Mine forældre

Kære du

Jeg har læst dit brev nogle gange nu og jeg kan næsten mærke dit “jeg har fået nok”

Du fortæller at din far kun ser dine fejl og din mor er skuffet over dig.
Jeg forstår godt hvis du både er ked af det og vred.
Og nogle gange, når man har det sådan, kommer man til at sige eller gøre noget som
man ikke ellers ville gøre. Det ved jeg at rigtig mange, både børn og voksne kender.

Og jeg tænker at det må være rigtig ensomt ikke at have andre at tale med end din hund,
selvom den betyder alt for dig.
Og måden du skriver “jeg har fået nok” på får mig til at tænke at du næsten har opgivet
at snakke med dine forældre om det? Er det rigtigt forstået mon?

Og så skriver du her ind. Det er sejt gået – du beder om hjælp og det kræver styrke
som du så har.

Det viser mig også at du ønsker noget andet. Du vil ikke bare lade som
ingenting eller gå og være ked af det eller vred. Du ønsker at have det godt.

Og det har du ikke lige nu. Du fortæller også om self harm og om at du har social angst og
start på depression. Kæreste dig. Du har brug for hjælp fra de voksne omkring dig.

Dine forældre kan bestemme, hvordan de vil opdrage dig og hvad de synes er
bedst for dig. Det betyder, at de godt kan bestemme nogle ting, som du ikke
er enig i, så længe de stadig passer godt på dig –
og det forstår jeg at du ikke synes de gør når din far kun ser dine fejl og at
din mor er skuffet over dig.

Som barn har du også rettigheder (du kan læse om dem her) og de rettigheder der står
allerførst, er at dine forældre skal sørge for at passe godt på dig, så du har det godt og er
tryg derhjemme. Og at de også respekterer at du har en mening.
Du har altid ret til at sige din mening og fortælle dem, hvordan du har det med deres
beslutninger.

Du skriver at du har en mormor som du har delt noget af det svære med.
Kunne du mon dele det du har skrevet her til mig, med hende?
Måske vise hende brevet og få hende til at hjælpe med at tale med dine forældre om det?

Eller måske har du en veninde, en ven, en lærer eller pædagog som du kan dele det med.

Du skriver at din lærer vil tale med din mor om din sociale angst og start på depression.
Det lyder som om at den lærer bekymrer sig om dig og gerne vil hjælpe?

Det kunne måske også være rigtig godt hvis du kunne tale med din læge om
hvordan du har det. Du kan altid selv ringe til lægen og bestille en tid.
Adressen og telefonnummeret på din læge står på dit gule sygesikringskort.

Jeg håber at mit svar her vil kunne give dig ideer til hvad du kan gøre?
Jeg oplever at du stadig har en styrke til at gøre noget godt for dig.
Du skrev jo også her ind til brevkassen.

Det vigtigste er at du bruger din styrke på at dele det du har skrevet om her
med en voksen, så du ikke er helt alene med det.

Det er sejt at kunne bede om hjælp. Og det kunne være hos din mormor eller
andre voksne som du er tryg ved.

Jeg giver dig her nogle ideer til, hvordan du kan starte en samtale om noget svært:https://bornetelefonen.dk/fortael-noget-svaert/

For nogle kan det også være en god hjælp at tale med nogen på BørneTelefonen.
Du kan altid ringe til BørneTelefonen på 116111

Jeg ønsker dig det allerbedste og du er naturligvis også velkommen til at skrive igen.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen