Kære pige på 13 år
Tak for dit brev. Du spørger til, hvordan du skal håndtere, at dine bryster nu er blevet større en din mor, søster og lærers, og jeg har godt forstå, at du ikke helt ved, hvordan du skal forholde dig i denne nye situation.
Det kan være svært at følge med, når kroppen ændrer sig, og man får bryster. Alle kroppe udvikler sig i forskellig fart og på forskellig måde. Og der er egentligt ikke rigtig noget du kan gøre ved det selv. Jeg kan dog sagtens forstå, at det er specielt pludselig at have større bryster end andre piger og kvinder omkring dig.
Vi taler med mange, der oplever at kroppens udvikling gør dem usikre, forvirrede eller utilfredse med deres krop.
Nogle er kede af, at de har bryster, der ikke ser ud på en bestemt måde. Men ligesom resten af kroppen kan bryster have helt forskellig størrelse og form.
Nogle føler også, at det er svært at være senere eller tidligere udviklet end de fleste. Der er nogle, der synes, at det er en hjælp at gå i løse skjorter, hvis de er utilpasse med deres brysters størrelse. På den måde kan fokus bliver fjernet lidt fra brysterne, hvis altså det er det du har brug for. Kan du mon komme i tanker om noget tøj, du føler dig tilpas i?
Du spørger også, om du skal fortælle din lærer, hvordan du har det – og det synes jeg lyder som en rigtig god idé, især hvis du har et godt forhold til ham/hende! Det kan være, at din lærer også har nogle gode råd til, hvordan du kan håndtere det. Din lærer har den fordel, at hun/han kender dig, så måske er der noget jeg ikke har tænkt på, som hun/han har.
Jeg kender ikke til muligheder for at få mindre bryster uden operation. Og måske vil det ikke være nødvendigt? Nogle får opereret deres bryster mindre, fordi de får ondt i ryggen, men jeg tror, at langt de fleste vænner sig til deres store bryster, som bliver en del af hvem de er. Det kan være, at det bliver noget andet for dig også, når alle i din klasse har fået bryster.
Det kan nemlig godt være svært at være en af de første der kommer rigtig i puberteten, men når flere og flere gør forsvinder man bare lidt i mængden.
Hvis du har mod på det, tænker jeg også, at det kunne oplagt for dig at tale med din læge om, hvordan du har det. Din læge kan fortælle mere om om der er nogle muligheder for at få dem mindre, og ellers kan din læge muligvis fortælle dig noget om, hvor længe endnu de vil vokse. Det kan være, at det vil give dig en fornemmelse af hvor langt du er i din udvikling, og måske kunne det være rart for dig med lidt vished.
Kunne du mon også tale med din mor om, hvordan du har det? Det kan være I kan finde nogle bh’er som giver dine bryster god støtte og som ikke har push-up (som kan få dem til at fremstå større). Måske har I allerede gjort det?
Når det er sagt, så vil du nok også møde piger og kvinder i dit liv, som ville ønske, at de havde større bryster, så måske vil du en dag være rigtig glad for dine bryster, som de er nu. Det siger jeg ikke for at underminere dit problem. Hvis du synes, at de er et problem, så er de et problem!
Jeg håber at du kan bruge mit brev. Og hvis du har brug for flere råd, kan du ringe til os på 116111.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen