Brev

Kærlighed og pinlige forældre!

Hej Brevkasse.
Jeg er en pige på 17 år som går i 1.g. Lige for tiden synes jeg alting er lidt forvirrende og frustrerende – både i forhold til drenge og kærlighed og mine forældre. Jeg synes det er lidt svært at skrive det her brev, for jeg er jo sådan forholdsvis gammel og burde kunne finde ud af de her ting selv. Men det kan jeg altså ikke…
Så her er alt det der fylder i mit hoved: Okay måske er det lidt langt men altså…Jeg startede jo i en ny klasse efter sommerferien, og inden første skoledag havde jeg været rigtig nervøs over om jeg nu ville få nogle venner i klassen. Men det har der slet ikke været nogle problemer med. De er de sødeste mennesker alle sammen, og jeg er allerede ret tætte med nogle af dem, så det er super dejligt!
Blandt dem jeg snakker mest med, er der en rigtig sød fyr. Vi har været sammen nogle gange, har sovet hos hinanden efter fester og så vi har også kysset. Jeg tror gerne vi begge vil noget mere end bare at være venner, men dét at vi går i klasse sammen holder mig tilbage. Jeg er bange for det bliver underligt og akavet hvis nu det ikke holder.
Noget helt andet er mine forældre. Det er lidt svært at forklare, men jeg prøver. Altså mine forældre er søde nok, det er slet ikke det, jeg synes måske bare de er lidt pinlige når jeg har folk med hjemme, og specielt når det er drenge… Jeg HADER at have folk med hjemme hos mig. Jeg har prøvet at sige til mine forældre, at jeg synes de er lidt pinlige når jeg har folk med hjemme, men så spørger de bare, hvad det er, de gør, der er så pinligt, og det kan jeg ikke rigtig svare på. For de gør jo ikke sådan nogle helt bestemte ting der er pinlige, det er nok bare sådan noget “teenage-noget” der gør at jeg synes de er pinlige…
Jeg har heller aldrig været speciel tæt med hverken min mor eller far, så alt sådan noget med fyre og forelskelse er noget jeg kun snakker med mine veninder om. Derfor hader jeg også at sige til mine forældre hvis jeg fx skal hjem til ham fra klassen eller hvis han kommer hjem til mig…
Så jeg har to spørgsmål:
1. Jeg kan virkelig godt ham fyren og tror også han kan lide mig. Er det mærkeligt at blive kærester selv om vi går i klasse sammen?
2. Hvad kan jeg gøre for ikke at føle at mine forældre er så pinlige. Og hvad kan jeg gøre for at blive mere tryg ved at fortælle ting til dem?
Kærlig hilsen L

Pige, 17 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære L

Mange tak for at skrive herind. Du er bestemt ikke for gammel til at spørge om råd - det bliver man vist aldrig, du er meget velkommen. Jeg kan godt forstå at du synes du sidder i et dilemma både med den søde dreng i klassen og med dine forældre som både er søde men også pinlige.

Det er dejligt at du har fundet denne søde fyr i klassen, uanset om I vælger at blive kærester eller ej, så har I noget sammen, og de må man godt nyde. Rigtig mange unge finder en kæreste fra klassen, og tit er man kærester i noget tid og når det er slut, kan det godt være svært at være i samme klasse, især hvis det er den anden der slog op og man måske ser den anden med ny kæreste. Ja det kan føles akavet. Måske kan du stille dig selv nogle spørgsmål for at finde frem til, om du synes det er for mærkeligt at have en kæreste i samme klasse: vil jeg kunne snakke med ham om dilemmaet ved at være i samme klasse, det kan måske være distraherende og svært når vi måske ikke skal være sammen som kærester mere? Hvordan vil vi takle eventuelle spørgsmål fra andre fra klassen?

Med hensyn til om dine forældre er pinlige eller om det er noget teenager noget, så er følelsen der jo, at de er pinlige, derfor er det en rigtig god ide at finde frem til, hvad du/I kan gøre for at ændre på den følelse. Jeg tænker, at du kan gøre det på to måder…

Du kan vælge at fortælle dine forældre, at du har denne følelse og at du ikke kan forklare hvor den kommer fra, men at du virkelig ønsker at snakke om det. I kunne jo lave nogle regler for, hvad der er i orden at sige/gøre og ikke sige/gøre, når du har venner hjemme.

Du kan også vælge at lære mere om dine forældre, og de lærer mere om dig, det kan I eventuelt gøre ved at snakke om deres fortid, de kan fortælle hvordan deres teenagertid var, hvordan de havde det hjemme, hvordan mon de mødte hinanden og du kan fortælle om dit teenageliv, måske fra skolen, bare noget der også giver dine forældre indsigt i, hvem du er og hvordan dit liv er. Jeg tror at jo mere man kender til hinanden, jo lettere er det at finde trygheden ved hinanden.

Det lyder jo til at dine forældre egentlig er ok, der er bare et par områder hvor I skal gøre lidt for at nærme jer hinanden. Nogen gange er det lettere at snakke med den ene forældre først, det kan være på en gåtur hvor man ikke sidder lige overfor hinanden - det kan løsne lidt op for det som kan føles svært at få gang i en snak om. Vil det være idéer, du kan bruge til at få hul på snakke med dem? Nogen gange kan det jo også være med en sms, man får taget hul på snakke - tænker det vil være lettere at sms'e til dine forældre, at du sover hos din ven eller spørger om det er ok? Det kan være, at de skriver tilbage, at det er godt du skriver hvor du er, så de ikke bekymrer sig eller hvad der nu lige vil falde dem ind. De flest forældre har jo selv været unge engang - og kan stadig huske hvordan det var...

Held og lykke med din ven. Du er selvfølgelig velkommen til at ringe herind til vores rådgivere eller chatte med os hvis du har brug for at snakke lidt mere. Vores nummer er 111-116.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen