Kære dreng på 11 år.
Hvor er jeg glad for, at du har skrevet til brevkassen, for der er ingen dreng på 11 år, der skal gå med sådan en ”hemmelighed” helt alene. Jeg forstår virkelig godt, at det går dig på – og jeg håber, at jeg kan give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre.
Du skriver, at du ”ikke kan få dig til at sige det til nogen”. Det er forståeligt. Som barn har man jo ikke lyst til at gøre sine forældre kede af det, men det er jo ikke dig, der har gjort noget forkert. Husk det!
Du bliver nødt til at sige det til nogen, for ellers vil du altid gå og tænke på det – og det er du ikke tjent med. Måske har din far skrevet med en anden end din mor, men det kan også være, at det er en dum ”misforståelse”. Under alle omstændigheder så har du brug for at få det ud af hovedet. Du bliver derfor nødt til at tænke på dig selv.
Jeg ved ikke, om du kunne have mod på at fortælle din far, hvad du har set? Hvis det er for svært at sige det direkte til ham, kan du eventuelt vise ham dit brev til brevkassen, for her kan din far se, at du faktisk er rigtig ked af det, du har opdaget. Du bliver du nødt til at dele det med nogle voksne, så de voksne selv kan finde en løsning.
En anden mulighed kan også være, at du fortæller det til en sød voksen som du kender. Det kan være, at din far har en god ven eller måske har du en bror/søster, som du kan sige det til? Det kan også være, du har en anden i tankerne? Så kan du lette dit hjerte – og den, du siger det til, kan tale med din far, så du ikke behøver tale med ham om det.
Det er din far, der selv skal løse det der er sket – og hvis han får at vide, at du ved det, vil det også betyde, at han bliver nødt til at gøre noget ved det fx ved finde en løsning med din mor. Det kan også være, at der er tale om en dum misforståelse – og så er det jo rigtig dumt, at du skal gå og tænke så meget på det, ikk?
En anden mulighed er også, at du fortæller din mor, hvad du har set. Du kan måske sige, at du er rigtig ked af det, men at der er noget, du bliver nødt til at sige, fordi du simpelthen ikke kan holde til at gå med den hemmelighed alene. Du kan også vise din mor dit brev hertil. Så kan din mor snakke med din far. Din mor behøver ikke sige, at hun har fået det at vide af dig –det kunne lige så godt være hende, der havde set mailen. Og så er det jo dine forældres ansvar at finde ud af, hvad de vil gøre.
Børn skal jo ikke klare voksen ting - Det må de voksne klare!
Jeg forstår sagtens, at det er rigtig svært at sige det til nogen, men jeg håber virkelig, at du har fået mod på at sige det. Enten til din far, mor eller nogle andre voksne, så du ikke længere skal gå alene med ”hemmeligheden”.
Hvis du har brug for at tale om, hvordan du eventuelt kan sige det, er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, hvor der sidder nogle søde rådgivere parat, der er klar til at hjælpe dig. Måske vil det også bare hjælpe, hvis du får lov til at sætte ord på alle de tanker, som du går alene med... Det bestemmer du helt selv.
De allerbedste tanker til dig fra BørneTelefonen
