Kære 13 årige dreng,
Tak for dit ærlige brev. Hvor er det godt, at du har en kæreste, som du er glad for. Det er også fint, at I en gang mellem har sex, så længe I begge er helt enige om det, og at I sørger for at beskytte jer.
Da du er 13 år, er det vigtigt, at I er på samme alder. Der er nemlig noget, der hedder den seksuelle lavalder. Det er en aldersgrænse, der er lavet, for at beskytte børn imod at voksne (eller unge over 15 år) har sex med dem. Derfor er det ulovligt, hvis din kæreste er over 15. Du kan læse mere om det her: http://www.sexlinien.dk/emneside-rettigheder-og-overgreb/seksuel-lavalder.aspx
Det er meget almindeligt, at det kan gå lidt stærkt, når man har sex i din alder. Og det er helt i orden! Når du får lidt mere erfaring, og lærer din krop bedre at kende, vil du nok få lidt mere kontrol over det.
Du skriver, at du kommer ALT for hurtigt. Jeg ved jo ikke, hvad du sammenligner med, men der findes helt sikkert historier, hvor folk overdriver deres evner, når det kommer til sex. Nogen får også nogle urealistiske forventninger til deres evner, hvis de f.eks. har set porno. Porno er skuespil, og der er en masse filmtricks der gør, at det ser ud som om, at de mændende kan holde meget længe.
Det kan være en god idé, at du og din kæreste tager en snak om, hvad du føler og hvad hun føler. Det er jo slet ikke sikkert, at hun har den samme opfattelse som dig. Og så kan du måske prøve, om I kan tage den med ro, hvis du kan mærke, at du er ved at komme. Ved f.eks. at prøve en anden stilling, eller tage tempoet lidt ned. Det handler nok mest om at prøve sig frem og ikke gå i panik, hvis du alligevel kommer. Det er jo kun fordi, at du synes, at det er dejligt.
Jeg synes, at du skal tage det helt roligt og så skal du nok få mere styr på din krop på et tidspunkt.
Kærlig hilsen
Børnetelefonen