Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Må intet

Hejsa.
Jeg er en pige på 15 år. Jeg går i 9. Klasse. Jeg bliver 16 i januar dvs, at jeg er en af de ældste i min vennegruppe.
Mit problem er, at jeg ikke må særlig meget!
Jeg er udmærket klar over, at det er min mor der bestemmer indtil, at jeg bliver 18 år.
Jeg skulle til fødselsdag. Og jeg skulle give en gave sammen med min veninde. Vi beslutter os for at give en billet til Bakken(turpas). Det er en god gave, tænker vi, da det er en oplevelse og det heller ikke er for dyrt.
Jeg tænker: jeg må godt tage til Kbh med mine venner selv, da jeg er meget Independent(hvis jeg selv skal sige det). Det skal siges, at jeg ikke er fra Kph og området. Nå men jeg kommer hjem og fortæller min mor om den her idé. Og hun synes den er god indtil, at jeg fortæller, at jeg skal med. Så sige hun “det skal du ikke! Du kunne godt have talt med mig først”.
Hvorefter jeg godt kan se, at det er min fejl, at jeg ikke talte med hende først, men jeg tænker at det er på tide jeg kommer ud i den virkelige verden, og prøve noget på egen hånd. Så siger jeg at hun måske kunne tænke over det.
Så her i eftermiddags siger jeg noget, det lyder nogenlunde sådan her, “hvis jeg må tage til bakken, så tror jeg at jeg vil forslå at pigerne, at vi rykker turen til jul, da coronasmittetallet stiger her for tiden.” Hvorefter hun så sige “jeg har ikke sagt at, du må komme afsted.” Hendes begrundelse er, at hun ikke synes at jeg som 15-årig skal “rende” rundt på bakken alene. Og diskussionen fortsætter.
Andre gange diskuterer Vi også tidspunkter at komme hjem på. For hun Er meget streng med tidspunkter, hvilket irriterer mig enormt meget.
Hverdag skal jeg være hjemme til spisetid (18.00). Få gange kan det være senere, hvis jeg f.eks. skal i biffen. Men ofte kl. 18.00. Det er alt for tideligt hvis du spørger mig, hvis lektierne er lavet til dagen efter, så burde der ikke være noget problem.
Weekend – det er lidt forskelligt. Ofte kun til kl. 22.00. Hvis det er fest så til 22.45(det seneste hun har givet lov til). På aftener hvor det når at blive mørkt, så vil hun hente mig, hvilket jeg synes er fair nok, især hvis jeg har drukket(det må jeg godt, bare jeg ikke bliver stiv).
Der er også et 3. problem, tit når jeg diskutere med min mor, så vil hun ikke færdigøre diskussionen(selv hvis hun starter den), hun siger altid “den gider jeg ikke tage med dig nu”.
Som sagt ved jeg godt, at hun bestemmer indtil, at jeg bliver 18 år. Jeg prøver også at sætte mig ind i hendes perspektiv osv.
Men jeg har aldrig gjort noget der kunne ødelægge hendes tillid til mig. Jeg fortæller hende rigtig mange ting. Jeg lyver ikke, hun ved hvem jeg er sammen med osv. Det eneste jeg spørger om, er at få en smule igen.
Så hvad er jeres holdning? Er jeg forkert på den? Er tidspunkterne fair? Og hvad med turen til bakken?
Undskyld for stave- og kommafejl, det er ikke skole, så har ikke rettet det.
Hilsen mig.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Jeg forstår, at det er frustrerende når man føler, man ikke har lov til særlig meget. Det hører vi også fra mange andre børn og unge på BørneTelefonen.

Jeg fornemmer, det måske også handler om, at du har en oplevelse af, at dine venner har lov til nogle andre ting end dig. Er det mon rigtigt? Det er i hvert fald let at komme til at sammenligne sig med sine venner. Men måske de også nogle gange oplever, at deres forældre sætter regler for dem, som de ikke er helt enige i?

Du spørger, om du er forkert på den med turen til Bakken, og om tidspunkterne du skal være hjemme er fair. Jeg vil meget gerne prøve at skrive lidt til det og give dig nogle råd med på vejen.

Skal ens forældre bestemme alt?

Som du også selv skriver, så har ens forældre ret til at opdrage en, som de synes er rigtigt. Så længe de stadig behandler én godt og ikke krænker ens rettigheder. De har nemlig også pligt til at passe godt på én.

Men som barn og ung har man stadig også ret til at blive hørt og inddraget i beslutninger, der handler om en selv. Men man kan ikke altid selv få lov at bestemme. Det skal dog gerne være sådan, at man bliver inddraget mere og mere, jo ældre man efterhånden bliver.

Hvad angår Bakken, så forstår jeg virkelig, at du gerne vil med. Det lyder til at du og dine veninder har gjort meget ud af gaven, og har glædet jer til en dag sammen. Men det kan det være, der er noget særligt, der gør, at din mor tænker, det ikke er en god idé. Det lyder fx også til, at du bor længere væk end dine andre veninder. Er det mon rigtig forstået?

Du er virkelig reflekteret og meget eftertænksom. Jeg ser, at du også kan se mange af tingene fra din mors side. Det er enormt flot, og det får mig til at tænke, du er ret moden og velovervejet. Det kan være en god ting, sådan at man løbende kan blive mere selvstændig og få lov til prøve flere ting af selv.

Hvad kan du så gøre nu?

Du har allerede gjort meget! Det er super flot. Men nogle råd herfra kunne være;

  • Skriv et brev til din mor. Du har været enormt god til at forklare dine tanker, følelser og ønsker. Måske kan det at skrive et brev være en god måde at starte samtalen på? Du kan også vælge at vise din mor brevet her og mit svar.
  • Hvornår skal man snakke om det, man er uenige om? Det kan være en god idé at snakke eller vise et brev til din mor på et tidspunkt, hvor I er glade, og hvor der er god tid til, at I kan få snakket ordentligt.
  • Fortæl din mor, hvad turen til Bakken og reglerne for hvornår du skal være hjemme, betyder for dig. Det kan være en god idé at dele hvilke tanker, oplevelser og bekymringer, du gør dig. Betyder det, at du ser mindre til dine venner, end du har lyst til? Betyder det, at du bliver ked af det? Hvornår er det faktisk okay for dig, at din mor stadig sætter rammer for dig? Og er der mon noget, din mor er bange for, ved at du fx skal til Bakken? Ved at snakke sammen kan I måske finde på nogle løsninger, hvor I begge er glade og trygge ved det, I aftaler.
  • Snak med dine veninder/venner. Måske kan det hjælpe at lufte sine frustrationer. Måske du har en oplevelse af, at de må meget mere end dig? Er der andre ting de ikke må, som du må? Måske du og dine venner efter en snak kan finde frem til løsninger, hvor I kan ses og bruge tid sammen, men stadig indenfor de rammer, din mor sætter for dig.
  • Foreslå din mor, at hun eventuelt kan snakke med dine venner/veninders forældre om hvilke regler der gælder hjemme hos dem. Det kan ofte være rigtig rart også for de voksne at få vendt tingene – og nogle gange kan det føre til, at deres holdninger rykkes i den ene eller anden retning. Så det er et forsøg værd.

Jeg håber, mine råd måske kan hjælpe dig videre. Både med at være i de regler, der er i din familie, men også råd til hvordan du og din mor kan finde nogle måder, så du stadig kan opleve løbende at få friere rammer og blive mere selvstændig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat