Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Psykisk vold?

Hej Børnetelefonen.

Jeg er meget i tvivl om, om jeg bliver udsat for psykisk vold eller jeg bare overreagerer…

Min far giver altid mig, min søster (14) og mor skylden for ting, som vi enten ikke har kontrol over eller han gør.
Hvis han er i dårligt humør, er alle i dårligt humør. Og hvis vi griner eller taler lidt for højt, bliver han sur, fordi han har hovedpine.
Hvis jeg er ked af det eller ikke har det godt, siger han at jeg skal smile, og når jeg siger at det ikke er så nemt, bliver han bare irriteret på mig.
Jeg har en depression, og det forstår han overhovedet ikke. Hvis han fx spørger hvad der er galt og jeg siger, at det nok bare er fordi jeg er deprimeret, siger han at jeg ikke kan bruge det som en undskyldning til alt.
Han gør også tit grin af os og efterligner os på en ubehagelig måde, men min søster synes bare det er sjovt og griner med, medmindre det er hende han driller.

Han kalder mig også ofte grimme ting, her er en liste over noget af det han har sagt:
Provokerende
Irriterende
Pestilens
Møgunge
Hys
Dum (i forhold til skole)
Fatsvag
Træls
Næsvis
Flabet
Du er ikke god nok
Tosse
Barnlig
Muggen
“Ti stille, Tøs”
“Hold din mund”
“Lad være med at spille fornermet”
Umulig
Mogge
Social taber
“Bliv voksen, Tøs”

Men andre gange virker alt helt perfekt. Som om der slet ikke er noget galt. Han siger til os, at han elsker os. Han krammer os. Vi kan sidde sammen og hygge som om intet er galt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Min søster har også selektiv mutisme, og han siger tit til hende, at hun bare skal åbne munden og sige noget til andre.
Jeg føler, at jeg bliver nødt til at beskytte hende og min mor, men jeg ved ikke hvordan.

Jeg har slet ikke lyst til at på herhjemme længere, men jeg vil heller ikke efterlade min søster eller give min mor skyldfølelse. Min mor elsker ham jo, og det gør jeg jo også – nogle gange.
Desuden aner jeg ikke, hvordan jeg kan komme væk herfra. Jeg har jo ikke selv penge til at flytte eller et sted at flytte hen.

Derudover går vi også i kirke, og jeg tror på det og elsker at være der. Det er der alle mine venner er. Og selv hvis jeg flyttede ville jeg se min far og mor der hver søndag og nogle onsdage. Og hvad ville folk ikke sige, hvis min søster og jeg flyttede væk fra dem i den her alder. Jeg vil jo ikke gøre deres liv forfærdeligt.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Tit går jeg bare ud på badeværelset og sætter mig til at græde, og så går jeg ud som om ingenting er sket.

Jeg lukker også tit mig selv inde med mine høretelefoner, og så bliver de andre irriterede, fordi jeg “ikke vil være sammen med dem”. Men hver gang jeg er sammen med dem bliver jeg gjort til grin og kritiseret. Intet er godt nok. Jeg er ikke god nok.

Hvad gør jeg?

KH. En desperat pige.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige pige.

Det allerførste, jeg vil sige til dig, er, at det er så godt, at du har skrevet til brevkassen – det er virkelig sejt og godt gået! Jeg får også lyst til at sige til dig, at du altid vil være god nok! Du er lige præcis, som du skal være. Uanset hvad din far eller nogen andre siger. Det håber jeg virkelig, du vil lytte til. Man kan godt miste troen på sig selv, hvis man får de ting at vide, som du fortæller mig. Man kan blive helt i tvivl om, om man nogensinde vil være god nok.

Jeg tænker, at det lyder til, at din far har brug for hjælp til at gøre noget andet end at sige grimme ting til dig, din søster og din mor. Det lyder til, at han ikke helt har forståelse for, hvad det er, som dig og din søster oplever med depression og selektiv mutisme. Jeg er sikker på, at der ikke var noget, du hellere ville end ”bare” at kunne smile og være glad. Og din søster ville uden tvivl også rigtig gerne ”bare” kunne åbne munden og sige noget. Så det er rigtig uretfærdigt, at han siger sådan til jer. Måske ved din far ikke rigtig, hvad det er, I oplever. Hvis din søster og dig får hjælp til depression og selektiv mutisme, var der måske nogle af dem, som hjælper jer, der kunne forklare jeres far lidt mere om, hvad I kæmper med? Hvis han fik en bedre forståelse for det, kunne det være, at han ville reagere anderledes. Det er i hvert fald hverken din eller din søsters skyld. Det er jeres fars ansvar at passe på jer og tale ordentligt til jer – ikke jeres.

