Hej dreng på 17 år
Tak for dit meget ærlige brev. Jeg kan godt forstå, at du kan komme i tvivl. Jeg ved ikke, hvad dem omkring dig siger til dig. Men det lyder ikke som om, at de rigtig har hørt, hvad du siger. For det står klart i dit brev: Du har altid følt dig som en dreng, og du har altid følt dig sikker på det.
Du spørger i dit brev, om du er transkønnet. Det kan jeg desværre ikke svare dig klart ja eller nej på. Det er noget, som du må finde ud af. Men jeg har i dette svar til dig lagt vægt på, at du skriver meget tydeligt, at du føler dig som en dreng og ikke kan lide din krops kvindelige former.
Du spørger også om transkønnethed er et valg, og til det vil jeg svare: Nej, det er ikke mit indtryk, at det er noget, man selv vælger.
Når folk omkring dig, får dig til at tvivle, er det så fordi, du har talt med dem om dine tanker, og hvad du føler med din krop? Det er nemlig mit første råd og det allervigtigste råd til dig: At snakke med nogen, du er tryg ved og høre dig selv sige det højt.
Selvom du måske føler, at du har prøvet mange gange at forklare det, kunne det så tænkes, at du kunne prøve igen? Måske med en, som du holder meget af og føler dig tryg ved? Måske kunne du have mod på at vise nogen dit brev?
Mange mennesker ved ikke ret meget om transkønnethed. Manglende viden kan gøre, at folk reagerer uheldigt, og ikke får hørt ordentligt efter. Der er desværre også mange, som bliver utilpasse eller afvisende ved at tale om ting, som de måske har svært ved at forstå.
Så kan man prøve at sige til dem: “Selvom du har det helt anderledes med din krop, end jeg har det med min, så prøv at høre, hvad jeg fortæller dig, om hvordan jeg har det med min krop.”
Du ved bedst, hvordan det føles at være dig. Ingen andre kan gøre sig til dommere over, hvordan du bør føle og tænke. Hvis du oplever, at nogen vil blande sig meget i, hvad du føler og tænker, så er det helt i orden at sige fra over for dem.
Jeg synes du er god til at sætte ord på dine følelser. Det er en rigtig god evne at have, og den skal du holde fast i.
Måske kunne du have lyst til at tale med nogen, som har meget erfaring med transkønnethed – måske med andre unge med samme udfordringer? Hvis du har lyst til det, så kan du kontakte LGBT+ Ungdom.
Til sidst vil jeg skrive lidt om kønsskifte.
For at få kønsskifte skal du tale med din læge, som kan henvise dig videre til sexologisk klinik. Her er der samtaler, observationer og vurderinger gennem 2 år. Man kan godt komme i et forløb fra man er 12 -17 år, og her er der også mulighed for at få hormoner, som stopper den hormonelle udvikling. Men det er lægernes vurdering, der afgør mulighederne.
Der er flere former for kønsskifte. Der er det hormonelle kønsskifte, det juridiske og det kirurgiske. Ved det kirurgiske fjerner man æggestokke og livmoder. Ved det juridiske kønsskifte, skifter man de sidste numre i sit cpr. nr til det køn, man føler sig som. Du kan læse mere her: http://www.sexlinien.dk/emneside-seksualitet-og-koen/koensskifte.aspx
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlige hilsner BørneTelefonen