Brev

flytte som 15 årig

hej bb.

jeg er en 15 årig dreng og jeg er homoseksuel. mit liv derhjemme har ikke været det bedste her på det seneste. mit forhold til min far og pap mor er helt til rotterne og jeg er nået dertil at jeg gerne vil flytte.

jeg har ikke indrømmet det endu men tror min pap mor har fundet ud af at det er det jeg vil. så det der er sket er at jeg gang på gang bliver ved med at have venner på nettet som jeg møder og spil som minecraft osv og nogle sociale medier som yubo og wink.

min fars og papmors problem er at 1. i deres øjne kan man ikke kende nogen man har mødt på nettet. og 2. de har på intet tidspunkt accepteret at jeg var til drenge (såden som jeg har opfattet det) lige fra starten da jeg kom ud bad min far mig cutte kontakten til min daværende kæreste og siden da er min tlf blevet tjekket igennem en gang om ugen.

jeg er nu single og har nogle flirts som jeg har sendt og motaget nudes til og fra. og dem har min papmor så set. og mit elektronik. tif pc ps4 osv. op til flere gange og det har aldrig hjulpet. og jeg føler at jeg er indespærret og ik må noget.

jeg ved godt at indtil jeg bliver 18 må min far og pap mor tjekke min tlf osv igennem. men jeg vil bare gerne ud og leve livet og have nogle venner som ikke kun er i virkeligheden. jeg har også har problemer med at være deprimeret fordi at jeg ikke kunne tage nogen steder eller skrive med nogen.

det har på tidspunkter været at jeg sad på mit værlse og kiggede ud i den blå luft. hele dagen. jeg havde intet at give mig til. jeg gad ik læse en bog for jeg har læst de fleste vi har og resten lyde rikke spændene. jeg er udenfor men der er intet at lave. jeg må ikke forlade grunden uden at de ved hvor jeg tager hen og hvem jeg er sammen med.

og der er også en gps app på min tlf så de kan se hvor jeg er hele tiden. jeg har den her gang fået lov til at beholde min pc. fordi min pap mor og far har givet op på at hjælpe mig.

min bedste veninde og hendes mor siger at jeg til en hver tid kan komme til dme og få hjælp og eventuelt bo hvis det går helt galt. jeg er træt af at bo herhjemme jeg græder dagligt inden jeg går i seng fordi jeg hader mit liv. jeg har ikke selvdmordstanker eller lign og skader heller ik migselv.

jeg kan bare ikke holde ud at sidde herhjemme uden at kunne gøre noget overhovedet. og jeg har tit haft stuearrest i flere måneder hvor jeg kom direkte hjem fra skole og så blev jeg der indtil dagen efter og sådan kørte det hele tiden.

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre undskyld for den lange besked jeg er virkelig forvirret over hvad jeg kan gøre. jeg tør nærmest ikke snakke med min pap mor eller far om det for de gide rikke høre på det. please hjælp

hilsen en 15 årig dreng

Dreng, 15 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige dreng,

Det lyder ikke nemt at være dig lige nu. Hvor er det godt, at du har skrevet til os! Jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre.

Jeg kan godt forstå, at du føler dig overvåget og indespærret, og i perioder har været deprimeret over situationen. Når din far og papmor hele tiden holder øje med, hvor du er, hvem du er sammen med, og hvem du skriver med, så bliver det umuligt for dig at have et privatliv.

Det er ikke i orden. Alle børn og unge har ret til et privatliv – også online. Din far og papmor må faktisk ikke tjekke din mobil og læse dine beskeder, hvis du ikke vil have det. Heller ikke selvom du er under 18. Det kan du læse mere om her: Retten til privatliv

Det er heller ikke i orden, at de giver dig stuearrest i flere måneder. Det kan skade dig, for det er voldsomt for et menneske at være spærret inde gennem længere tid. Som du også beskriver i brevet gør det dig deprimeret og passiv. Det er slet ikke godt.

Jeg tror, at det vil være rigtig godt for både dig, og din far og papmor, hvis I havde en snak om, hvordan deres regler og overvågning påvirker dig. Men jeg ved ikke, om du har mod på at prøve igen? Du kan måske forsøge at fortælle dem, at du har ret til et privatliv, og at de derfor skal stoppe med at kontrollere dig og give dig stuearrest. Måske kan du også få spurgt dem direkte om, hvordan de har det med, at du er homoseksuel. Hvad tænker du mon om den idé?

Jeg kan godt forstå, hvis du tænker, at det bliver svært at tage sådan en snak. Det er derfor også vigtigt, at du vælger et tidspunkt, hvor I har god tid, og hvor stemningen er nogenlunde god. Det skal altså ikke være lige efter et skænderi eller en konflikt. Du kan fx starte med at spørge: “Jeg har brug for at tale med jer om noget, som jeg tænker meget på, og som jeg synes er svært. Hvornår har I tid til, at vi tager en snak?”

For nogle er det nemmere at skrive om sine følelser, end at sige dem højt. Det er derfor også en mulighed, at du skriver et brev til din far og papmor. Måske kan du bede din veninde – og måske hendes mor – om hjælp til at skrive brevet, hvor du får fortalt din far og papmor, at du har brug for en forandring og mere frihed.

Det er så godt, at du har din veninde og hendes mor til at støtte dig. De kunne måske også være med til samtalen med din far og papmor?

Du har en mistanke om, at din far og papmor ikke har accepteret, at du er homoseksuel. Hvis det viser sig at være rigtigt, så kan du få hjælp hos LGBT+ Ungdom. Her kan man chatte eller ringe med en ung rådgiver, der selv er LGBT-person, og som selv har erfaringer med at springe ud og fortælle om det til familie og venner.

Du skriver, at du har tænkt på at flytte hjemmefra, fordi det går så skidt mellem jer derhjemme. Det er en meget stor beslutning at flytte hjemmefra, men det kan samtidig være en nødvendig løsning.

Hvis din snak med din far og papmor ikke hjælper, og det fortsat går skævt mellem jer, så kan du kontakte din kommune, og høre om mulighederne for at flytte eller på anden måde få hjælp.

Du kan kontakte din kommunes “Anonym rådgivning for unge”, eller du kan ringe til kommunen og bede om at tale med din sagsbehandler. Hvis du har brug for hjælp til at finde de rette numre frem, så kan du ringe til os på BørneTelefonen og få hjælp. Vi kan også kontakte din kommune for dig og fortælle, at du har brug for hjælp.

Hvis du ønsker hjælp fra kommunen med din situation, så kan du samtidig få en bisidder fra BørneTelefonen. Vores bisiddere er uddannet socialrådgivere, og de er der for at støtte og hjælpe dig. Du kan også ringe til os på 35555559 mellem kl. 9 og 16 på hverdage og tale med en fra vores afdeling for Bisidning, om hvad vi kan gøre for dig.

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig, og givet dig en idé om, hvordan du kan komme et skridt videre i forholdet til din far og papmor. Du er altid velkommen til at kontakte Børnetelefonen på sms, chat eller ringe på 116111. Her sidder altid en voksen parat til at lytte og hjælpe dig videre.

Kærlig hilsen Børnetelefonen