Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min mors nye kæreste

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år!

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver, for jeg kan høre, at der er mange ting, der fylder for dig i øjeblikket. Jeg vil forsøge at svare dig, så godt jeg kan.

Jeg kan godt forstå, at det er svært, at du har fundet ud af, at din mor og hendes nye kæreste har sex, og at du tænker meget på det. Det er aldrig rart, at vide sådan nogle ting om sine forældre. Det tror jeg, at der er mange der kan genkende. Selv om man måske godt ved, at de har sex, har man bare ikke lyst til at finde ud af det. Jeg tænker på, om du mon skammer dig over at tænke på det, fordi du egentlig helst ikke vil vide det? Det lyder ikke som om, at du har et særlig godt forhold til din mors nye kæreste. Er det mon rigtigt forstået?

Jeg tænker, at det måske også kan være med til, at du ikke synes det er rart at tænke på, at de har sex. Jeg tror, at den følelse af skam du oplever over at tænke på det, kan hænge sammen med, at du lige nu er i en alder, hvor de fleste synes, at sex er lidt klamt eller ulækkert. Kan du mon genkende det? Måske kan du også føle, at du ved noget om din mor, som du ikke burde vide? Jeg tror, at du med tiden vil holde op med at tænke på, at de har sex, og derved vil følelsen af skam også forsvinde. Lige nu er det helt naturligt, at du har det sådan.

Det lyder til, at du har det rigtig svært i skolen. Jeg synes, det er super godt, at du har prøvet at sige det til din mor. Det viser, at du gerne vil gøre noget for at lave det om, så du kan få det godt igen. Det er jo også derfor, at du nu har skrevet til brevkassen. Det er rigtig godt!

Jeg tænker på, om dine lærere mon ved, at du ikke rigtig trives i skolen – at du er bagud med dine lektier og føler dig lidt alene? Nu da din mor ikke rigtig forstår dig, tror jeg det er vigtigt, at du finder en anden voksen at snakke med om de ting, der er svære i øjeblikket, for at du kan komme godt videre i livet. Er der mon en af dine lærere, eller måske en AKT-lærer, som du kunne have lyst til at snakke med, og fortælle om de ting, du synes er svært? Så kunne I måske sammen finde ud af, hvordan du kan få lavet dine lektier og få det bedre med de andre? Det kan også være at du har en sød moster, tante eller en anden voksen, som du kunne have lyst til at snakke med?

Jeg tror også, at det ville hjælpe dig med at falde i søvn om aftenen uden at skulle græde dig i søvn, hvis du får talt med nogen, om de ting der fylder meget for dig. Hvis man har mange bekymringer og tanker der fylder, kan det være rigtig svært at falde i søvn, og man kan blive rigtig ked af det. Det er heller ikke rart, hvis man bliver omtalt som sur, hvis man i virkeligheden er ked af det. Det må være rigtig svært for dig. Måske kan du prøve at sige at du er ked af det, når nogen kalder dig for sur. Det kan være at de forstår, at du har brug for støtte, når du siger, at du er ked af det og stoppe med at kalde dig for sur? 

Du skriver, at du ikke har nogen venner, og ingen at snakke med. Jeg tænker på, om det mon altid har været sådan, eller om det er blevet værre - måske siden din mor fik sin nye kæreste? Hvis man i en periode har meget at tænke på, kan man komme til at ’lukke sig lidt inde’ og trække sig væk fra andre mennesker, så de måske tror, at man ikke har lyst til at være sammen med dem, selv om det slet ikke er sådan man har det. Man har tvært imod brug for, at være sammen med andre. Kan du mon genkende det?
Jeg tænker på, om du mon har mod på, selv at gå hen til nogen fra din klasse og vise dem, at du gerne vil snakke med dem. Måske har du også mod på at spørge én som du synes bedst om, om I skal lave en aftale efter skole en dag? Hvordan tror du, at det ville være?

Hvis du synes det er svært at finde en voksen, som du kan få hjælp fra, er du meget velkommen til at ringe eller sms’e til BørneTelefonen på 116 111, for at snakke med en rådgiver om, hvem der kan hjælpe dig videre. Du kan også logge ind på chatten ved at gå ind på hjemmesiden. Adressen er www.bornetelefonen.dk

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du snart for det godt igen.

Mange knus og kærlige hilsner fra

BørneTelefonen

 

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat