min mor tyrannisere mig.

hej..

har lige været på en festival med mine venner i nordsverige, og det var rigtig sjovt. men en dag svarede jeg ikke min mors sms i 8 timer, fordi jeg var på arbejde på festivalen og min telefon lå til opladning.

hun havde skaffet alles numre og ringet til dem og spurgt efter mig, og alle grinte så meget og havde det så sjovt over det, også en eller anden jeg ikke engang kender, a., havde hun ringet til og jeg blev gjort så meget til grin. hun havde ringet 8 gange til min veninde og sendt hende 32 sms’er. hun havde endda ringet til politiet.

jeg hader hende så meget. jeg hader hende fordi hun ikke gider tage sin medicin, og lader alt gå ud over mig, og ikke kan se det eller noget som helst i verden fra min synsvinkel. hun har så fucking ondt af sig selv altid.

og da jeg sagde til hende det ikke var i orden, græd hun og brugte den gamle ‘du vil ikke have mig, du skal aldrig få børn, de kommer til at hade dig ligesom mine børn hader mig, jeg er her ikke når du kommer hjem, nu slipper du for mig for altid, din lille lorte unge’ – det skrev hun til mig mens jeg var 900 km oppe i sverige.

siden jeg var 6 år og fik min første telefon, har hun kontrolleret mig hver time, i hele mit liv, alt hvad jeg har lavet, ved hun, og hvis hun ikke ved det, har det gået grusomt udover mig. lige siden jeg gik på skole 2 minutter fra mit hus, har jeg skulle skrive: når jeg gik i skole, når jeg var i skole, i løbet af dagen, efter skole, hvad jeg gjorde efter skole og når jeg var der hvor jeg skulle hen, i løbet af dagen, hvornår jeg tog hjem, når jeg tog hjem, og når jeg var næsten hjemme.

jeg hader hende så meget og jeg vil ikke være låst fast i det her hul længere. jeg kan virkelig ikke se nogen udvej, for hvis jeg trodser hende, går det udover mig og jeg bliver ‘straffet’ og det er virkelig et mærkeligt problem det her, har aldrig hørt om andre der har haft det sådan.

jeg er 19 år, og lige siden jeg var 15 har hun lovet at hun ville stoppe, men det er aldrig stoppet. og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg har jo heller ikke lyst til ikke at svare hendes beskeder, for efter alle disse år har hun virkelig indprintet i min hjerne, hvad hun gør ved sig selv, hvis jeg ikke gør.

jeg har prøvet alt. jeg har skrevet et brev til hende om at hun tager min frihed, og jeg føler mig låst fast, og hele tiden har paranoia, for hvis min tlf går ud er jeg nødt til at finde en med det samme og ringe og sige at jeg skynder mig hjem. jeg har prøvet at snakke med hende stille og roligt, jeg har prøvet at lade være med at svare, jeg har prøvet at råbe og skrige og slås med hende. jeg har prøvet alt og hun kan bare ikke forstå det.

jeg bor hjemme, og der er ikke noget om at flytte hjemmefra i sigte nogensinde, da vi ikke har nogle penge overhovedet. jeg er lige blevet smidt ud af mit gymnasium, der lå 20 km fra min bopæl, som var den eneste sådan pusterum, hvor jeg kan skrive at jeg er i skole, men så ikke er.

nu skal jeg starte på gymnasie 1 minut fra mit hjem, og jeg ved det fortsætter, og at hun vil have jeg kommer hjem hver eneste dag og jeg føler mig så indespærret og kontrolleret.

jeg kan ikke nyde noget af det jeg gør, fordi hun altid finder en smutvej, så hun kan ydmyge mig og give mig skylden for det. jeg har det rigtig dårligt, og jeg håber i kan sætte jer bare lidt ind i det, selvom det nok er nemmere at sætte sig ind i når man har levet med det i 13 år. jeg har virkelig ikke lyst til at leve, for jeg føler ingengang at jeg gør det i forvejen.