Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

kærestesorger og spiseforstyrrelse

Nu er det sådan, at jeg er en pige, der har haft/har en spiseforstyrrelse.

Jeg har været helt opslugt af min sygdom, som desværre fik rigtig fat i mig og overtog alt pladsen for alt andet. B.la. min kæreste også.

Jeg havde til sidst ingen følelser, tanker eller noget som helst tilbage af mit ‘jeg’. Det kunne min daværende kæreste, blandt mange venner og bekendte ikke se en ende på, ved jeg nu.

Jeg tabte mig 20 kg på et halvt år. Han valgte at gå fra mig. Han kunne ikke holde min situation ud, hvad den gjorde ved mig, og ikke mindst hvad den gjorde ved ham. Han var ulykkelig, og jeg fattede ikke alvoren, og fik egentlig ikke specielt slemme kærestesorger i den tid.

Nu sidder jeg her tre måneder efter, accepteret min sygdom og har lært at håndtere den + mit gamle jeg. Jeg har fået mine værdier igen, mit jeg og mine følelser igen. Dvs jeg er ramt hårdt af kærestesorger, og jeg har aldrig savnet ham mere end nu. Jeg ved, han elsker mig, og jeg elsker ham, men det var alt for hårdt for ham. Nu har jeg set ham efter tre måneder , og det falder sammen med en masse 18 års fødselsdage og arrangementer, hvor vi ser hinanden. Vi har snakket kort sammen, og han holder afstand. Han har sagt indirekte og direkte ”han kan ikke se mig så meget, som vi gør ligepludselig, fordi ‘han ser mig stadig som mere’, men det vil han ikke risikere”. Han er bange for at elske mig, og når vi ser hinanden savner vi begge hinanden, men vi snakker ikke sammen, da han holder sig fra mig. Vi kyssede dog til en 18 års, da vi kom i kontakt og snakkede. Det er det, der sker, når vi kommer til at snakke. Vi kan mærke det gamle, og det er det, han frygter, ved jeg. Han var nærmest panisk bagefter. Jeg giver ham al den plads og tid, som han beder om. Jeg skal ikke være den, der hiver fat i ham, hvis jeg er uønsket.

Jeg savner ham, men jeg ved han også savner mig. Det er ulykkelig kærlighed, og han gik ikke fra mig, fordi vi ikke elskede hinanden. Han gik fra mig, fordi det var alt for hårdt.

Hvad gør man i en situation som nu? Jeg vil så gerne have ham tilbage, nu når jeg er ‘mig’ igen. Det ved jeg, han også kan mærke. Han er bange og jeg er i bedring med min sygdom. Har brug for råd.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år.

Det er godt at høre, at du har fået styr på din spiseforstyrrelse, og at du føler, du er dit gode gamle jeg igen. Flot kæmpet af dig, tillykke med det.

Nu, hvor du kan mærke dig selv igen, er det helt naturligt, at du mærker kærestesorgen og savnet af din ekskæreste. Jeg synes, at du har en fin forståelse for, hvorfor han gik fra dig. Du kan godt se, at det var sygdommen, han ikke kunne klare, og ikke dig.

Jeg forestiller mig, at han er blevet forskrækket over de stærke negative kræfter, han oplevede hos dig, da du var syg. Det kan være voldsomt at være vidne til, at en man elsker forsvinder på den måde. Mon han fik talt med nogen om det, eller mon han gik med det selv? Jeg spørger, fordi han nok har brug for at bearbejde de svære oplevelser, han har haft i sit forhold til dig. Hvis han kan dele det med en god ven, ville det være godt.

Det har nok heller ikke været en nem beslutning for ham, at stoppe jeres forhold på et tidspunkt, hvor du havde det rigtig dårligt. Jeg tænker på, om han mon har lidt dårlig samvittighed over det? Når han undgår dig, er det måske, fordi han skammer sig over, at han forlod dig? Måske skulle du fortælle ham, at du godt kan forstå, at han gjorde det. Og selvom det var hårdt, var det også en ok beslutning på det tidspunkt.

Sådan som du beskriver jeres forhold nu, lyder det som om, I stadig har masser af gode følelser for hinanden. Det lyder som om, at han gerne vil dig. Og det tror jeg, du skal holde fast i og stole på. Det lyder fint, at du giver ham både tid og plads. Bliv ved med det. Du skal blive ved med at være tålmodig med jeres forhold, så han får tid til at opdage, at du er dig selv nu, og at han roligt kan genoptage jeres forhold. Så er der en god chance for, at det lykkes.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

 

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat