Kære pige på 14 år,
Hvor er det er godt du skriver. Du beskriver dine følelser utrolig flot. Jeg kan godt forstå, at det gør dig frustreret at føle så stor vrede mod din storebror. Du skriver, at du ønsker at alt var som før dine forældre blev skilt. Den følelse ved jeg, at rigtig mange børn i skilsmissefamilier, kan genkende og forstå.
Jeg ved, at rigtig mange børn har det med deres søskende, som du har det med din storebror – især når man er teenager, som I begge to er nu. I teenagealderen sker der ofte mange forandringer. Fx mærker man sine følelser anderledes og stærkere end før. Man begynder også at have sine egne meninger og holdninger, og det kan godt føre til flere diskussioner. Måske kan du genkende det?
Især i teenagealderen kan man godt opleve, at ens følelser vokser sig meget store. Når man fx bliver sur, som du gør når din storebror irriterer dig, kan vreden vokse sig så stor, at der slet ikke er plads til den i kroppen. Så får man lyst til at råbe, slå og sparke – man kan føle, at vreden kan komme ud af kroppen på den måde. Jeg tænker på, om det er sådan du har det?
Man kan få de mest forfærdelige tanker, når man bliver meget vred. Tanker, som man aldrig ville få, når man er glad og har det godt. Jeg tænker, at det måske er det, der sker, når du får lyst til at slå din storebror ihjel? Når man har det sådan, er det meget normalt at få den tanke, at der må være noget galt med én. Man kan tænke, at man er helt unormal og forkert. Måske er det sådan, du har fået tanken om, at du kan have ADHD?
Læger og fagpersoner kan vurdere, om du har ADHD. Et godt sted at starte kunne være at besøge sundhedsplejersken på din skole, tale med din lærer – eller tage en tur til lægen med din mor eller far.
Men jeg tror ikke, at du har ADHD. Ud fra dit brev kan jeg se, at du har brug for hjælp til at ændre nogle ting i din hverdag. Måske både i skolen og derhjemme. Og man kan have brug for at ændre nogle ting, uanset om man har ADHD eller ej.
Du skriver, at dine forældre ikke ved, at du har det dårligt psykisk og næsten ikke kan klare skolen lige nu. Mon du har mod på at fortælle dem om det? Det kan være rigtig hårdt, at gå alene med de følelser, som du har. Når man siger det højt, kan det føles som om, der bliver løftet en tung sten fra ens skulder. Dine forældre kan også hjælpe dig med at kontakte skolen eller måske lægen.
Det kan være svært at skulle dele sine følelser, med sine forældre. Man kan være bange for, at de ikke forstår det, eller ikke lige har tid til at høre på en. Hvis du har mod på det, kan du sige: “Jeg har brug for at fortælle dig noget, som jeg synes er svært. Har du tid til at tale?”
Du kan også vælge at skrive et brev. I dit brev til BørneTelefonen har du vist, at du er rigtig god til at beskrive dine følelser og tanker. På den måde kan du sikre dig, at du får fortalt alt det, du gerne vil. Når dine forældre – eller én af dem – har læst brevet, har de sikkert nogle spørgsmål. Så kan det være lidt nemmere at få snakken igang. Hvad tænker du om den løsning?
Du skriver, at du altid har et savn til den ene af dine forældre. På BørneTelefonen taler vi med rigtig mange børn, der har det lige præcis sådan, fordi deres forældre er skilt. Derfor har vi lavet en hjemmeside om emnet, hvor du kan få råd og hjælp til alle de udfordringer, der følger med det at være skilsmissebarn. Du kan finde siden her.
Jeg håber mit svar har hjulpet dig, og givet dig nogle ideer til, hvordan du kan komme videre. Du er altid velkommen til at kontakte os på 116 111 eller på sms eller chat. Her sidder der altid en voksen parat til at hjælpe dig.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
