Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skal jeg fortælle min mor, at min far har en affære?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Jeg synes, at det er rigtig godt, at du har skrevet herind. Du har meget at bekymre dig om for tiden, og det er vigtigt, at dele det med nogen. Man kan sige, at du har fået et kig ind i en "voksen-verden", som det er forståeligt, at du bliver bekymret over.

Du lyder som en pige, der tænker meget over, hvordan din familie har det - det viser, at du er en omsorgsfuld pige. Men det lader til, at det nu er din fars tur, til at tage det ansvar. Det er nemlig for stort for dig, at stå alene med.

Derfor tror jeg, at du skal have en snak med din far.

Du bliver nødt til at fortælle ham, at du har set i hans telefon. Det bliver måske ikke nemt, for det er jo egentlig ikke okay at læse andres personlige og private mails eller sms'er. Men nu har du gjort det og jeg tænker, at din far skal vide, at du gjorde det fordi du bekymrede dig.

Du må fortælle ham, at du har set hans skriverier med de to kvinder, og at du er bange for, hvad der sker. Selvfølgelig bliver du bange og bekymret, og det må du sige til ham. 

Du skriver, at I har andre ting at bekymre jer om i jeres familie for tiden. Blandt andet, at din søster har anorexi. Det er, som du skriver, hårdt for hele jeres familie.
Du skriver også, at din far er en god far, og at du tror at han stadig elsker din mor. Alt det skal du fortælle ham, samtidig med at du siger til ham, at han bliver nødt til at hjælpe dig med din usikkerhed. Du har nok at slås med for tiden, og du kan ikke også rumme ansvaret for, om du skal fortælle din mor det eller ej.

Det er din fars ansvar, at løse situationen mellem ham og din mor. Og for jeres familie. Det er et voksen-ansvar. 

Jeg synes derfor ikke, at du skal snakke med din mor om disse ting i første omgang. Hun vil nok vise en masse følelser, når hun får det af vide, hvis ikke hun ved det. Og det kan være voldsomt for dig at stå midt i - uden at du har nogen skyld i det. 
Du må tage snakken med din far og bede ham være åben overfor din mor. Det er ikke rart at have hemmelighedskræmmerier og lusk i familien. 

Jeg tænker, at du kan starte din snak med din far med at sige, at du har gjort noget, som du ikke skulle have gjort, og som du nu fortryder (hvis du altså gør det). Sig til ham, at det har ført med sig, at du nu har fået en viden, som du bliver nødt til at snakke med ham om. Fortæl ham på forhånd, at du er ked af det, og at du har brug for hans hjælp.
Det er vigtigt, at du tager nakken, når I er alene. Måske kan I snakke, hvis i kører i bil sammen, eller du kan bede ham om at gå en tur med dig, fordi der er noget vigtigt, du vil snakke om.

Hvis du synes, at det er uoverskueligt at snakke direkte med ham, kan du skrive et brev til ham, hvor du fortæller ham om din bekymring. Jeg tror, at det er vigtigt, at du starter med at sige, at du godt ved, at det er forkert, at lure hinandens koder og smugkigge på hinandens telefoner. På den måde undgår du, at snakken kommer til at handle om, at han bliver vred på dig på grund af det. I skal jo ikke snakke om telefoner, men om din usikkerhed og bekymring.

Du er også altid velkommen til at ringe til os på Børnetelefonenpå 116 111 og tale det igennem med en anden voksen. Måske kan du så blive lidt mere sikker på, hvordan du skal gribe snakken med din far an.

Jeg håber alt det bedste for dig og din familie.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat