Brev

Ulykkeligt forelsket i min bedste ven

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år!

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver og fortæller om alt det, du har på hjertet omkring fyren. Jeg kan godt forstå, at det fylder meget for dig.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at det må være rigtig hårdt for dig at vide, at den fyr du er så glad for og forelsket i, har en anden kæreste. Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvorfor det mon ikke er dig, der er hans kæreste? Særligt når han giver udtryk for, at han også er rigtig glad for dig, og kalder dig søde ting i telefonen. Egentlig tænker jeg, at det heller ikke er helt fair overfor den pige, han er kæreste med, som du også skriver i dit brev. Selv om afstanden mellem jer er stor, og I måske ikke kan ses så tit, kunne I måske godt få det til at fungere som kærester alligevel? På mange måder er jeres forhold jo som et kæresteforhold (at I snakker sammen hver dag, de ting I kalder hinanden og siger til hinanden osv).

I forhold til jeres skænderi forleden dag tænker jeg, at det var rigtig godt, at du blev sur på ham og lod ham forstå, at det ikke er i orden, at han ikke svarer dig. Jeg tænker, at du på den måde markerede din grænse for, hvad du vil finde dig i. Måske føles tingene som om, at de er blevet forandret, fordi han er blevet overrasket over, at du nu siger fra overfor ham på en måde, som du ikke tidligere har gjort? Hvis han fx er vant til, at det er ham der kan ’styre’ det hele og kontakte dig, når han har lyst?

Jeg tror også, at grunden til, at du bliver sur og ked af det over, at han ikke svarede dig netop er, at du er forelsket i ham, og at det derfor betyder meget for dig, at du ikke føler dig glemt eller ligegyldig for ham. Måske blev det hele for meget for dig den dag? Det er jo længe, du har været forelsket i ham, mens han har haft en anden kæreste. Jeg tror, det er vigtigt at se i øjnene, hvor hårdt det er. Hvis han gerne ville beholde sin kæreste og bare være venner med dig, skulle han holde det til det, og lade være med at kalde dig alle de søde ting, sige at han elsker dig og gå i seng med dig. Jeg synes, at han på den måde opfører sig som om, at I var kærester – og så har han alligevel en anden kæreste… Gad vide hvordan han ville reagere, hvis du ringede til ham og sagde, at du havde fået en kæreste? Det ville han sikkert ikke blive særlig glad for.

For at passe på dig selv tænker jeg, at det bedste du kan gøre er, at få en afklaring på dit forhold til fyren. Jeg tror ikke, det vil være godt for dig at fortsætte, som det er nu. Det lyder som om, at det bare gør dig sur, fortvivlet og ked af det. Jeg synes, at du skal tage en beslutning om, om du vil være kæreste med ham, eller om du kan ’nøjes’ med at være venner med ham. Hvis du vil være kærester med ham, må du gøre det klart for ham, at han skal afslutte forholdet til sin nuværende kæreste. Hvis du derimod vil være venner med ham, synes jeg, du må sige til ham, at han skal holde op med at kalde dig søde ting og opføre sig som om, I var kærester. Det kræver selvfølgelig også, at du selv kan holde det. En sidste mulighed er, at du helt afbryder forbindelsen til ham, selv om det er svært. Måske kan du også afbryde den i et stykke tid, og sige til ham, at du har brug for en pause, så du kan tænke dig om, og finde ud af om du vil fortsætte som venner, kærester eller slet ikke.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig til at se og overveje, hvordan DU ønsker, at dit forhold til drengen skal være i fremtiden, så du også passer på dig selv i det.

Jeg ønsker dig alt held og lykke.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat