Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Frygt for kærlighed

Hej Brevkasse.

Jeg er en pige på 18 år, som aldrig har haft en kæreste.

Flere gange har jeg haft noget med nogen, men jeg er rigtig “god” til at skubbe folk væk og tage afstand fra følelser, når det handler om mere end venskab. Det er noget jeg øver mig i at lade hver med, men det er svært – jeg gør det nærmest instinktivt.

I vinterferien mødte jeg så noget nær den sødeste fyr nogensinde til en fest. Vi har haft meget kontakt lige siden, og han har alle de kvaliteter jeg forestiller mig, at jeg søger, men jeg ved det jo i realiteten ikke, da jeg aldrig har haft en kæreste før.

Vi “havde noget” frem til påskeferien, hvor vi så blev enige om, at holde det på venneplan. Jeg havde opført mig utrolig afvisende over for ham flere gange – hvilket overhovedet ikke var retfærdigt, men jeg tror det skyldes min usikkerhed.

Jeg kan kun komme på meget få ting om ham, som er et minus. Det ene er, at han er meget højere end mig. Jeg er xxx cm, mens han er ca. 2 meter høj. Jeg har i forvejen svært ved berøring (af ukendt årsag), så højdeforskellen gør det endnu sværere for mig, at forestille mig stående kram, dans og spontane kys (fra min side, da jeg på ingen måde kan nå). Jeg ved, at det lyder latterligt, men det betyder desværre noget for mig.

Det andet er, at han har haft to kærester før mig – hvilket i sig selv er helt fint. Min dilemma er bare at jeg er jomfru, og pisse skræmt over at skulle have sex. Vi snakkede om det på et tidspunkt, hvor han nævnte at han overhovedet ikke havde noget imod, at jeg ikke har haft det før. Men lige meget hvor meget han siger det, ved jeg jo godt, at der følger en seksuel forventning med det at “have noget” med nogen.

Det er egentlig ikke mine usikkerheder omkring min krop, der er mit største problem. Det er derimod, om jeg kan finde ud af det – frygten for at blive en dårlig sexpartner. Igen lyder det sikkert helt skørt…
Min pointe er, at jeg er en alt for overtænkende pige, som gerne vil have noget hjælp… Hvad kan jeg gøre for at give mig selv lov til at turde få den slags følelser for en andet menneske? Jeg prøver og prøver – det bliver bedre, men alligevel står jeg nu med en ny ven i stedet for hvad end det kunne være blevet til.

Så hvordan lærer jeg, at turde kaste mig ud i det, selvom min frygt for at miste og at blive såret er stor?

Hvad kan jeg gøre for ikke at være så bange for ikke, at være godt til at have sex? Jeg ved jo godt, at de første par gange er langt fra det perfekte… Og hvordan bliver jeg bedre til berøring generelt?
Jeg tror det er de hovedspørgsmål jeg vil frem til…

Venlig hilsen pigen med alt for mange tanker i hovedet.

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år

Mange tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver og deler dine tanker om at turde stole på kærligheden og samtidig også om den usikkerhed der ofte er forbundet med ”den første gang”. Det er store oplevelser i et menneskes liv, og derfor naturligvis også noget, som er betydningsfuldt.

Det er naturligt at gøre sig overvejelser, når man møder en potentiel kæreste. Det hele er nyt og man prøver at finde ud af, hvad det hele skal betyde. I begyndelsen er det meget almindeligt at tvivle og blive usikker - både på sig selv og den anden; for det at lukke et andet menneske ind i sit liv, betyder jo også at man kan miste det igen.

Den risiko bliver man nødt til at løbe, hvis man vil opleve kærlighed. Nogle gange vil man opleve, at den kærlighed som man troede ville vare ved, få en ende. Men alt det gode man har oplevet, kommer ikke dårligt tilbage - og den erfaring man har fået kan man bruge i sit næste forhold.

Derfor er det naturligvis godt at være opmærksom på, om der er noget, som ville være godt at arbejde med inden man indleder et nyt forhold.

Det at du selv prøver at have fokus på ting, som du gerne vil ændre, og at du allerede føler, at du har rykket dig lidt i den retning, du gerne vil, er godt klaret. Det kan tage lang tid og for mange mennesker, er det rigtig svært.

Jeg er sikker på, at du vil møde en som er den rigtige for dig og sammen finder I ud af, hvordan I gerne vil have at det skal være - både som kærester og første gang I har sex. Forholdet bygger på gensidige følelser og derfor er interessen og erfaringer noget som I begge tildeler forholdet. Det kan godt være, at man må gå lidt på kompromis og nogle gange også bevæge sig ud af sin tryghedszone, men du kommer jo ikke til at gøre det alene.

Hvad angår det seksuelle så kan jeg godt forstå, at det også fylder meget i dine tanker og jeg ved fra andre unge, som har jeg snakket med om samme emne, at det ikke betyder så meget om man er jomfru eller ej - tværtimod kan der også være noget helt særligt ved at få muligheden for at dele den oplevelse med et andet menneske.

Du kan læse mere om både seksualitet og forelskelse på vores hjemmeside - du finder et link lige her: https://www.bornetelefonen.dk/tema/forelskelse eller læse mere om den første gang hos rådgivningen: http://www.sexlinien.dk/_soegeresultat-(sexlinien).aspx?q=den+f%C3%B8rste+gang&newsearch=test&x=0&y=0

Måske kunne det være hjælpsomt for dig, at skrive dagbog. Du kan bruge den til at skrive nogle af alle de tanker ned som fylder i dit hoved - og så prøve at ”parkerer” dem der i en periode. Efterfølgende kan du vende tilbage og overveje, som det blev sådan som du havde troet.

Hvis dine tanker stadig fylder for meget og du tænker, at det forhindrer dig i at leve livet fuldt ud, kan du overveje at snakke et par gange med en psykolog, coach eller en terapeut? 

Jeg er dog sikker på, at du nok skal møde den rette, når tiden er inde og indtil da synes jeg, at du skal sørge for at gøre en masse gode ting for dig selv. Så kommer det andet helt af sig selv.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat