Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

mental health

hej, jeg er en ung pige på 17.

jeg har lidt baggrunds historie som er godt at vide så det giver mening til sidst

jeg har kæmpet siden 8 klasse (da jeg var omkring 14) med en spise forstyrrelse (anoreksi). det er blevet bedre og jeg har ikke samme udfordringer med at spise længere, det kan dog være svært i perioder, jeg har også haft gået til psykolog men jeg går der ikke længere.

omkring samme tid ville mine forældre skilles, men valgte efter en måned at blive sammen. og jeg havde på dette tidspunkt også en kæreste som udnyttede mig, og derudover har lavet det jeg vil betegne som et overgreb. jeg mener det har påvirket mig på mange forskellige områder.

jeg virker udad til som “en sød, normal genert pige” men jeg har problemer med at sove, jeg føler mig virkelig alene, jeg har ikke et godt forhold med mine forældre og jeg har svært ved forhold.

jeg har mødt en dreng, vi er senere hen blevet kærester. og jeg elsker ham virkelig højt, han støtter mig. og er bare generelt rigtig god for mig. jeg havde dog svært ved at binde mig til ham i starten pga. det der skete med min ex. men nu føler jeg at jeg er blevet for meget, og jeg er bange for jeg tog et forkert valg da jeg sagde ja til at komme sammen. jeg ved ikke om jeg var klar til det på tidspunktet fordi jeg på daværende tidspunkt gik i niende, og alt dette stående ovenfor skete året før.

jeg har nu for ikke så længe siden opdaget et brev min bedste veninde har skrevet til ham, og han har skrevet med hende bag min ryg i flere måneder. det har ikke gjordt noget godt for mig mentalt. jeg er rigtig bange for at han går fra mig eller at jeg ikke føler mig god nok til ham.

han bliver ved med at fortælle mig der aldrig har været noget. men jeg kan ikke lade være med at tænke det omvendte. jeg har lige nu rigtig meget at kæmpe med. da det hele vendte tilbage efter jeg fandt ud af det. jeg har flere maridt omkring ham ikke der ikke vil have mig længere. og jeg har fået rigtig slem jalousi.

jeg prøver at snakke med ham om det da det engang i mellem vender tilbage, men han bliver ved med at svare “det har vi snakket om” og jeg har nu lidt opgivet at snakke med ham om det da det ikke hjælper på noget.

lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre længere, jeg er rigtig bange for at miste ham pga. han giver mig så meget glæde, men jeg ved ikke om det ville være det bedste bare at lade ham gå, jeg er bare rigtig bange for at mine problemer bliver meget være…

jeg har virkelig brug for nogen der kan give mig lidt hjælp, jeg ved ikke hvem jeg skal gå til længere.

vh. den anonyme pige

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år.

Hvor er jeg glad for, at du har skrevet herind. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at give dig muligheder for at få hjælp. Du lyder som en pige, der har været rigtig meget igennem og har oplevet svære ting i dit liv. Du har også søgt og fået hjælp tidligere, hvilket er rigtig godt. Det viser mig, at du har mod og vilje til at gøre noget for at få det bedre.

Der er rigtig mange unge, som skriver herind, der har det på samme måde som dig. De virker udadtil glade og helt normale, men indeni har de det svært. Og når de er alene, overmander følelser og tanker dem. Det kan der være mange forskellige årsager til.

For dig tænker jeg, at du mangler at få bearbejdet de dårlige oplevelser du havde med din exkæreste. Jeg kan sagtens forstå at overgrebet har påvirket dig. Jeg tror også at det kan være med til at gøre dit nye forhold svært.

Måske også dine forældres skilsmisse, som så alligevel ikke endte i skilsmisse. Men jeg tænker, at det nok har påvirket dig alligevel.

Du skriver, at du har gået til psykolog, men ikke gør det mere. Mon du kan genoptage dine snakke med psykologen? Jeg tænker, det vil være en god ide at få snakket med en, som du ikke er tæt på. Og jeg tænker, at du måske er fortrolig med den psykolog, som du gik hos. Mon det kunne være en mulighed?

I forhold til din nuværende kæreste virker det som om, du virkelig er glad for ham. At du ikke har lyst til at miste ham. Jeg tænker, at dine tanker og følelser i forhold til ham og din bedste veninde er helt normale.

I og med at du før har oplevet at blive behandlet dårligt af en kæreste, så er det helt klart, at du reagerer, som du gør. Du har prøvet at snakke med ham, hvilket jeg tænker er super sejt og det helt rigtige at gøre.

Jeg kan blive i tvivl om din kæreste mon helt ved, hvordan du har det. Mon han ved, hvilke tanker du går med, og hvorfor du har det, som du har det i forhold til, hvad du har været igennem?

Mon det kan være en mulighed for dig at snakke med ham, hvor du fortæller ham det hele eller kan du måske skrive et brev til ham, hvor du fortæller, hvordan du virkelig har det? Hvad mon du tænker om det?

Du skriver, at det er din bedste veninde, som har skrevet sammen med din kæreste. Har du mon snakket med hende om, hvordan du har det med det? Og om hvilke tanker og følelser det vækker hos dig. Er det måske en mulighed at snakke med hende om, hvad det betyder for dig, at de skriver sammen?

Det er virkelig godt, at du har skrevet herind, og min bedste anbefaling til dig lige nu er at få genoptaget snakkene med en psykolog. Jeg tænker, du har mange tanker og følelser, som du mangler at få bearbejdet. Jeg vil også anbefale dig at fortælle din kæreste, hvordan du virkelig har det, og hvorfor du har det sådan. Du kan eventuelt skrive et brev. Og jeg vil også anbefale dig at snakke med din bedste veninde.

Jeg føler mig overbevist om, at du klarer dig igennem disse udfordringer. Det siger jeg, fordi du allerede har søgt og fået hjælp en gang før, og fordi du har skrevet herind. Det viser mig, at du ønsker at få det bedre. Husk du altid kan ringe til børnetelefonen, hvis du har brug for at snakke med en voksen på 116111.  

Pas på dig selv.

De kærligste hilsner fra Børnetelefonen.

 

 

 

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat