Brev

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14-årige dreng,

Tak for dit brev. Du skriver, at du ikke føler du har et godt liv og at du har brug for hjælp. Hvor er det flot, at du skriver til BørneTelefonen og beder om hjælp til det, der er svært.

Jeg kan læse, at det er svært hjemme hos jer lige nu. Jeg synes, jeg kan mærke, at du tænker, at nogle af problemerne er din skyld. Sådan kan vi alle sammen godt få det, når det er svært derhjemme. Men det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er din skyld, at det er svært.

Der er mange børn med ADHD, som ringer og snakker med os her på BørneTelefonen. En del af de børn fortæller, at de føler skyld over, at de ikke altid kan styre ADHD´en. Nogle gange kan man nemlig blive meget sur, sparke til noget eller have svært ved at koncentrere sig. Men det er aldrig børnenes skyld.

Det er de voksne, der skal hjælpe med at få styr på ADHD´en. Det er faktisk de voksnes ansvar – både dine forældre og dine lærere.

Jeg forstår godt, at det kan være rigtig svært at lægge din telefon fra dig. Men det er ikke okay, at du ofte skal stå op i en time om aftenen, fordi du har siddet med din telefon.

Det er heller ikke okay, at dine forældre truer med at skille jer brødre ad, fordi det er for svært. Jeg kan godt forstå, hvis du bliver ramt af skyld. Men det er ikke dig, den er gal med.

Det lyder nemlig som om, at der sker mange ting hjemme hos dig lige nu – både med dig, din bror og dine forældre. Jeg tænker, at du og din familie kan bruge noget hjælp, så din mor og far kan hjælpe dig og dine brødre. Hvad tænker du mon om det?

Dine forældre skal nemlig passe godt på dig og dine brødre. Det betyder, at de skal sørge for at du har det godt og er tryg derhjemme. Hvis dine forældre har svært ved det, så har I ret til at få hjælp.

Er der mon en voksen, som du kan tale med om, hvordan du har det derhjemme? Måske en lærer, en pædagog i skolen eller en anden voksen, du stoler på?

Ellers kan du også ringe til kommunen og fortælle om din situation og spørge, hvordan du kan få hjælp.

På din kommunes hjemmeside kan du finde et nummer, du kan ringe til. Når du ringer, kan du for eksempel sige: “Hej, jeg er et barn, som har det svært derhjemme. Jeg vil gerne tale med en, som arbejder med børn.”

Kommunen skal hjælpe børn og familier, der ikke har det godt.

Kommunen hjælper hele familien. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.

Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening.

Du kan være anonym, men hvis du ønsker, at kommunen skal hjælpe dig, skal du på et tidspunkt fortælle dem, hvem du er.

Vi kan også hjælpe dig med at snakke med kommunen. BørneTelefonen har noget, der hedder bisiddere. En bisidder er din støtte og kan hjælpe dig med at fortælle kommunen det, der er vigtigst for dig.

En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om de rettigheder, du har.

Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det svært, med at få den hjælp de har brug for.

Hvis du føler dig klar til at få en bisidder, kan du ringe direkte til Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning.

Du kan også læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen

Har du brug for at fortælle mere om de ting, der er svære, kan du også ringe til BørneTelefonen på 116 111. Vi vil rigtig gerne lytte og hjælpe med at finde flere muligheder for dig.

Jeg ønsker dig det bedste.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat