev viser mig nemlig, at du er meget bevidst og nuanceret omkring det du oplever. Og at du rigtig gerne vil finde ud af hvad det bunder i, og komme det til livs. Og det er rigtig godt og stærkt gået af dig!
Du zoner ud og føler ikke at du er virkelig
Du spørger ind til, om du skal være bekymret for det du oplever. Som jeg ser det er det lidt både og. Du skal ikke være bange for at der er noget galt med dig eller at du er ‘forkert’ på nogen måde. Her på BørneTelefonen har vi snakket med andre unge, der har oplevet det samme som dig, så du er ikke alene om at have haft disse oplevelser. Men jeg synes det er godt at du bekymrer dig om det, på den måde at du er bevidst om det og gerne vil gøre noget ved det, og ikke ‘bare’ accepterer at det er sådan det er. Kan du mon følge mig i den tanke?
Der kan være mange grunde til at man oplever at zone ud, på den måde som du også gør. Det kan ske hvis man er meget stresset eller har oplevet pres. Det kan også ske, hvis man har oplevet nogle ubehagelige og traumatiserende ting, der har påvirket ens nervesystem. Men nogle gange er der slet ikke en tydelig grund til at det sker.
Uanset hvad grunden er, så kan det være en god idé at du får hjælp til at blive klogere på, hvad det er der sker i din krop, når du oplever at zone ud. For det er vigtigt at du følger din fornemmelse af, at det ikke føles normalt. Det lyder ubehageligt, at din krop indimellem lever et liv, som du ikke er en del af.
Har du mon snakket med nogen, der kender dig godt?
Du har allerede taget et stort skridt ved at dele dine tanker med os. Jeg er nysgerrig på, om du mon har snakket med nogen tæt på dig om, at du ikke føler dig virkelig? Det tror jeg nemlig kunne være et rigtig godt skridt i retningen mod at få hjælp. Kan du mon følge mig i det?
Det er ikke så vigtigt hvem du snakker med det om, så længe det er nogen, du er tryg ved og som er gode til at lytte. Hvis du har nogle forældre der er gode at snakke med, tænker jeg dog det kunne være rart for dig at snakke med dem. For de er måske også de bedste til at hjælpe dig med at få noget mere professionel hjælp, som jeg også tænker kunne være rigtig godt.
Det kan også være du har nogle venner, du er tætte med eller måske søskende eller kollegaer på restauranten? Jeg forestiller mig at det kunne være rart for dig at dele med nogen, hvordan du går og har det. Hvis det er lidt svært at sige højt, så har vi en guide, du kan bruge. Du finder den lige: her.
Du kan kontakte din læge
Hvis du bekymrer dig om at det føles anderledes i din krop, så kan du overveje om det kunne være rart at tale med din læge om. Din læge vil kunne vurdere, om der er grund til at være bekymret eller om det faktisk lyder helt naturligt at have det sådan ind imellem.
Hvis lægen tænker at det kunne være godt at undersøge nærmere, hvad der er på spil for dig, så vil hun eller han måske henvise dig til nogen, der ved mere om det, du oplever.
Måske det er rart at få hjælp til at kontakte lægen?
Hvis du tænker at det er lidt meget at skulle klare alene, så kan du overveje at sige til dine forældre, at du gerne vil prøve at tale med en læge. Måske de vil hjælpe dig?
Det kan være du skal forberede dig på hvad du vil sige, eller måske endda skrive det ned, så du er sikker på, at du får sagt alt det du gerne vil sige til dem, så de forstår det bedst.
Hvis du har mod på det, kan du også kontakte din læge selv. Lægens telefonnummer står på dit gule sundhedskort. Når du ringer, får du som regel fat på en sekretær, der kan hjælpe dig med at booke en tid.
Du kan også kontakte din kommune og spørge om hjælp
Hvis du ikke lige har mod på at kontakte din læge, så er der måske hjælp at hente i din kommune. Alle kommuner har psykologer, som hjælper børn og unge, der ikke har det så godt. Det kan hedde lidt forskelligt, men i mange kommuner hedder det Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.
Du kan prøve at Google din kommune og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning for at finde et telefonnummer. Dem kan du kontakte og fortælle, hvordan du har det og spørge om de kan hjælpe dig.
Hvis det er lidt svært, kan det være at du har nogen, du er tryg ved, som kan hjælpe dig – måske dine forældre, søskende, en moster eller en ven?
Jeg tror på, at du godt kan tage næste skridt og tale med nogen om det
Du har taget et stort første skridt ved at skrive her til BørneTelefonen. Jeg tror på, at du kan bruge det mod, du har vist, til at tale med nogen om det. Jeg håber du bliver klogere på, om det er helt naturligt eller ej, det du oplever. Og jeg håber at du får noget god hjælp, hvis der er brug for det. Masser af held og lykke med det.
Jeg håber, du kan bruge mine tanker og ideer til noget. Husk at du altid kan skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Vi sidder klar til at lytte og snakke døgnet rundt.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
