Kære 9 årig pige
Tak for dit brev som handler om dine følelser omkring dine forældres skilsmisse. Jeg vil gøre mit bedste for, at svare på dit spørgsmål.
Jeg kan godt forstå, at du har det svært med dine forældres skilsmisse. Det er svært, at vænne sig til en ny hverdag og to nye hjem. Det er du ikke alene om, rigtig mange børn har det på samme måde – desværre tror andre ofte, at det går hurtigt over.
Det er helt okay, at du er ked af det! Også selv om andre syntes, at nu må det være overstået.
Men det tager tid at vænne sig til nye ting, især dem hvor der er mange følelser og tanker omkring. Det er ikke så underligt, at du er ked af det. Det er en stor sorg og forandring, når ens forældre bliver skilt. Man skal til at tænke på en anden måde om ens fremtid og ens familie.
Er der mon nogen i din klasse som er i samme situation som dig? Selv om du skriver, det ikke altid hjælper at snakke om det – så ved jeg fra andre børn, at med tiden hjælper det, at dele sine tanker og bekymringer med andre.
Taler du mon med dine forældre om hvordan du har det? Dine forældre har det måske også svært lige nu og de skal også vænne sig til jeres nye hverdag og liv.
De fleste forældre vil gøre alt for, at deres børn har det godt. Desværre skal de nogen gange mindes om det mange gange, før de ser alvoren. Det er altid forældres ansvar, at deres børn har det godt og at de føler sig trygge derhjemme.
Jeg tænker på om du kunne have glæde af, at gå i en børnesamtalegruppe for skilsmissebørn? Det er en gruppe hvor man sidder sammen med andre som har skilte forældre, her kan man tale om alle de følelser og tanker man har.
Du kan enten bede dine forældre om hjælp til, at komme i en gruppe – det kan de finde på Familieretshusets hjemmeside. Eller du kan ringe til Børnenes Skilsmissetelefon
Du er også meget velkommen til, at ringe ind til BørneTelefonen på 116111 og tale med en af vores rådgivere.
Jeg håber, at du får den hjælp du har brug for.
Kærlig hilsen BørneTelefonen