Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

/plejeforældre/

Hej børnetelefonen

jeg har det ik særlig godt hjemme ved min mor og jeg vil ik se min far mere så derfor ville jeg spørge jer om i ved om jeg kan få nogle plejeforældre, jeg har vær dag lyst til at begå selvmord og vil bare godt væk fra min mor og far

/MvH ,vil ik sige mit navn, /

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år,

Hvor er jeg bare glad for, at du har valgt, at skrive ind til BørneTelefonen. Det lyder til, at du er i en rigtig svær situation – jeg vil gøre det bedste jeg kan for, at hjælpe dig på vej.

Først får jeg lyst til, at fortælle dig, at BørneTelefonen er 100% anonym og det er derfor helt i orden, at du ikke har lyst til at oplyse dit navn. Det bestemmer du nemlig helt selv.

BørneTelefonen kan også godt hjælpe dig helt konkret med, at du får en voksen, der kan hjælpe dig med at tale med kommunen – det er en bisidder, og det har du ret til at have med i kommunen. Det kan vi gøre, hvis du ringer til os og fortæller, hvad der er sket, og hvem du er. Du kan også godt ringe uden at fortælle, hvem du er, hvis du bare har brug for at få talt med en voksen. Nummeret er 116111. Du er anonym, indtil du selv vælger at fortælle os, hvem du er.

Det er alvorligt, at du hver dag har lyst til, at begå selvmord. Selvmordstanker er et tegn på, at man har det rigtig skidt og har brug for hjælp. Derfor tænker jeg på, om der mon er nogen, der ved, hvordan du har det? Har du snakket med nogle voksne henne i skolen? Måske du føler dig tryg ved en lærer eller en anden voksen uden for skolen, du kunne fortælle om alle dine tanker?

Det kan også være en anden god voksen, som hjælper dig med at få hjælp. Det kunne være nogen fra familien, en god nabo, eller det kunne være en ven eller venindes forældre. Er der nogen, du kender, som kan hjælpe dig?

Det er meget vigtigt, at der er nogen, der ved, hvordan du har det. Det er nemlig ikke særligt rart, at gå alene med sine tanker. De kan fylde rigtig meget og kan være rigtig tunge at gå rundt med. Nogle gange, når man får sagt dem højt, kan det være med til at hjælpe og kan føles som en lille lettelse.

En idé kunne være, at du viser det brev, som du har skrevet ind til BørneTelefonen? Her fortæller du nemlig, hvordan du går og har det. Det kan nogen gange være nemmere, at skrive tingene end at sige dem højt.

Du skriver også, at du ikke har det godt derhjemme og spørger om du kan få nogle plejeforældre. Det er vigtigt, at man føler sig tryg i sit hjem og det fortjener du også. Både skolen og kommunen har pligt til at hjælpe dig og sikre, at der er nogen, som tager sig af dig. Du skal i hvert fald ikke stå alene i sådan en situation. Det er helt sikkert.

Hvis du fortæller til en voksen, hvor dårligt du har det, så skal den voksne hjælpe dig med at kontakte kommunen. Hvis du har mod på det, så kan du også selv ringe eller skrive til din kommune, hvordan du har det. Hvis du ikke ved, hvordan du finder din kommunes telefonnummer og mailadresse, så kan du ringe til BørneTelefonen. Så hjælper vi dig med at finde det. Vi skal kun bruge navnet på din kommune for at kunne hjælpe, så du kan stadig være anonym.

Når kommunen får besked om, hvordan du har det, så skal kommunen tale med dig og din familie. Kommunen skal undersøge, hvordan dit liv er, og kommunen skal hjælpe dig til at få det bedre.

Jeg kan desværre ikke sige dig, om du vil få tilbudt en plejefamilie. Nogen gange hjælper kommunen familien, så barnet kan blive der. Andre gange bliver løsningen en plejefamilie eller opholdssted. Det kommer an på, hvordan lige netop dit liv ser ud.

Jeg sætter lige et link, så du kan læse mere om at få en bisidder fra BørneTelefonen, som er en socialrådgiver, der kender til dine rettigheder, støtter dig og hjælper dig med at få sagt din mening:  bisidder fra BørneTelefonen

Det synes jeg, at du skal kigge på. Bisidderen kan gå med dig til møder i kommunen, hvis du får brug for det.

Uanset hvad du tænker og beslutter, så er du meget velkommen på 116111, vi vil meget gerne hjælpe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat