Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mine forældre overspiser

Kære brevkasse.
Jeg er 19 år, og er godt i gang med mit sidste år på gymnasiet. Jeg bruger utrolig meget krudt på skolen, men dog kan det være lidt svært at bibeholde koncentrationen og være i nuet, grundet at et helt andet emne ligger og fylder i baghovedet.

Mine forældre er begge stærk overvægtige, og det har de egentlig været så længe jeg kan huske, men de seneste par år, synes jeg det er blevet slemt. Jeg er totalt ligeglad med deres udseende, og er bestemt ikke flov over dem, mine bekymringer drejer sig om deres helbred – for jeg har virkelig ikke lyst til at miste dem.

Jeg ved at ser kan komme en masse følge sygedomme af overvægt, og disse sygedomme er jeg så angst for, at de rammer mine forældre. Jeg har flere gange prøvet at udtrykke og italesætte mine tanker for dem, både i gråd, raseri og med smil på læben – intet af det virker.

De lytter til mig, og siger at de godt forstår mig, og godt selv er klar over det – men selv samme dag, ser jeg dem åbne en ny pakke chokolade, og dette er næsten alle hverdage i en uge, at dette sker. Jeg bruger så meget energi på at gå rundt og være ked af det, for jeg elsker dem så højt, og vil for alt i verden ikke miste dem.

Jeg ved snart ikke hvad jeg mere kan gøre, men kan bare ikke holde det ud, at se sukker kan tage mine forældre fra mig! Det har været super svært for mig, at konfrontere dem med disse følelser og tanker, da vægt er et enormt sårbart og personligt emne…

Hvad kan jeg mon gøre for at hjælpe dem?
Vh – X.

Pige, 19 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 19-årige

Igennem dit brev ser jeg en enormt stærk pige, som – til trods for, at det er meget svært –  har forsøgt at gøre rigtig meget, både for at hjælpe dine forældre og afhjælpe dine egne bekymringer i forhold til dine forældres overvægt.

Jeg forstår, at du både bliver virkelig bekymret, men også frustreret over hele situationen.

Der er i samfundet meget fokus på den ‘for tykke krop’ – men det er godt at have i baghovedet, at man kan være ret ‘tyk’ og faktisk stadig være sund.

Nu skriver du, at dine forældre er ‘stærkt overvægtige’. Jeg går derfor ud fra, at overvægten er så stor, at vægten reelt er et sundhedsmæssigt problem. Og jeg forstår virkelig dit ønske om at dine forældre skal blive sundere. Jo netop fordi du gerne vil have dem i dit liv i mange år endnu, som du beskriver.

Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det aldrig dit ansvar at sikre dine forældre er sunde og/eller taber sig. Ligesom du jo heller ikke kan tvinge dem til det.

Men når det så er sagt, så kan du jo støtte dem! Så meget som du synes, du orker og så meget, som det giver mening. For du skal jo stadig have både tid og overskud til alt det, som der ellers fylder i dit liv med gymnasie, venner og lignende.

Du spørger, hvad du nu kan gøre for at hjælpe dine forældre. Som jeg forstår det både med at tabe sig, men især at blive sundere. Og jo altså udover alt det, som du allerede har gjort.

Du har nemlig allerede snakket med dine forældre. Og som jeg kan forstå det, også på mange forskellige måder. Men jeg tænker sådan på, om det mon kan være hjælpsomt for dig og dine forældre, hvis du viser dem brevet her og mit svar?

Her har du nemlig virkelig tydeligt og fint fået forklaret, både hvad du har af bekymringer for dine forældre – og for dig selv, hvis du skulle miste dine forældre – men også hvilke drømme, du har for jer alle.

Det er virkelig stærkt, hvis du kan dele det med dem. Eller du kan måske overveje at skrive et lignende brev til dem.

Måske I ud fra brevet kan få en snak om, hvordan dine forældre kan få hjælp til deres vægttab. Hvis de også selv ønsker det. Ligesom så mange andre ting, man kan “tumle med”, er det nemlig ikke så ligetil og kan kræve at man får støtte og hjælp.

Det kan fx være fra forskellige livsstilsændringer, personlig træning, personlige kostplaner, diætist eller lignende.

Nogle gange, hvis ikke ofte, kan der nemlig også ligge mange andre ting til grund for fx usunde spisevaner. Jeg håber, at det giver mening? Måske dine forældre mangler overskud, er pressede eller går og tumler med nogle andre ting? Noget, som gør det svært “bare lige” at ændre deres spisevaner eller at tabe sig.

På samme måde kan man også lave planer for hvad for noget mad der er i huset, så der kun er snacks, slik og lignende når det er til et bestemt formål. Fx til når der er gæster, så de ikke ellers ligger og frister.

Og så kan det også være hjælpsomt at lave små ændringer ad gangen. Hvis man fjerner alt usundt og siger at man skal starte med at træne hver dag, kan det være sværere at overskue.

Men hvis I tværtimod laver aftaler for, at I starter med fx at skære ned på mængden af chokolade, kan det måske blive en smule lettere?

Jeg tænker også sådan, om der er nogle, du kan snakke om dine bekymringer med? Det kunne være venner eller måske andre i din familie. Mest af alt for at du ikke skal gå med det selv.

Men en anden i din familie kan måske også støtte dig i en snak med dine forældre – sådan at I kan være flere om at hjælpe og guide dem, hvis de også selv går med de samme drømme om, at lave en livsstilsændring.

Jeg håber, at du vil holde fast i dine styrker og dine drømme. Men måske også finde ro ved, at dine forældres sundhed og spisevaner ikke er dit ansvar – og derfor er det (desværre) heller ikke dig, der i sidste ende kan ændre på dine forældres sundhed.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat