Kære pige på 13 år
Jeg ved ikke om man helt sikkert kan sige, at det er din veninde der 'smitter' dig med lus. Måske får I tanken, fordi du ved, at hun har lus? Men der er rigtig mange som har også har lus, uden at de siger det eller måske selv er klar over, at de faktisk har lus. Derfor kan der være andre, som har lus og ikke ved, at de kan 'smitte' andre. De kan altså komme til at smitte hinanden, uden man egentlig vil det.
Jeg tror, at det er godt at være helt åben og ærlig overfor din veninde. Du kan godt sige det på en pæn og hensynsfuld måde. En måde at snakke om det, kunne være at sige til din veninde, at du rigtig tit har lus, og du gerne vil undersøge om I går og smitter hinanden, derfor foreslår du, at I undersøger jer selv inden i kommer i skole om morgenen eller får jeres mor til det, eller I kan undersøge hinanden når I kommer i skole. I den næste periode skal I begge sørge for at holde håret i elastik eller med bandana på.
Du kan fortælle din veninde, at når du får lus, er det utrolig svært at få dem ud igen fordi du har så stort og tykt krøllet hår, og at den specielle shampoo er rigtig dyr. Men jeg tænker også, at din veninde bruger meget tid og penge på at blive lusefri - ligesom du?
Jeg syntes du skal sige til hende, at uanset, hvad I finder ud af i jeres undersøgelse, altså om hvor lusene kommer fra, så skal I gøre alt, hvad I kan for at udrydde lusene. Det er vel egentligt mest vigtigt, at I to er sammen i kampen, for det er ikke til at sige 100% sikkert, hvor lusene kommer fra.
Jeg tænker, at hvis du er åben om problemet, så vil din veninde også forstå, hvis I bliver nødt til at gøre noget andet i en periode og eventuelt sidde et andet sted i klassen, for at få udryddet lusene. På denne måde kommer det til at virke som et samarbejde om problemet. Og det er nok det bedste - for igen, så er der mange, der er ramt af lus her i højsæsonen.
Du kan fortælle din veninde, at luseproblemet ikke har noget med jeres venskab at gøre. Men kan være en jeres fælles mission, at I bliver lusefrie længst tid muligt.
Jeg ved godt, at ikke alle familier tager luse problemet alvorligt, og derfor bliver lusene ved at dukke op. Måske kan du og din veninde så snakke med læreren om det og få hjælp med at snakke med familierne. Måske burde hele klassen være med til at udrydde lus i jeres klasse - det vil være den bedste måde at udrydde lus?
Mange har gode erfaringer med at bruge almindelig balsam i håret, som de lader sidder i noget tid i vådt hår. Man kan så bruge en tættekam og rede lusene ud. Man får ikke æggene med, derfor skal denne metode gentages 3-4 gange med 3 dages mellemrum, så man får de æg der bliver udklækket. Der er også nogle lusekamme så går rigtig tæt på hårstråene, som bør kunne få æggene af - men måske er den slags metalkamme for hård ved håret?
Kærlig hilsen
BørneTelefonen