Kære du
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, hvis du føler, at det er en svær situation at stå i. Du har lige pludselig fået en viden om din mor, som nu er i dig og din hukommelse, og samtidig lyder det ikke til, at du egentlig har lyst til at have den viden om din mor... Og hvor er det så lige, man gør af sådan én viden, når man først har fået den?
Man kan altid vende og dreje situationer og se dem på forskellige måder... Og den mest naturlige oplevelse af dette her er nok, at din mor har en affære, og din far ikke ved det. Men det er jo ikke sikkert, at det er sådan... Måske har din far en fornemmelse af det? Måske har han sagt det til din mor? Det er ikke til at vide, hvad de hver især tænker, og hvad de har talt om, hvor du ikke var i nærheden...
Men hvis vi tager udgangspunkt i, at det er som du tænker det – så synes jeg, at det er en kæmpe hemmelighed at bære rundt på for dig, og det kan være hårdt at bære rundt på store hemmeligheder alene. Vi behøver ikke dele den med mange, men vi har næsten altid brug for at få sagt en hemmelighed højt til bare én anden, for at få den ud af kroppen og se andres reaktioner på det vi siger, kan du følge mig i det? Det er de færreste mennesker, som kan bevare en hemmelighed helt for sig selv, uden at dele den med andre...
Så når du spørger, om det vil være forkert at sige det til en anden, så tænker jeg nej, det vil det ikke være. Men det er vigtigt, hvem du vælger at dele denne viden med...
Umiddelbart synes jeg, det vil være det bedste at fortælle din mor, hvad du har hørt. Måske kan du samtidig sige, at du synes, det var svært at høre det, og at du er blevet forvirret over, hvad der er det rigtige at gøre i denne situation. Det vil måske også være en god idé at fortælle hende, at du er bekymret for din far – både i forhold til hans reaktion, og at det kan medføre, at han bliver syg i en periode.
Kunne man tænke det sådan her; hvis du fortæller din mor, at du har hørt det, og hvordan det påvirker dig, så har du samtidig taget ansvar for dig selv og passet på dig selv ved at give den tilbage til dér, hvor den kom fra. Historien kom fra din mor, nu får du givet din mor den tilbage igen, for du har ikke lyst til at være bærer af den, og så er det op til hende, hvad hun vil gøre ved det.
Hvis du har et behov for, at din far også skal have det at vide, kan du måske sige til din mor, at du vil meget gerne have, at hun selv taler med din far om det, men hvis hun ikke selv har gjort det indenfor en uge, så fortæller du ham det. På den måde får du givet dem muligheden for at tage diskussionen imellem dem og udenom dig. For det har jo egentlig ikke noget med dig at gøre, du er bare blevet blandet ind i det.
Hvis du føler, at det er lidt svært at finde det rigtige tidspunkt at tale med din mor om det, så er der mange børn, som har glæde af at skrive et brev i stedet for. Så er de sikre på, at de får sagt alt, hvad de vil sige uden at blive afbrudt, samtidig med at din mor får lidt tid til at tænke over det og måske læse det flere gange, inden hun skal svare dig og tale med dig om det.
Jeg tænker også, om det kunne være rart for dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111 for at tale mere med en af rådgiverne dér om, hvordan du kunne starte en sådan samtale, eller hvordan man finder det rigtige tidspunkt, hvis du ikke har lyst til at skrive det i et brev.
Lige meget hvad du vælger af forskellige løsninger, så tror jeg, at det er vigtigt for dig at sat ord på det, få det ud af kroppen og få talt det igennem enten med din mor, en rådgiver på BørneTelefonen eller en ande,n som kan støtte dig i, hvordan du kan finde den rigtige plads til denne viden, du har fået helt tilfældigt. Så det ikke bliver en hemmelighed, du føler du skal passe på og bære rundt på de næste mange år.
Jeg kan sagtens forstå, at du kan synes, det er svært at finde den rigtige vej, for måske tænker du også på, hvad det kan få af konsekvenser for dig og din familie, hvis din far for eksempel bliver depressiv af det, eller dine forældre bliver uvenner over det. Det er umuligt at forudsige, hvilke konsekvenser det kan få, måske er det nogle meget små – måske er det nogle større, men de tanker og bekymringer tænker jeg, at det er vigtigt at sige til din mor, så hun ved, at det nu er hendes ansvar at få tacklet hele situationen ordentligt for jer alle tre.
Nogle gange kan det også være fantastisk at fortælle sine venner eller veninder, at man er lidt trist i øjeblikket (uden du behøver fortælle hvorfor) – og at man trænger til at få grinet eller komme ud og tænke på andre ting, end det der i øjeblikket gør én lidt trist. Tror du ikke, de gerne vil hjælpe dig i en periode så?
Jeg håber, at svaret her har givet dig lidt at tænke over og forhåbentlig lidt idéer til, hvordan du kan blive lidt gladere igen og måske føle dig lidt mere lettet, end du er lige nu.
Bedste hilsner BørneBrevkassen
