Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min mor

Min mor er altid sur plus hun slår mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! Overvejer nogle gange at tage livet af mig selv.

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 13 år

Tak for dit brev. Hvor er det godt du skriver, for jeg kan høre, at du har det rigtig svært lige nu.

Jeg taler med mange børn, der fortæller, at de kan have lyst til at tage livet af sig selv. Jeg ved at mange kan få den følelse, når de står i en svær situation. Den slags tanker er et tegn på, at man har brug for hjælp til at klare sine problemer.

Det er vigtigt, du ved at din mor ikke må slå dig! Det står faktisk i loven. Det er de voksnes ansvar at sørge for at børn har det godt. Det lyder til, at din mor ikke kan finde ud af det for tiden. Jeg tænker det kan være, at din familie har brug for lidt hjælp fx fra kommunen.

Kommunen skal nemlig hjælpe børn og familier, der ikke har det godt. Det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er for dig og din mor. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – så de kan blive helt sikre på, hvad den bedste løsning for jer kan være. Så din mor kan holde op med at slå, og du kan få det bedre. Du har nemlig ret til at blive passet på og beskyttet.

Mon du har fortalt nogen om at hun slår dig? Mon der er en sød voksen du kan sige det til? Måske en i din familie eller på din skole?
Det er godt at få fortalt sådan noget til nogen tæt på dig. De vil nemlig også kunne hjælpe dig videre fx hvis du ønsker at få hjælp fra kommunen.

Nogle gange kan man måske bange for, at tingene vil blive værre, når man siger dem højt. Hvis du har det sådan, er det vigtigt at du fortæller den voksne, at du er bange. Så skal de finde en måde at passe på dig på. Så der ikke sker dig noget.

Du kan også altid ringe til BørneTelefonen på 116111. Hvis BørneTelefonen skal hjælpe dig, er du nødt til at fortælle os, hvem du er. På den måde kan vi nemlig sørge for, at kommunen får besked om, hvad der foregår hjemme hos dig. Men du kan også sagtens snakke med os uden at fortælle hvem du er. Det bestemmer du selv.

BørneTelefonen har også noget der hedder en bisidder. Det er en voksen fra BørneTelefonen, der mødes med dig og hjælper dig med at tale med kommunen, så din familie kan få hjælp. Måske det er noget for dig?

Du kan se en video om hvad en bisidder er her.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Husk du kan altid ringe eller skrive igen.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat