Meget slemme mareridt!

Hej!
Jeg har et ret stort problem med min søvn, men også i når jeg er vågen.. Om natten har jeg mareridt, og de bliver bare værre og værre. I mareridtene er der en mand. Han er gammel, lille smule mave, lav, ternet skjorte, skidte cowboybukser og en “landmandshat”. De mareridt har stået på i godt en måned nu. Ovenikøbet er der en mand der går rundt udenfor vores hus sommetider. Jeg går ikke udfra, at han er virkelig.

Jeg bor med min far og storebror. Er selv 15. Og jeg ved, de begge har set ham på en eller anden måde også. Eller følt han har været i nærheden. Man kan mærke, når han er i nærheden. Jeg kan ikke rigtig beskrive det, men man føler sig dybt overvåget. Jeg er vokset op med, at han har været der, og en gang i mellem har vist sig. Men de mareridt på dén måde, er forholdsvis nye.
I det sidste halve år, har jeg haft en masse selvmordstanker og været tæt på selvmord flere gange. Jeg ved ikke umildbart, hvad der kan have udløst mareridtene. Men det er den samme mand der optræder i virkeligheden og i drømmene.

For lidt under en måned siden, en sen aften/nat, hvor jeg var alene i vores stue og var på vej i seng, så jeg ham stå ca. 3 meter fra vores havedør. Han stod og kiggede på mig. Bare neutralt. Betragtede mig. Han så ikke sur ud, det har han kun gjort én gang, men til gengæld har han heller ALDRIG smilet eller set glad ud.

I drømmene dræber jeg mig selv, på nogle af de måder, jeg har tænkt på. Såsom springe udfra højt hus, eller skåret mig i armen foran min klasse. Jeg har stadig selvmordstankerne, men drømmene handler KUN om jeg dræber mig selv. Og det er alle på nogle måder, jeg har set som mulige for at slippe væk herfra.

Nu vil jeg ikke snakke om selvmordstanker, men hellere om mine mareridt. Han er med, på den måde, at han er i mit hoved. Han fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Og hvornår. Hvilke personer der skal være til stede osv. Han har også hjulpet mig med at skrive selvmordsbreve flere gange. Min kæreste som også har det svært (selvmordstanker), har også været med i drømmene. Vi begår selvmord sammen, og jeg har udløst det. Dvs. ham manden har fået mig til det.

Jeg har ikke fortalt andre end min kæreste om mine selvmordstanker eller mine mareridt. Jeg har et meget dårligt forhold til min far for tiden, så har ikke set ham som en mulighed for at snakke med. Har heller ikke nogen lærer jeg ser som muligheder. Vi har ikke en skolepsykolog, så har ikke rigtig nogen at sige det til. Min mor bor meget langt væk (andet land), så har ikke rigtig mulighed for at fortælle hende det. Jeg står bare med det selv, og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Håber virkelig nogen kan hjælpe, eller bare kunne snakke lidt med mig om dem.
Jeg er sikker på min bror og far har set man. Men de har ikke set ham på samme måde som jeg. Vi har flere gange snakket om det, men det var mest når min far lige ville fortælle om alt det med ånder og sådan til sine venner. Sådan noget som “Der er også en mand her der går og holder øje. Jeg har bare set en skikkelse (ham) gå forbi vinduer.” Men jeg har aldrig sagt, at jeg har set mere til ham, end det samme som de andre.

Jeg har desværre ikke lige nogen lærer jeg kan fortælle alt det til. Der er alt for meget, og synes kun jeg kan se problemer i at fortælle det. Min far er meget i mod alle former for clairyoanter og medier, for han føler sig tryg herhjemme. Han mener jo “kun”, at han holder øje.

Jeg har sådan ikke noget i mod ham, han er jo neutral overfor mig. Det er bare mareridtene der bekymrer mig. Jeg kan sagtens blive bange for ham, hvis jeg har set ham, men det er ikke noget der varer længe. Jeg har flere gange snakket til ham. En aften jeg var alene hjemme, hvor han blev ved med at slukke for noget strøm i køkkenet (som jeg så tændte igen), begyndte jeg at græde af ren frustration, og skreg og sagde, at han skulle holde op og lade mig være. Det blev ved. Jeg tror jeg gik ud for at tænde det mellem 5-10 gange. På et tidspunkt havde jeg min mobil med derude (ved sikringskassedimsen) for at tage tid, der gik 13,6 sekunder fra jeg tændte det, til det slukkede. Det skal lige siges, at det er en kontakt man skal vippe på.

For ikke så lang tid siden, hørte jeg musik på mit værelse fra nogle gamle højtalere. Der skruede den, men jeg kunne står og kigge på det skete. Vildt skræmmende. Min kæreste og jeg bor ret langt fra hinanden, så vi ses ikke lige så tit, men jeg skrev det til hans mor for et par dage siden. Hun stilte mig så en masse spørgsmål, som jeg selvfølgelig besvarede. Hun sagde det var meget normalt at have mareridt i længere eller kortere perioder af en liv. Forslag til hvad jeg kunne/burde gøre, er ligesom det I foreslår. Dvs. lærere, psykolog og læge.

Men altså, jeg synes mest det går udover mig af en eller anden grund, og det skræmmer mig ret meget med de mareridt. Han virker ikke ond mod mig, men i drømmene har han ligesom hypnotiseret mig. Altså så han bare kan sige med rolig stemme, hvad jeg skal gøre, så gør jeg det. Jeg har dog aldrig rigtig mødt ham i drømmene, kun set ham i en bil, hvor han kørte mig i skole og fortalte, at jeg skulle begå selvmord foran dem alle, når jeg skulle op og fremlægge.

Problemet er så derfor ikke ham (for mig), men drømmene. Jeg har virkelig ikke lyst til at snakke med min far (af personlige grunde) lige for tiden. Nogle ting som var tæt på at splitte familien ad (pga noget jeg havde sagt), så tror kun jeg vil tage det skridt, med at splitte den helt ad, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg rigtigt har det. Mine lærere har ikke bemærket noget anderledes i min opførsel, men jeg er helt sikkert mere træt om dagen. Men så når det bliver tid til at gå i seng, kan jeg næsten ikke sove. Jeg er bange for at få mareridt, og har hele dagen haft forestillinger om, hvad der kan gøre drømmen værre end den allerede er blevet.

Jeg vil meget gerne have hjælp. Vil bare helst ikke snakke med nogen “prof inden for faget” om det. Bare neutral hjælp. Som jer. Altså, for hvis jeg skal have prof hjælp, så bliver jeg jo nødt til at snakke med min far om det. Og det har jeg virkelig virkelig ikke lyst til. Jeg ved godt, at jeg selv kan tage til lægen og snakke, uden at min far behøver at vide noget, men det tror jeg bare ikke jeg kan. Det samme med skolepsykolog og/eller skolesygeplejerske. Og har ikke rigtig nogen lærere, jeg har lyst til at snakke med de ting om.
Hilsen A!