Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Andre siger at jeg er tyk

Hej børnetelefonen.

jeg er er pige på 46kg og 164cm høj.

Da jeg startede på min nye skole sagde nogle at jeg var tyk…

Nu er der gået to år. I min klasse går der en pige der er under vægtig, hun har sagt til mig og andre at jeg er tyk. Min familie siger at jeg ikke er tyk. Nu er jeg i et dilemma om hvad jeg skal gøre??

KH: pige 12år

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Tak for dit brev. Vi er alle sammen forskellige, og ligeledes er vores kroppe. Derfor skal man passe på med at sammenligne sig selv med andre – heller ikke andre på samme alder. Vi er nemlig alle bygget forskelligt - nogle er spinkle og andre er mere robuste. Men begge dele er både naturligt og helt normalt.   

Ens højde og vægt er nemlig bare tal. Derfor kan man heller ikke ud fra de tal alene sige noget om, hvorvidt en person er for tyk eller tynd. 

Når det er sagt, så kan jeg godt forstå, at det har gjort dig usikker og ked af det, når der er en pige fra din klasse, som har sagt til dig og andre, at hun synes, at du er tyk. Det er bare så ærgerligt, når der er nogen, der bagtaler andre i en klasse – for det er virkelig sårende for den det går ud over. Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært, men jeg synes at du skal prøve at glemme det, hun har sagt. Prøv om du kan sige til dig selv, at det ikke er sandt. Tror du, at du kan det?

Det kan nemlig være, at hun har sagt det, fordi hun selv er ked af sin vægt? Og så handler det altså mere om hende end om dig. 

Du skriver, at din familie siger, at du ikke er overvægtig. Det synes jeg, at du skal lytte til – de kender dig. Du kan også vælge at snakke med sundhedsplejersken på din skole eller med din lærer. Husk, det vigtigst er, at man føler sig sund og stærk - ikke hvad man vejer. Og husk også, at i din alder ændrer kroppen sig meget - den får mere fedt for at kunne danne bryster og kvindelige former. Det er sundt og helt naturligt. 

I en klasse kan der godt komme alt for meget fokus på, hvor meget man vejer. Det er bare ikke særlig godt - for det kan føre til, at nogen begynder at gå på slankekur. Slankekur er ikke en god ide, når man vokser meget og har brug for god mad for at kunne udvikle sig. Derfor synes jeg, du skal fortælle dine forældre og din lærer, hvis der kommer sådan en snak i klassen. For nogle piger kan en slankekur nemlig udvikle sig til en spiseforstyrrelse. Og det er selvfølgelig meget alvorligt. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar? Ellers er du meget velkommen til at ringe til børnetelefonen på 116111. Her sidder der altid en sød rådgiver klar til at snakke og lytte til dig.   

De bedste hilsner
BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat