Jeg føler mig som en bombe der er ved at sprænge af forelskelse.

Hej Børnetelefonen.

Jeg er en dreng på 15 år, som går i 8. klasse. Jeg er forelsket i en anden dreng fra min klasse.

For et år siden flyttede jeg skole til den jeg er ved nu (for at prøve noget nyt). Jeg er virkelig glad for min nye skole og føler at jeg har et godt forhold til de fleste drenge og piger i klassen. Siden jeg startede på skolen har jeg været meget interesseret i en dreng og vil meget gerne komme tættere på ham.

Som jeg skrev tidligere er jeg forelsket. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om at jeg er forelsket i ham. Jeg tænker faktisk næsten hele tiden på ham. Hans stemme, krop, hår, ansigt, humor, ALT. Og jeg ved godt det lyder skørt, men somme tider forestiller jeg mig endda at jeg er sammen med ham. Altså at jeg sover med ham eller kysser ham.

Jeg er virkelig bare helt ude i horisonten nogle gange. Men sådan har jeg det. Og det er virkelig dejligt, men på samme tid også virkelig frustrerende. For vi er jo samme køn.

Jeg har de seneste år gået og sprunget meget imellem at være til piger og til drenge. Altså det har virkelig været en god blanding. Men jeg har aldrig rigtigt været forelsket. Jeg har heller aldrig haft en kæreste eller noget i den stil. Så derfor virker det meget fjernt for mig. Især fordi at han er en dreng.

På en måde ville jeg ønske at det var en pige, fordi så var det bare lidt nemmere. Men jeg kan jo ikke ændre det. Det er bare sådan det er. Jeg har aldrig rigtigt kunne forestille mig sammen med en dreng. Eller det kan jeg jo så nu. Men jeg kan ikke forestille mig med andre drenge end ham. Og jeg aner virkelig ikke om han bare MÅSKE kunne have det på samme måde som mig.

Nogle gange virker han til at kunne lide mig. Andre gange afviser han mig nærmest. F.eks. har jeg nu prøvet flere gange hvor vi skulle med tog eller bus. Så har han virket skuffet, fordi han endte med at sidde sammen med mig. Andre gange opfører han sig som om at vi har kendt hinanden hele livet, og er bedste venner.

Det forvirre mig virkelig. Og for hver dag der går, føler jeg mig bare mere og mere forelsket. Som om at jeg er én stor ballon, der bare vokser og vokser.

Igen, så føles det virkelig dejligt. Men jeg føler også bare at det eneste der kan stoppe ballonen med at vokse, er at jeg fortæller ham det. Jeg ville bare ønske at jeg kunne kigge ind i hans tanker og følelser. Hvad nu hvis han faktisk er vild med mig. Men bare ikke tør sige det, ligesom mig. Der er jo kun et år tilbage før vi går ud af niende. Og så er det jo slut, hvis jeg ikke får fortalt ham det.

På den anden side er jeg overhovedet heller ikke klar til at “springe ud” overfor min familie og venner. Men det er jeg egentlig lidt ligeglad med. Jeg vil bare gerne være sammen med ham. Så jeg føler mig virkelig bare presset. Især fordi jeg ikke kan tale med nogen andre om det. Det er jo derfor jeg skriver herind.

Og selvfølgelig skal der også lige ske et kæmpe lockdown, så vi ikke kan komme i skole. Pågrund af den virus. Jeg føler mig bare så fuld indeni. Altså hvis i forstår. Jeg har så mange følelser og bekymringer, som jeg bare ikke kan snakke med nogen om.

Jeg er generelt også en meget indelukket person. Så det ville være noget af det mest grænseoverskridende for mig, hvis jeg skulle tale med nogen om det.

De seneste par år har egentlig bare ikke været særlig gode for mig. Hvert år tænker jeg, “nu må der sgu da ske noget godt!” Men det er bare ikke rigtigt sket endnu.

I 2018 fik jeg en skade i min albue, så jeg ikke måtte dyrke nogen form for sport i et helt år. I 2019 døde min bedstefar, og min bedste ven flyttede skole. (Hvilket egentlig også var grunden til at jeg flyttede skole)

Og nu, i år 2020 kan det nok heller ikke snart blive meget værre. Det eneste der holder mig oppe er, at jeg er forelsket. Men det bekymre mig også grænseløst fordi jeg ikke ved hvad der kommer til at ske i fremtiden.

Jeg håber at der sker en eller anden form for mirakel, så ham og jeg kommer sammen. Men helt ærligt. Hvorfor skulle det egentlig ske, nu hvor de seneste år bare har været et direkte helvede.

Jeg har det bare ikke særlig godt. Og der er ingen som ved det. For jeg kan ikke fordrage at dele mine følelser med andre mennesker. Og derfor har jeg også bare gravet mig selv ned i så dybt et hul, at jeg ikke kan komme op af det igen.

Derfor skriver jeg herind. For at få hjælp til at komme ovenpå igen. Fordi på den ene side føler jeg at den her forelskelse dræber mig. Men på den anden side er det også mega dejligt. Så jeg aner ikke om jeg bare skal give slip eller om jeg skal kæmpe for det.

For jeg vil virkelig gerne kæmpe for det. Men på en måde føler jeg bare at jeg kæmper for noget, som ikke kommer til at ske alligevel:(

Ved godt at jeg har skrevet en meget lang besked. Men jeg har simpelthen bare brug for at komme ud med det her nu.

Hvad skal jeg gøre?