Jeg synes dog også, det lyder til, at I måske alle sammen kunne have brug for hjælp til, at tingene kunne blive anderledes og bedre derhjemme. Det lyder til, at far (og måske også mor?) godt kunne have brug for noget hjælp til, hvordan de kunne støtte jer og hjælpe jer på en bedre måde, end de gør lige nu. Måske føler du faktisk slet ikke, at din far prøver at hjælpe dig? Måske føles det bare, som om han er imod dig. Den følelse er ikke særlig rar at gå rundt med, og det er så godt, at du har skrevet det her brev. Du har ret til og krav på at vokse op i et trygt og rart hjem med voksne, som vil dig og passer på dig.

Det lyder lidt til, at I går lidt på æggeskaller hjemme hos jer? At I passer meget på med ikke at gøre din far sur eller på anden måde påvirke hans humør negativt. Det er ikke en særlig rar situation at være i. Og det er heller ikke sådan, det skal være. Selvfølgelig skal man tage hensyn til hinanden i en familie, men det lyder lidt, som om din far måske har rigtig meget kontrol over hele familien. Har du mon nogle andre voksne i dit liv, som du kunne fortælle de her ting til? En lærer, et andet familiemedlem, en fra kirken, eller en anden voksen, du stoler på? En, som du er tryg ved, og som du tænker kunne hjælpe dig med at gøre tingene bedre hjemme hos dig.

Du kunne også prøve at snakke med din mor om det. Fortælle hende, at du har brug for, at hun siger fra på dine vegne, når din far begynder at sige grimme ting. Jeg forestiller mig, at du prøver at være rigtig stærk over for din mor og din søster, og at du ikke lader dem se, når du har grædt og være rigtig ked af det. Derfor skriver jeg ikke mor, som den første person, du kunne prøve at snakke med. Du skriver også selv, at du prøver på at beskytte dem. Her er det bare rigtig vigtigt, at du ved, at det ikke er dit ansvar at passe på dem. Det er din mors og fars ansvar at passe på dig – og også din søster. Det er jer, der er børnene, og dem, der er de voksne. Men jeg kan også godt forstå, at du føler et behov for at passe på dem.

Jeg kan godt forstå, at du mister lysten til at være sammen med dem, når du oplever at blive kritiseret, hver gang du er sammen med dem. Det er da virkelig ikke særligt rart. Det er på ingen måde okay, at din far siger de ting til dig, som du har skrevet her i brevet. Du har ret til at blive talt pænt til og ikke opleve at blive kaldt de ting. Og det har din søster også. Det er heller ikke okay, at han gør grin med jer. Har du prøvet at sige det højt? Enten til ham eller din mor eller en anden voksen. At du faktisk føler dig kritiseret og gjort til grin, når han snakker sådan til dig. Måske tror han, at du synes, at det er sjovt? Selv om det lyder til, at du prøver at vise, at du faktisk ikke synes, at det er sjovt. Måske kunne din søster og dig prøve at sige noget sammen? Selv om jeg godt ved, at det kan være svært. Måske er du også nervøs for at sige noget, hvis han så skulle blive sur eller sige endnu flere grimme ting til dig.

Jeg tænker, at det kunne være rigtig godt, hvis du prøvede at ringe til BørneTelefonen på nummer 116 111. Den har åbent fra 9-02 alle dage hele året rundt, og det er gratis og også helt anonymt. Du kan både ringe, chatte og sms’e. Der sidder der nogle andre rigtig dygtige rådgivere, som måske kan hjælpe dig på en anden måde, end jeg kan. Rådgiverne på telefonen kan hjælpe dig, hvis du har brug for, at der bliver gjort mere for, at dig og din søster kan få det bedre derhjemme.

Du kommer selv ind på, du har tanker om ikke at bo derhjemme. Det er sådan, at hvis man ikke trives hjemme, så er det kommunen man skal tale med og som skal hjælpe børnene og familien. Hvad kommunen vælger at gøre er forskelligt, nogle gange vil kommunen tale med ens forældre og hjælpe dem, til at være bedre forældre og andre gange beslutter kommunen at det er bedre børnene er et andet sted, hvor de kan være trygge og blive passet på. Den mulighed kan du jo også overveje og jeg vil anbefale du læser lidt om muligheden for at få en bisidder med fra BørneTelefonen, hvis du ønsker at tage kontakt til kommunen. Du er ikke alene, der er voksne der vil hjælpe dig.

Det kan godt vokse sig rigtig stort og uoverskueligt, hvis man skal gå rundt med det alene. Det er rigtig vigtigt at få sagt det højt, hvis man oplever de ting, som du gør. Og du har taget et rigtigt vigtigt første skridt ved at skrive det her brev. Husk, at det her er dit brev, og du må gerne gemme det. Både det, du har skrevet, og også mit svar. Hvis du for eksempel tænker, at det kunne hjælpe dig at vise dit brev og måske mit svar til nogen, så er du mere end velkommen til det. Det kan nogle gange hjælpe, hvis man har et brev at støtte sig op af, når man skal fortælle om ting, der er svære.

Jeg håber, du har mod på enten at sige det højt til nogle voksne i dit liv, eller kontakte BørneTelefonen, så de kan hjælpe dig.

Kærlige hilsner

BørneTelefonen.

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat