Brev

Jeg kan ikke overskue mit liv.

Hej rådgivere i Børnebrevkassen,
Jeg ved knap hvor at jeg skal starte, så det bliver nok lidt rodet. Min biologiske far er alkoholiker. Igennem hele mit liv er jeg blevet mobbet og tæsket, indtil at jeg gik ud af niende klasse. Min “far” har jeg ikke kontakt til længere (kun sommetider hvor at han ringer når han er fuld). Han siger at jeg skal skride til helvede.

Jeg fik en kæreste som fik mig til at drikke alkohol – jeg har altid været stærkt imod det. Hver eneste gang jeg drikker, drikker jeg voldsomt meget. Jeg har også lidt af et opmærksomhedsproblem, eftersom at jeg netop er blevet udstødt i alle de år, og nu er blevet en “flot, ung pige” som de fleste vil sige. Tingene går bare galt hele tiden. Jeg har faktisk bare brug for at lufte mine følelser – jeg kan jo sagtens sige til mig selv, at jeg bare skal drikke mindre. Men det bunder bare i så meget.

Jeg har igennem flere år haft forskellige diagnoser. Depression, skizofreni, spiseforstyrrelse, ADHD, HSP og selvskader. Og ja, det lyder meget urealistisk. Igår fortalte jeg en af mine bedste venner om min forhenværende depression + skizofreni. Jeg fik fortalt at hvis ikke at jeg bliver smidt på lykkepiller, frygter lægerne at jeg går ned med et brag igen – trods at det var i ottende klasse, og jeg kunne gå i 2.g nu.

Han reagerede meget mærkeligt, og vidste ikke hvad han skulle sige. Jeg har indtil videre formået at have sex med min forhenværende rigtigt gode ven, jeg har kysset med alt, alt for mange, jeg kyssede og rørte på min gode ven igår, jeg siger en masse pis og lort…. Og jeg sov nøgen med min ven igår. Der var også en, som pludselig tog meget hårdt fat i mig og kyssede mig. Jeg skreg meget op. Ingen forstod hvor hårdt det slog mig.

Senere siger to fyre så, at min gode ven sidder og siger at jeg er billig, hver eneste gang at jeg ikke er i rummet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvad jeg skal tro. Jeg gør konstant dumme ting, og hvis ikke at jeg ændrer mig (hvilket jeg selvfølgelig gør) er jeg bange for at folk faktisk ser mig som værende “billig/let”. Jeg har altid kunnet tale med min mor om alt, men det her… jeg kan bare ikke nævne det til nogen.

Jeg skammer mig noget så groft. I 3 år har jeg haft skiftende psykologer og psykoterapeuter, og været på forskellige centre. Jeg kom nogenlunde op igen, men for ikke længe siden stoppede jeg så i behandlingen for at få en pause, og se om jeg kunne stå på egne ben. Jeg er selvfølgelig væltet. Ligenu venter jeg så på at der kommer til at starte noget op med mig igen, så det er ikke fordi at vi ikke gør noget.. Jeg er bare så ked af det. Så bange. Der er før blevet spredt rygter om mig pga. mine diagnoser, da jeg stolede lidt for meget på en pige. Nu har min ven muligheden for at gøre det igen….

Og jeg har lige fået det godt på en skole, for første gang. Jeg føler mig forkert. Dum. Frygtelig. Noget som ikke passer ind, ikke hører til. Det er som om at ligemeget hvor jeg går, skaber jeg problemer og drama. Jeg føler at min fortid følger efter mig, på trods af at jeg er flyttet byer 4 gange, og gået på 7 forskellige skoler. Det er bestemt ikke for at ynke (eller måske, øh?), men jeg føler mig mere alene end længe. Jeg er så træt.
 
