Jeg kan ikke overskue mit liv.

Hej rådgivere i Børnebrevkassen,
Jeg ved knap hvor at jeg skal starte, så det bliver nok lidt rodet. Min biologiske far er alkoholiker. Igennem hele mit liv er jeg blevet mobbet og tæsket, indtil at jeg gik ud af niende klasse. Min “far” har jeg ikke kontakt til længere (kun sommetider hvor at han ringer når han er fuld). Han siger at jeg skal skride til helvede.

Jeg fik en kæreste som fik mig til at drikke alkohol – jeg har altid været stærkt imod det. Hver eneste gang jeg drikker, drikker jeg voldsomt meget. Jeg har også lidt af et opmærksomhedsproblem, eftersom at jeg netop er blevet udstødt i alle de år, og nu er blevet en “flot, ung pige” som de fleste vil sige. Tingene går bare galt hele tiden. Jeg har faktisk bare brug for at lufte mine følelser – jeg kan jo sagtens sige til mig selv, at jeg bare skal drikke mindre. Men det bunder bare i så meget.

Jeg har igennem flere år haft forskellige diagnoser. Depression, skizofreni, spiseforstyrrelse, ADHD, HSP og selvskader. Og ja, det lyder meget urealistisk. Igår fortalte jeg en af mine bedste venner om min forhenværende depression + skizofreni. Jeg fik fortalt at hvis ikke at jeg bliver smidt på lykkepiller, frygter lægerne at jeg går ned med et brag igen – trods at det var i ottende klasse, og jeg kunne gå i 2.g nu.

Han reagerede meget mærkeligt, og vidste ikke hvad han skulle sige. Jeg har indtil videre formået at have sex med min forhenværende rigtigt gode ven, jeg har kysset med alt, alt for mange, jeg kyssede og rørte på min gode ven igår, jeg siger en masse pis og lort…. Og jeg sov nøgen med min ven igår. Der var også en, som pludselig tog meget hårdt fat i mig og kyssede mig. Jeg skreg meget op. Ingen forstod hvor hårdt det slog mig.

Senere siger to fyre så, at min gode ven sidder og siger at jeg er billig, hver eneste gang at jeg ikke er i rummet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvad jeg skal tro. Jeg gør konstant dumme ting, og hvis ikke at jeg ændrer mig (hvilket jeg selvfølgelig gør) er jeg bange for at folk faktisk ser mig som værende “billig/let”. Jeg har altid kunnet tale med min mor om alt, men det her… jeg kan bare ikke nævne det til nogen.

Jeg skammer mig noget så groft. I 3 år har jeg haft skiftende psykologer og psykoterapeuter, og været på forskellige centre. Jeg kom nogenlunde op igen, men for ikke længe siden stoppede jeg så i behandlingen for at få en pause, og se om jeg kunne stå på egne ben. Jeg er selvfølgelig væltet. Ligenu venter jeg så på at der kommer til at starte noget op med mig igen, så det er ikke fordi at vi ikke gør noget.. Jeg er bare så ked af det. Så bange. Der er før blevet spredt rygter om mig pga. mine diagnoser, da jeg stolede lidt for meget på en pige. Nu har min ven muligheden for at gøre det igen….

Og jeg har lige fået det godt på en skole, for første gang. Jeg føler mig forkert. Dum. Frygtelig. Noget som ikke passer ind, ikke hører til. Det er som om at ligemeget hvor jeg går, skaber jeg problemer og drama. Jeg føler at min fortid følger efter mig, på trods af at jeg er flyttet byer 4 gange, og gået på 7 forskellige skoler. Det er bestemt ikke for at ynke (eller måske, øh?), men jeg føler mig mere alene end længe. Jeg er så træt.
 
Jeg har altid været hende den kloge pige. Hende der fik 10 og 12 i alt. Da jeg startede på gymnasiet var det med enorme forventninger fra alle omkring mig. Jeg gik selvfølgelig helt ned, og droppede ud. Nu går jeg i tiende klasse. Mine karakterer har aldrig nogensinde været så lave. Næste år skal jeg sikkert have en SOSU, på trods af mine store drømme om fremtiden. Jeg kan ikke finde ro.

Den eneste person jeg nogensinde har givet alt til, er min ekskæreste. Aldrig i mit liv har jeg elsket på den måde. Aldrig har jeg følt mig så tryg. Og det lyder sikkert desværre bare som teenagepjat det hele. Men han var virkelig min eneste ene, i mine øjne. Han forlod mig til fordel for en, som hader mig værre end pesten. Og selvom at jeg finder en der er bedre, har det bare knust mig. Jeg føler ikke at jeg kan stole på nogen længere…. Jeg vil bare gerne være glad. Min familie tager det ikke så seriøst længere. De er vel vant til at jeg er syg.