Kære pige på 15 år
Tak for dit fine brev – du beskriver så flot alle de bekymringer, jeg ved mange børn oplever, når de pludselig skal til at bo sammen med en ny familie.
Du spørger til, hvordan du kan få det bedste ud af det hele og komme tæt på din mors kærestes børn. Dette viser mig, at du er en meget moden pige, der føler ansvar for selv at gøre noget. Med sådan et udgangspunkt tænker jeg, at du kommer rigtig langt - lige som din indstilling om, at du gerne vil lære børnene at kende bliver et vigtigt skridt på vejen mod at få skabt nogle gode relationer i den nye familie.
Samtidig tænker jeg dog også, at det er din mor og hendes kæreste, der har det største ansvar for, at I alle kommer til at trives. Det er derfor også deres ansvar, at I børn får tid og mulighed for at lære hinanden at kende. Det tager tid at bygge relationer op – men noget af det, der kan hjælpe, er selvfølgelig, at I får mulighed for at lave noget hyggeligt sammen som familie. Måske har du og din mor nogle gode traditioner eller vaner, som I kunne overføre til den nye familie? Det kunne være, at I hver fredag ser film sammen eller hver søndag går en søndagstur… eller noget helt andet.
Du skriver, at din mor ikke er så god til at lægge mærke til dig, når hendes kæreste er der. Jeg tænker, det kunne være en god idé for dig at snakke med hende om det. Det kan måske netop lette dine bekymringer, at du ikke går med tankerne alene. Og måske kan det også gøre, at din mor er mere opmærksom på, at du ikke føler dig udenfor.
Samtidig tænker jeg, at det måske også kunne være godt for dig, at du og din mor får noget tid sammen alene en gang i mellem. Måske kunne I lave en fast aftale om det? Jeg ved fra andre børn i sammenbragte familier, at det er meget vigtigt at få noget alenetid med sin mor/far.
Der kan være rigtig mange følelser omkring, at to familier skal flytte sammen og pludselig være én familie – både for børnene og de voksne. Derfor tænker jeg, om en idé måske kunne være, at I får snakket om alt det nye alle sammen? Du kunne måske foreslå, at I holder en slags familiemøde? Din mors kærestes børn har sikkert også nogle tanker omkring det hele, som de gerne vil dele.
Du kan overveje at vise din mor dit brev og mit svar – det kan måske være et godt udgangspunkt for en snak om alt det nye, der skal ske.
Jeg ønsker dig held og lykke med det hele.
Kærlig hilsen BørneTelefonen