Afsluttet forhold

Hej BørneTelefonen.

Jeg er en pige på 19 år, som skriver til jer, da jeg er meget fortvivlet.

Jeg mødte denne fyr, som er 4 år ældre end mig, i byen for fire måneder siden. Vi begyndte at date et par dage efter, og herfra opførte vi os egentlig som kærester, hvilket vi officielt blev for 2 måneder siden.

For 12 dage siden tog jeg en snak med ham om, at jeg synes at vi var for forskellige og det var gået for hurtigt – jeg ville ikke slå op med ham eller have en pause, men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for noget plads, da vi havde kontakt konstant – enten var vi sammen, eller også så snakkede vi i telefon eller også skrev vi.

Sådan var det konstant i døgnet fra morgen til aften, og jeg havde svært ved at vænne mig til det, da det var mit første rigtige forhold. Jeg fik herefter kyssesyge, og jeg havde det så dårligt, at jeg måtte kæmpe mig op til ham fire dage efter, og her virkede alt til at være helt normalt igen.

Fire dage herefter spørger han mig, og jeg kan sove ved ham fra dagen efter til den efterfølgende dag. Da jeg havde en aftale om aftenen (som jeg aflyste grundet jeg stadig var for syg), kunne jeg ikke.

Fire dage efter han spurgte mig, var han så desperat efter at komme hjem til mig, at jeg vidste der var noget galt. Han slog op med mig den aften, og begrundede det med, at det var gået for hurtigt og at vi var for forskellige – nøjagtigt det samme jeg havde sagt til ham, men han kunne ikke se det den dag.

Han sagde, at han havde tænkt over det, men jeg føler at det hele er min skyld, og han måske følte at jeg skubbede ham væk efter jeg havde snakket med ham, når dette slet ikke var tilfældet.

Nu er der gået seks dage siden han slog op, og jeg er så ked af det. Han slog op på en rigtig god måde, og det synes jeg samtidig også, at han fortjener at vide. Vi blev enige om at forblive venner, men at vi skulle tage noget tid fra hinanden (hans initiativ). Han sagde derudover også direkte “Jeg holder virkelig meget af dig, men det skal bare ikke være os to.”.

Jeg har snakket med mine forældre om det og nogle af mine venner. De er allesammen enige om, at hvis jeg vil have kontakt med ham, så skal jeg skrive til ham, for jeg har ingenting at miste. Og lige meget hvor meget jeg gerne vil skrive til ham og være sammen med ham, så kan jeg bare ikke få mig selv til det.

Jeg er så bange for, at han skal tænke “Hvad fanden fatter hun ikke ved at tage tid væk fra hinanden?” , eller “Jeg gider ikke skrive med hende” osv. osv. Og det frygter jeg helt vildt, for jeg vil ikke skrive til ham for hurtigt.

Jeg har tænkt på at skrive et brev til ham med alt det jeg vil sige til ham, som tak for en god tid, tak fordi han slog op på den måde han gjorde (har aldrig følt mig så respekteret af et andet menneske som der) og at jeg savner ham, og at jeg gerne vil have kontakt til ham igen, men at jeg samtidig helt forstår hvis han ikke er parat, eller hvis han simpelthen bare ikke vil have kontakt med mig.

Hvad synes I jeg skal gøre?

Med venlig hilsen en fortvivlet pige.