Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min far

Min far slår mig hele tiden

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Tak for dit brev. Hvor er det bare godt, du skriver til os. Jeg vil forsøge at hjælpe dig, så godt jeg kan.

Det din far udsætter dig for er ikke i orden. Dine grænser overskrides på alle måder, når din far slår dig. Jeg får fornemmelsen af, du måske godt er klar over, det er ulovligt at være voldelig?

Du er udsat for vold og det lyder som om, I ikke har det godt sammen i jeres familie. På trods af det har du overskud til at skrive ind til os i håbet om, det må stoppe.

Hvor får du det mod og de kræfter fra?

Dit brev fortæller mig, du har styrken og troen på, at din liv kan forandres.

Jeg har snakket med andre børn og unge, der har været i samme situation som dig. Fra disse samtaler ved jeg, det er muligt at få et bedre liv uden vold. Jeg ved også, det kræver mod at række ud efter hjælp, og du har ret til at få hjælp!

Jeg bliver nysgerrig på, om du har fortalt nogen, at din far slår dig? Jeg tænker, det er meget vigtigt, at du siger det til en voksen, du har tillid til.

Måske kan du fortælle det til din mor, hvis du taler godt med hende? Nu ved jeg jo ikke, om hun har kræfter til at stå op imod volden, der skader dig og hele familien. Måske har din mor ikke overskuddet til at stoppe din far. Måske ved hun ikke, hvad hun skal gøre. Der kan være mange årsager, hvis din mor ikke lykkes med at stoppe din far. Det er vigtigt, at du og din familie får hjælp udefra.

Du kan prøve at tage fat i andre voksne, du møder i din hverdag. Kender du fx en sød lærer eller pædagog, kan du vælge at sige det til ham eller hende. Måske har du andre voksne i din familie eller nær dig, som du kan sige det til?

Det vigtigste er, at du ikke går rundt med det alene, og at nogen kan støtte dig, så din far stopper med at slå dig.

Du må ikke give op, hvis du ikke får hjælp, Bliv ved med at søge indtil du har fået den hjælp, du har behov for.

Hvis du er bange for, din far bliver sur, kan du sige det til den voksne, du betror dig til. Så kan de finde en måde at passe på dig, så der ikke sker dig noget.

Du skal også vide, at vi på BørneTelefonen også kan hjælpe dig.

Du vil nemlig altid kunne få en voksen fra Børnetelefonen (en bisidder), når du skal fortælle personer i kommunen, at du bliver slået derhjemme og har brug for hjælp. Bisidderen kan hjælpe dig med at sige dét, du vil sige. Og forstå dét, der bliver sagt. Vil du have sådan en person fra os, skal du fortælle os, hvem du er (opgive anonymitet). Hvis det sker, får vi pligt til at fortælle videre, hvis noget truer dig og din trivsel – altså meget alvorlige ting. Det står i loven. Men alle andre ting bliver mellem dig bisidderen. Du bestemmer selv hvor meget og hvad, du vil fortælle bisidderen.

Selv børn, der er ude for meget svære ting, holder som regel også af deres mor og far. Derfor kan det give mange tanker, hvad det betyder ’at få hjælp af kommunen’. Det vil du også kunne tale med en bisidder om. Du kan læse mere her Bisidder Jeg sender dig lige en video om, hvordan man kan bruge og tale med en bisidder. Så kan du også se, hvordan en bisidder ser ud. Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår

Du kan også ringe eller skive til os på 116 111. På BørneTelefonen snakker vi med mange børn og unge, der udsættes for vold og gerne vil ændre på deres situation. Vi vil gerne lytte til dig og tale med dig om, hvad du kan gøre. Det er gratis at skrive eller ringe herind, og du er helt anonym.

Det kræver stort mod at ændre sin situation, når det er svært. Men du har allerede taget det første skridt ved at skrive herind. Det er virkelig godt gået!

Jeg håber virkelig, du får snakket med nogen om det hurtigst muligt. Jeg håber også du føler, du kan bruge mit svar til noget. Ønsker dig det bedste med på vejen.

Kærlige tanker fra BørneTelefonen

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat