Kære pige på 15 år,
Tak for dit brev! Det kan være meget forvirrende at være forelsket, og det kan være svært at finde ud af, hvad man skal gøre – og hvordan man skal gøre det. Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig.
Når jeg læser dit brev, får jeg det indtryk, at selvom du og drengen ikke direkte snakker sammen, så ved I alligevel hvem hinanden er. Og du har en fornemmelse af, at han sommetider driller dig lidt for sjov, måske på en kærlig måde? Jeg synes, det er så stærkt og sejt gjort af dig, at du skrev til ham i december. Det kræver altså mod! Som du måske selv er inde på, kan hans lidt ligegyldige svar dengang sagtens skyldes, at I ikke talte sammen på det tidspunkt. Han var måske lidt i tvivl om, hvem du overhovedet var, og han har måske følt, at han slet ikke har kendt dig? Men jeg fornemmer, at I kender hinanden lidt bedre nu?
På den måde vil han måske nu være lidt mere klar til at svare dig mere uddybende, hvis du skulle få mod på at prøve at fortælle ham om dine følelser igen.
I dit brev stiller du tre spørgsmål, og herunder har du mine svar:
1: Jeg bliver lidt i tvivl om, om det er drengen, der har sagt til dig, at du virker opmærksomhedskrævende eller om det er noget, du fornemmer på ham? Hvis det er noget, han har sagt til dig, spekulerer jeg på, om det er fordi, han synes, at du kræver lidt for meget opmærksomhed? Eller var det måske bare for at sige, at han har lagt mærke til, at du prøver at fange hans opmærksomhed?
Hvis du fornemmer på ham, at det har været for meget, kan det være, at du skal give dine forsøg på at fange hans interesse en lille pause. Nogle gange kan det være rigtig svært at finde en god balance mellem, hvornår det er for meget, og hvornår den anden person overhovedet ikke lægger mærke til, at man faktisk prøver på at komme i kontakt. Hvis du er lidt i tvivl om, hvad han mener, har du måske mod på at spørge ham, hvad han egentlig mente? Så kan det ovenikøbet være, at du bliver lidt klogere på, hvad han føler for dig.
Hvis det er noget, du selv synes – at du har virket for opmærksomhedskrævende på det seneste – så har vi nogle råd til, hvordan man kan komme i kontakt med en person, man er lidt forelsket i, her på vores hjemmeside: https://bornetelefonen.dk/tema/forelskelse.
Hvis du synes, det har været lidt for meget, kan det være, at du f.eks. kan prøve at få øjnkontakt med ham og holde den i et par sekunder. Og nogle gange virker det faktisk også ret godt, at man “bare” smiler til personen og siger “hej”, hvis man går forbi hinanden på gangen (hvis I f.eks. går i skole sammen).
2: Når det handler om at finde på nogle gode samtaleemner, kan det være en rigtig god idé prøve at undersøge, hvad den anden person interesserer sig for. Det kan være, du ved lidt om, hvad drengen og hans venner laver i fritiden? Måske kunne du spørge lidt ind til dét? Det kan også være, at du ved, at han hører en bestemt slags musik eller ser en særlig slags film? Det kunne du måske også spørge lidt ind til? Hvis du ikke ved så meget om ham, kan du spørge ham: f.eks. kunne du spørge om, hvilken slags musik, han hører.
3: Du er ikke alene med følelsen om at tænke, at man ikke lever op til en anden persons udseendesmæssige standard. Nogle gange, og måske især når man er forelsket, kan man godt blive lidt usikker på sig selv og tænke meget over, om man nu også er god nok. Måske sammenligner man sig selv med alle mulige andre: det kan f.eks. være, at du sommetider kommer til at sammenligne dig med nogle af de veninder, han har? Og måske synes du, at du virker som en lidt anden type? Men, som du måske har hørt før, er det meget skiftende fra person til person, hvad han/hun synes er smukt og spændende og attraktivt. Det betyder, at du sagtens kan være hans type – også selvom du måske ikke lige forestiller dig det.
Det kan også være, at han falder for en lidt anden type end dig – men det betyder ikke, at du så ligger under hans standard. Det betyder bare, at han generelt falder for en lidt anden slags pige. Det er dog ikke ensbetydende med, at han så ikke pludselig kan falde for en type, der er lidt anderledes, end den type, han plejer at falde for. Men det er ikke til at forudse, hvad drengen kan lide, og hvad han falder for.
Til syvende og sidst handler kærlighed mest om, hvordan man passer sammen som hele mennesker. Det handler også om udseende, men det er meget sjældent, at det er dét, der er det vigtigste.
Derfor tænker jeg på, om du mon kunne prøve at lægge tankerne om udseende lidt fra dig? Det kan være rigtig svært, men hvis det lykkedes, begynder man måske at slappe lidt mere af – og så kan det pludselig være lidt lettere at tale med den anden person.
Jeg tænker også på, om det ikke ville være rart at tale lidt med en veninde om det hele? For det første er det altid rart at få delt sine tanker og følelser med en anden person. Og for det andet vil din veninde måske kunne bekræfte dig i, at du er helt perfekt, som du er.
Du er også meget velkommen til at ringe herind til BørneTelefonen på 116 111 og snakke lidt mere om det hele. Nogle gange kan det være svært at få snakket en sag helt igennem via et brev, så hvis du synes, det kunne være godt at tale lidt mere, er du meget velkommen til at ringe eller skrive til os på chatten.
Jeg håber, at drengen har set, hvor sød en pige, du er.
Ellers venter den næste dreng, du kan forelske dig i, måske lige rundt om hjørnet.
De kærligste hilsner
BørneTelefonen