Jeg har altid været hende den kloge pige. Hende der fik 10 og 12 i alt. Da jeg startede på gymnasiet var det med enorme forventninger fra alle omkring mig. Jeg gik selvfølgelig helt ned, og droppede ud. Nu går jeg i tiende klasse. Mine karakterer har aldrig nogensinde været så lave. Næste år skal jeg sikkert have en SOSU, på trods af mine store drømme om fremtiden. Jeg kan ikke finde ro.

Den eneste person jeg nogensinde har givet alt til, er min ekskæreste. Aldrig i mit liv har jeg elsket på den måde. Aldrig har jeg følt mig så tryg. Og det lyder sikkert desværre bare som teenagepjat det hele. Men han var virkelig min eneste ene, i mine øjne. Han forlod mig til fordel for en, som hader mig værre end pesten. Og selvom at jeg finder en der er bedre, har det bare knust mig. Jeg føler ikke at jeg kan stole på nogen længere…. Jeg vil bare gerne være glad. Min familie tager det ikke så seriøst længere. De er vel vant til at jeg er syg.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år, tak for dit brev med overskriften "Jeg kan ikke overskue mit liv"
 
Jeg synes, du på en god måde formår at beskrive din situation - og jeg synes ikke brevet er så rodet, som du måske tror.
 
Jeg kan godt forstå, at du har svært ved at overskue dit liv, du har jo efter hvad du skriver haft mange negative oplevelser, bl.a. med at du er blevet mobbet og tæsket og også er blevet afvist af din far, som du beskriver som alkoholiker. Oveni det har du flyttet meget og gået på 7 forskellige skoler. (Det er mange ting at skulle overskue, så der er ikke noget at sige til, hvis du ind i mellem synes, det bliver svært!)

Du skriver, at du gennem mange år har haft mange forskellige diagnoser og nu er bange for, at du (igen?) skal "smides" på lykkepiller. Men jeg tænker på, om ikke disse diagnoser dækker over de problemer, du har med at finde ud af dit liv og meningen med tilværelsen?

Dette er jo ikke udtryk for noget sygeligt, men det er nogle almene overvejelser, man gør sig - både som ung og som mere voksen. Det er så muligt, at du ikke har haft mulighed for at tale med andre om disse tanker. Du skriver, at du gennem 3 år har haft skiftende psykologer og psykoterapeuter og at du gerne ville holde en pause - men at det ikke gik så godt med det.

Jeg tror, at det er vigtigt, at du genoptager kontakten med den psykolog, du følte havde størst forståelse for din situation - (eller en ny) og at I så prøver at holde fast i kontakten. Der er meget, der skal tales om og gennemarbejdes, så her gælder det om at udvise tålmodighed. Vi ved fra forskning at det betyder meget for et samtaleforløbs succes, at der er en god kemi imellem psykolog og klient, så måske har du bare været uheldig at løbe ind i psykologer, som du ikke rigtig svingede med..?
 
Du skriver, at du bare gerne vil være glad, men at du lige nu er ked af det og bange. Du føler dig svigtet af din ekskæreste og synes selv, at du til tider drikker for meget.

Jeg tror, at alt det, du har oplevet, har ført til, at du lige nu ikke har ret meget selvtillid og selvværd. (Og m.h.t. dette synes jeg også, at det er vigtigt for dig at fastholde kontakten med psykologen.)

Du skriver også, at din familie ikke tager det så seriøst med dig, og at "de er vel vant til at du er syg". Gælder det mon hele din familie, eller er det kun din mor, du tænker på? Du har tidligere kunnet tale med hende om alt - men det er åbenbart svært at tale med hende nu. Men måske vil hun faktisk gerne hjælpe dig- men aner ikke, hvad hun skal stille op?

Måske kunne det være en ide at ringe til BørneTelefonen og snakke med en rådgiver om, hvad det mere konkret gør det svært lige nu at tale med din mor, så du måske kan få nogle ideer til, hvordan I evt. kan nærme jer hinanden igen..? Chatten her på hjemmesiden kunne måske også være et godt sted at starte, hvis du har det bedre med at skrive med en rådgiver..?

Mange hilsner BørneBrevkassen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat